Paul Simon’s greatest igen igen
6. oktober 2011 //
Paul Simon fylder 70 i næste uge. Det markeres naturligvis også på pladefronten eller hvad det hedder nu om dage. Songwriter er den prunkløse, underspillede titel på en dobbelt-cd med mandens greatest, kurateret af ham selv.
Indholdet er Art Garfunkel-frit område. ‘The Sound of Silence’ er repræsenteret ved en liveoptagelse fra 2011 og ‘Bridge Over Troubled Water’ synges – fremragende – af Aretha Franklin (i en allerede kendt og Grammy-belønnet version). Det er også tankevækkende, at Simon har udeladt sange som ‘Duncan’, ‘Me And Julio…’, ’50 Ways To Live Your Lover’ og ‘You Can Call Me Al’ til fordel for skæringer fra musical-albummet Songs from the Capeman - en projekt, Simon selv fandt mishandlet af anmelderne ligesom der også er numre fra ‘Sunrise’, det umelodiske samarbejde med Brian Eno.
På den led er udgivelsen anderledes end andre Simon-kompilationer, men har vi brug for et utilstrækkelig opsamlingsalbum? Guderne og de få tilbageværende pladehandlere skal vide, at markedet aldrig har manglet tilbageskuende Paul Simon-plader. Som regel med fuldstændige sammenfald i udvalget af numre.
Det startede i 1977 med Greatest hits etc. som siden blev konverteret til cd. Fire år senere kom 5lp-sættet Collected works. I 1987, midt i cd’ens jomfruår, kom Greatest hits. Og da han året efter skiftede pladeselskab til Warner Music udsendte de i 1988 Negotiations and love songs 1971-86. I 1993 kom bokssættet Paul Simon 1964-1993, som han selv havde sammensat, lidt spøjst, men alligevel dækkende for hans alsidighed. Det bokssæt blev samme år forkortet til en dobbelt-cd. Ved årtusindskiftet kom en glimrende udvidelse af 1977-pladen. Titlen: Greatest hits – shining like a national guitar. 2004 udsendtes 9cd-boksen Studio recordings, som i titlen havde udeladt den bestemte artikel. Med vilje. Der manglede nemlig en del på en udgivelse, der trods sit omfang virkede aborteret. 2007 udsendte Sony The Essential Paul Simon, som er netop det. I 2009 kom på Starbucks samlingen This better be good. Og sidste år kom igen på Sony opsamlingen Paul Simon: On my way don’t know where I’m going.
Plus det løse.
Som om denne meget økologisk korrekte tilgang til genbrug af musikken ikke er nok, har Paul Simon ad flere omgange – lige som mange af kollegaerne – med brask og bram udgivet remastereringer af de enkelte albums med de obligate tilføjelser af outtakes. Senest kom i år Still crazy after all these years, Paul Simon og There goes rhymin’ Simon. De samme albums fik samme genudgivelsestur i 2004.
Markedet må være umætteligt eller også lider det af uhelbredeligt hukommelsessvigt. Der er to vindere her. Og forbrugeren er ikke en af dem.
Der går ikke mange måndeder før den koster 49, – kr i TP etc.
En kender taler:-)
Du kalder 1987, CD´ens jomfruår. Hvordan skal det forstås, idet de første CD-plader blev solgt i 1982/83. Som elev i Fona var jeg selv med til at sælge de første, og husker stadig hvordan vi lovede kunderne at uanset hvordan man behandlede Cd´erne, kunne de spille og holde en evighed!
Jomfruår er i flertal. Det er rigtigt at de første pippede frem først i 80′erne, men det var dog først i 1986-87, at bagkatalogerne for alvor blev digitaliseret. Som regel med cd’er, der ikke var remastererede. Jeg var selv i Japan i efteråret 1987 og forkøbte mig der i cd’er, som garanteret ikke kunne fås i Fona:-)
Så forstår jeg bedre! Du har også ret i at udbuddet var ganske tyndt de første 4-6 år, til gengæld kostede en standard-CD 170-200 kr. Husker stadig da hele Beatles-kataloget kom på CD,i 1986…Det var stort, omend masteringen ikke var særlig god, men det er de jo kommet efter! Med hensyn til de utallige opsamlinger med Simon, så tror jeg de primært henvender sig til dem som sjældent køber en CD og som foretrækker en compilation. “Rigtige” tilhængere af PS, har nok alle hans CD´er eller vinyler! I øvrigt hørte jeg og fruen, PS på Randers Stadion i juli 2002. En varm aften, hvor solen langsomt gik ned bag PS og han 10 musikere. Han startede med Bridge over trouble water, efterfulgt af Graceland, så var standarden ligesom sat!
En hilsen fra myrekneppernes paradis.
‘Shining like a national guitar’ hedder det næppe. Jeg tror ikke der findes en specifikt ‘national’ guitar nogen steder, men jeg ved at en masse, ikke mindst bluesmusikere, flittigt benytter/har benyttet sig af en ‘National Resonator’ guitar.
Og ellers nok om Paul Simon.(Måske indtil den næste compilation.)
@ross: myrekneppet eller ej – det hedder pladen faktisk. Linjen er et citat fra Graceland
Det vidste jeg faktisk egentlig godt. Og netop i dette nummer lyder teksten, i hvert fald i den booklet der fulgte med cd’en fra 1986, følgende gribende indledning til netop det nummer:
‘The Mississippi Delta was shining/Like a National guitar’.
- Men de amerikanere har det vel svært med store og små bogstaver, som med såmeget andet, eller?
ross
Prøvede at google “National guitar” og opdagede at mange af deres produkter havde det man kalder “metal-body”. Måske stammer ordene: “shining like a national guitar” fra dette faktum, i det kroppen på guitaren skinner på grund af metaloverfladen? i øvrigt er det en sådan guitar man ser på Dire Straits CD “Brother in arms”. Kig på den, så kan i se hvorfor jeg har denne teori. Og nu vi taler CD. Brothers in Arms var den første CD som rundede en mio. worldwide. (udgivet i 1985).
@Arne: Og Dire Straits var om nogen de kunstnere, der fik cd-bølgen til at rulle og gå over alle bredder salgsmæssigt. Brothers in arms var en af de allerførste digitalt optagne plader. DDD som der stod på omslaget.
Kan huske, at jeg var inviteret til diverse promoarrangementer for nye cd-maskiner, fabrikeret af Phiiips (som dengang ejede både cd-fabrikker og PolyGram, hvor DS udkom). Og DS blev brugt som referencemusik af cd-nørder.
@Kære Torben. Har lige læst at en af de mange guitarer MK brugte i Dire Straits var en National Style O, fra 1936/7. Denne metalbody-guitar blev specifikt brugt på: Romeo and Juliet (Making movies) og The man´s to strong (Brothers in arms).Med hensyn til lyden så husker jeg stadig et trick jeg brugte meget i min radiohandlertid. Hvis jeg var i tvivl om kundens interesse i et audioprodukt, ja så spillede jeg bare en CD med Dire Straits. Så var både anlægget og CDén solgt! Det var som, selv de dårligste produkter lød som en hel mio. når man hørte MK´s guitar! Med hensyn til antal solgte CD´er med “Brothers in arms”, så husker jeg at mange, selv kendte, kunstnere ikke kunne få deres CD´er fremstillet, i det de ganske få CD-fabrikker var optaget af at fremstille CD´er med “Brother” Bl. andet har jeg kæst at RykoDisk-direktøren var temmelig utilfreds med at komme bag i køen!
[...] som snart vælter ind ad brevsprækken. Og mange er enten overflødige (fx Paul Simons seneste) eller lever slet ikke op til overskriften, fordi kunstnere vitterligt ikke har haft hits at prale [...]