Paul Simon fylder aktive 70

Det gav i enhver forstand mening, at Paul Simon i sidste måned var med til at indvie mindeparken på Ground Zero med sit nedtonede foredrag af ‘The Sound of Silence’, det nummer, som hans mangeårige partner, Art Garfunkel, engang beskrev som en sang om »menneskets manglende evne til at kommunikere med mennesket«. Lige så logisk var det, at David Bowie valgte Simons sang ‘America’, da han var den første på scenen ti år tidligere ved ‘The concert for New York City’ til minde om de dræbte ved 9/11.

Ingen sanger og sangskriver har nemlig som Paul Simon leveret lydspor til og om New York og newyorkerne. I morgen fylder han 70, og at dømme efter cd’en ”So beautiful or so what”, der kom i foråret, har Paul Frederic Simon ikke tænkt sig at gå på aftægt foreløbig. Så hustruen Edie Brickell må vente på at få ham for sig selv.

Første gang offentligheden så ham, lignede han enhver anden karseklippet high school kid. Sammen med Garfunkel udgjorde han duoen Tom & Jerry, som slog kortvarigt igennem i 1957 med Everly Brothers-efterligningen ‘Hey, Little Schoolgirl’.

I oktober 1964 kaldte de sig bare Simon & Garfunkel på debutalbummet Wednesday Morning 3 A.M. og lød som så mange andre, der ville ride med på folkemusikbølgen. Pladen solgte ikke, og Simon tog sin guitar med til Europa (hvor han bl.a. optrådte i klubber i Danmark og blev en inspiration for Cy, Maia & Robert). I London genindspillede han nogle af albummets numre på lp’en The Paul Simon Songbook. Bl.a. ‘The Sound of Silence’, som ikke var en protestsang, men en såkaldt topical song, i ånden fra borgerrettighedsbevægelsen.

Hjemme i New York havde The Byrds elektrificeret Bob Dylan’s ‘Mr. Tambourine Man’. Det fik Simon & Garfunkels producer til at hyre studiemusikere til uden Simons vidende at iklæde ‘The Sound of Silence’ tidens tonedragt med el-guitar og trommer. Den blev et hit, og Simon blev kaldt hjem fra Europa.

Resten er rockhistorie, som sluttede i kunstnerisk zenit, da duoen i 1970 udsendte sangen ‘Bridge Over Troubled Water’ og albummet af samme navn. Da var samarbejdet mellem Simon og Garfunkel tyndslidt. Siden har der været genforeninger. Mest fordi Simon er bukket under for det, han har kaldt »en enorm følelsesmæssig understrøm, fordi der er passeret årtier af vores liv.« I dag er forholdet forbi.

Det var det de facto allerede, da Simon i 1972 tog hul på en solokarriere, der for ham – og os – har formet sig som en lystrejse gennem forskellige musikkulturer. Han har om nogen været rejsende ambassadør for verdensmusikken. På Graceland lukkede han dørene op til den musikalske smeltedigel, der forkortes afrikansk musik, og den efterfølgende The rhythm of the saints trak på den fascination af sydamerikansk musik, der allerede brød ud i 1970, da han gjorde ‘El Condor Pasa’ til et verdenshit og inkafløjter til de nye bongotrommer. Uden at han glemte sit udgangspunkt som boglærd, halvstuderet røver fra den amerikanske middelklasse, hvor kvinderne læser Emily Dickinson og mændene Robert Frost, som det hedder i ‘The Dangling Conversation’.

Intet ville have været nemmere for Paul Simon end at leve af ‘Bridge Over Troubled Water’. Det har han nok også gjort; sangen er fortolket af alle fra Nana Mouskouri over Jackson 5 til Willie Nelson og Andrea Bocelli. Men Simon har ikke ladet den blive et åg for kreativiteten.

Hans foragt for kommerciel tænkning har givet ridser i den kunstneriske lak. Filmen One Trick Pony floppede i 1980. Det samme gjorde musicalen The Capeman i 1997, og det mest overraskende ved Surprise, 2006-samarbejdet med Brian Eno, var manglen på melodier.

Samtidig kunne Simon se den albumorienterede musikbranche forsvinde, som han var vokset op med og havde været med til at skabe. Det frustrerede ham, men æggede ham også til at begå en plade, der både var en helhed og kunne downloades nummer for nummer.

At dømme efter anmeldelserne – og musikken – lykkes han på So beautiful or so what med netop det.

Stilheden nægter at sænke sig over Paul Simons sange.

Illustration: Udsnit af albummet Paul Simon fra 1972