Peter Sommer i sit mismods vinter

Peter Sommer er blevet skilt. Jeg siger det ikke, fordi jeg har læst ugebladene, for i den tvivlsomme liga spiller Sommer og hans eks-hustru, Lise Westzynthius, ikke. Næh, deres parforholds forlis er af den art, der når musikblade og rydder sektionsforsider i morgenaviserne.

Alt forladt er den typisk dobbelttydige overskrift på Sommers nye og fjerde album siden han i 2004 fik et hit på med særdeles dansk ironi at belære danskerne om forskellen på at tale og snakke (YouTube-link). Tonen er siden slået mere og mere over i rugende mol, og singer-songwriterguitaren har længe været pakket ned. Sommer viderefører den rock-elektroniske tradition fra bl.a. Suicide, som han intonerede på forgængeren, Til rotterne til kragerne til hundene, og pumpede op til næsten halbalstørrelse i samarbejdet med Simon Kvamm, De eneste to.

Alene kartontykkelsen på cd-omslaget og de alt andet end uiscenesatte billeder af den multiprisbelønnede fotograf, Joachim Ladefoged, signalerer, at det her ikke er for sjov. Der signaleres vægt, værdi, værk – kunst med andre ord. Og det prætentiøse lurer, men holdes i ave.

Skilsmisseplader er rocken rig på. De bedste er dem, hvor ikke kun sangeren og sangskriveren kommer videre, men hvor man som lytter enten føler sig ramt i hjertekulen eller bliver advaret om kærlighedens risikofylde eller begge dele. Jeg tænker på plader som Dylans Blood on the tracks og Den vassa eggen, Ulf Lundells monumentale hyldest til følelsernes frisætning.

Jeg underkender ikke Peter Sommers skilsmisse. Den har givet gjort ondt – lykkelige skilsmisser findes kun i damebladene. Det kan man høre, ikke mindst på titelsangen om at have det “så ondt at selv min værste fjende ville føle sig hjemme derinde…” men skilsmissen bliver for mig at høre lidt for meget hans egen (eksternt link til Berlingske).

Det er dog ikke det samme, som at sangene bliver så klaustrofobisk indelukkede som billederne antyder, men når man har hørt den første, gennemført fremragende halvdel af pladen har man fattet pointen. I 2008 sang han om, at “vi falder først den dag vi kigger ned.” Nu har han vovet at kigge ned og er faldet. Det, han ser i spejlet, er ikke et superjeg eller også er det netop det, der forslået er kommet til kort, har fået det røde kort, som han sang engang. Og som nu venter på at blive afløst af en mand, der tør følge sit hjerte og føle sin smerte, to tider af samme svære gang.

Langt mere moderne anmeldere end denne blogger har allerede helgenkåret Sommer og ser ham som en af de store nudanske sangskrivere. Det er let at forstå, for han er så gennemført i det, han laver, men melodisk er han blevet mere og mere minimalistisk, ja, en række af sangene er vel nærmest bare rytmiske recitationer, intelligent, men også i længden lidt for enerverende ens programmeret og produceret af Stefan Kvamm. Dog begavet med popsubtile baggrundsvokaler, der bryder enstonigheden. Både C.V. Jørgensen (anno ‘Vennerne og Vejen’ og ‘Sjælland’) – f.eks. ‘Hvorfor løb vi?’ (YouTube-link) - og Steffen Brandt må ligge opslået med æselører på sangskriverens natbord.

Åbningen anslår med lapidarisk styrke temaet: “Pænt goddag og pænt farvel/det blev ikke os to alligevel/nu står vi begge her/bag alle vores talenter/himlen henne om hjørnet/stadig skarpe kanter…” Og der er en Bergmansk gru på sange som ‘Tvivlen er i huset”. Kærligheden og dét at få den til at fungere er som at spille fodbold – bortforklaringer duer ikke, det er kun resultatet, der tæller: “Banen er elendig. Det er den samme bane for alle,” som Sommer synger. På den anden side: “Hvis ikke der var huller i vejen, var der aldrig noget som helst i vejen…”

Peter Sommer ser sig selv som “en fucking abe, der har lært at fælde træ”, men glæder sig til han kan få øje på skoven for bare træer: “Hvornår får jeg mon lært at elske, at elske, at elske dig…”

Et godt råd herfra skulle være, at han først skal lære at elske sig selv.

Det bliver han bedre til ved blandt andet ved at udsende et album som Alt forladt.

Jeg kan godt læse, at denne anmeldelse måske både er lidt forvirret og forvirrende, men er det på den anden side ikke sådan skilsmisser virker, også dem, man ikke selv har været en del af?

Peter Sommer: Alt forladt. Producer: Stefan Kvamm. Genlyd/Sony. Udkommer i dag.

Coverfoto: Joachim Ladefoged

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK