Own Road vælger bivejene

Som fhv. hippie bliver man tit bedt om at stikke majspiben ind, når man hører ny musik og påpeger, hvor gammelkendt det lyder. Fair nok. Nye generationer, kortere hukommelse, ny nostalgi. Det er som det skal være.

Af og til lander der så en plade i den hjemlige hemisfære, hvor det ikke bare handler om genopdaget fortid, men bliver musik, der sætter hukommelse og sind i sving, og samtidig så åbenlyst er til stede her og nu. Og som er til at høre, også uden referencer.

Sådan en musik laver Simon Skjødt Jensen under navnet Own Road.

Okay, det visnede blomsterbarn i mig kan ikke undgå at høre Incredible String Band, et skvæt syret Cat Stevens, tidlig Leonard Cohen, Pearls Before Swine, The Fugs dengang de for vild i Virgin Forest og så de mest troskyldige kombinationer af Beatles og Donovan (‘Pay Your Own Mind’ kunne være et outtake fra Abbey Road).

Hvis det lyder upersonligt, så er det fordi jeg ikke formår at udtrykke mig klart.

Jeg har læst Own Road beskrevet som neo-psykedelisk folk. Det er ikke helt i skoven, som heldigvis kan ses for bare træer, fordi Own Road er så fuld af personlig nerve. Og en dragende dybde.

Når den er mest mærkelig med sine elektroniske pedaler og støjrockende skyggekulisser kunne musikken have været lydspor til Blair Witch Project. Når den er mest imødekommende, lyder den som på ‘Moonchild’ som et hit ved et uheld.

Med sine klanglige droner, folkemindesamlingsbanjoer og pseudo-harmonium er Own Road een lang sang af dem, vi alle gemmer på indeni.

Vejrtrækning på frie vers, og så holder vi her. Der skal også være noget til fantasien. Eller hvad det nu er de putter i piberne oppe i Skive, hvor Simon Skjødt Jensen kommer fra.

Own Road – måske var det den, Robert Frost talte om, når han talte om The road not taken.

Own Road: Own Road. Neh-Owh Records.

Mere info her.

Illustration: Pladecover af Patrick Ryming.