Patti Smith går i barndom

Det er ikke nogen ny bog, Patti Smith nu får udgivet på dansk. Faktisk udkom Woolgathering allerede i 1992 som et bestillingsarbejde til det eksklusive Hanuman-bibliotek. Den nye version er udvidet med afsnittet ‘To verdener’ plus forfatterens fotos og illustrationer.

Og under (gen)læsningen af denne lille, men store bog slår det mig igen, at Patti Smith sagtens kunne have klaret sig uden rocken. Om den så kunne have klaret sig uden hende, er et andet spørgsmål. Anmelderne har aldrig været i tvivl, men selv hører jeg til de kætterske, der altid har mærket større viljestyrke og eksponeringstrang end egentlig originalitet i hendes musik. Jeg ved godt, at man ikke må sige det, men hun er større som digter end som sanger.

At de to ting sagtens kan adskilles, fremgår af Drømmespinderi, som er et fuldendt, sprogligt fortættet og magisk-poetisk signalement af barndommen og hvorfor vi aldrig kan holde op med at gå i den. Patti Smith er imidlertid ikke på sporet af den tabte tid. Hun er midt i den, nærværende og nutidig. Som om det var i går…

Originaltitlens dobbetbetydning er fint fanget af den danske titel. Barndommen er det stof, drømme er gjort af.

Patti Smith husker, både med en Rifbjergsk sanselighed og præcision og en vandrelysten rummelighed, som den, man kan gå på opdagelse i i et haiku-digt.

Bogen er – for det meste – næsten som en poetik over vigtigheden af at bevare barnligheden, at huske, at “et barnesind er som et kys på panden – åbent og uselvisk”, huske at blive ved med at se det magiske i det hverdagsagtige, dengang vi var “just kids”, som hendes prisbelønnede erindringsværk fra 2010 hedder.

Drømmespinderi udspiller sig længe før, dengang vasketøjet duftede sødt, når mor havde vasket det, dengang hunden Bambi med stilheden i de bedrøvede dådyrøjne blev kørt over af en brandbil og dengang før voksenfornuften skruede ned for lyset i barnelykken. Dengang.

Mod slutningen af bogen falder hun for fristelsen til at filosofere over, hvad der har bragt hende derhen, hvor hun er i dag: “Skæbnen ville, at jeg kom til at følge en bane milevidt fra mine forfædres, men deres væsen er også mit. Og når jeg på en rejse ser en skråning spættet med får, eller en hyrdestav henkastet mellem kastanjebladene, bliver jeg rørt af en længsel efter igen at være det, jeg aldrig var…”

Ellers er det en bog renset for småfilosofisk lommeuld, men fuld af hjemmespundne tråde, der rækker tilbage og frem. Ordene væver for- og nu & her-tid sammen til et hele, der ikke skal forstås, men opleves.

Bogen er oversat af Charlotte Kornerup, så man glemmer, at den er oversat. Sproget er universelt. Ligesom emnet. Og man haster sig alt, alt for hurtigt gennem de halvfems sider i en opmærksomhedsslugende rus. Også på den led er den som det emne, den fordyber sig i – barndommen, som var ovre, før vi vidste af det. Men som blev hængende i sindet for altid.

Patti Smith: Drømmespinderi. Klim, 90 sider i et stilrent format.

PS: Forsidefotoet viser i Christian Hvids layout Francois Millets 1863-maleri ‘Hyrdinden med sin flok’.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK