PH genbelyst i ny bog

1 Comment

En af de mest læste bøger på mine hylder er et firebindsværk, Rhodos udsendte i 1973. Kulturkritik hedder det. Det giver et kronologisk tværsnit af Poul Henningsens samtids- og fremtidskritik. Bøgerne er så brugte, at de er tæt på at være et løsbladssystem med æselører der hvor jeg har villet huske noget særligt. Der er mange æselører i de bøger, blev jeg mindet om, da jeg sad med Hans Hertels netop udkomne kolos af en biografi.

Hele tiden æggede Hertels bog mig til at slå efter, læse noget mere. Ikke nogen ringe kvalitet ved en bog. For lad det være sagt med det samme: Det er en gargantuansk opgave, Hans Hertel har påtaget sig og så godt som løst – at kaste nyt lys over Lysmageren.

Hans Hertel har sin egen historie med PH. Som nyslået student skrev han i sin tid en kronik i Politiken, hvor han i al velbjærget frederiksbergsk uskyldighed gjorde sig til talsmand for at “tryghed mod nød skaber tryghed mod tænkning, sløvheden bliver en livsform”. PH røg til tasterne og svarede, at “det er gerne på andre ringere stilledes vegne, man frygter de dårlige virkninger af velfærdsstaten.” Og uddybede, at logikken måtte så være, at arbejderklassen ene havde været kulturbærer siden den franske revolution. Den hoppede den gamle ‘salonkommunist’ trods alt ikke på.

Hertel nævner selv historien i sin bog, men det er Paul Hammerich, der folder den ud i sin biografi, Lysmageren, fra 1986. Han kaldte den i øvrigt ikke en biografi, men en krønike, for det er det den er. Og samme bog er den, Hans Hertel skriver op imod. Han medgiver, at den er “flot” skrevet og så videre, men den er, forstår man, uvederhæftig og helgendyrkende. Blandt andet bebrejdes bogen, at den ikke har noget noteapparat. Det er nu ikke helt rigtigt, men man skal ikke mange sider ind i materien af Hertels bog for at se, hvad han mener.

Hans bog forsikrer i næsten tyngende grad læserne (og de fonde, der har støttet udgivelsen og det forskningsprojekt om ‘kulturkampen omkring fascisme og nazisme i dansk kulturliv 1910-2000′, som den er del af), at PH – en biografi er akademisk, forskningsmæssigt i orden. Han vil den fordrejede PH til livs, han vil vise PH, som “han var og virkede i sit intense stofskifte med det moderne Danmark”.

Når man kommer forbi anvisningerne til, hvordan man skal læse bogen (!), skriver Hans Hertel heldigvis ikke så akademisk som han præker. Han besidder ikke det hammerichske schwung, men der er en soliditet over værket og en fortællelyst, som bliver mest smittende, når han tager studenterhuen af.

Poul Henningsen var et renæssancemenneske, fuld af indre modsætninger, som aldrig blev til selvmodsigelser, fordi han fægted med så åben pande. Han sneg sig ikke langs panelerne. Som den aldersstegne Georg Brandes engang sagde til ham: “Det forfærdelige ved Dem, Poul Henningsen, er, at De altid har ret.”

Han var arkitekt, dragebygger og -flyver, modernisme-angriber og -forsvarer, ideologifjendsk ideolog, Onkel Opfinder (bl.a. af et lydløst toilet), lampemager og som sådan storleverandør til den stadig større middelklasse, nogen i dag kalder Politiken Plus-segmentet, men hans lamper er for mange stadig det sikre valg, både når de skal massekopieres ulovligt og når de skal bade rummet i blødt lys (for nu at sige det pænt). Samtidig og ikke mindst var han samfundsrevser, moralsk opruster på sin egen moralskeptiske måde og endte som folkekær (revy)viseforfatter på talefod med danskerens indre glammende ølhund samtidig med at han under Besættelsen skrev nogle af de smukkeste bekendelser til ytringsfriheden. Han ville ikke bindes på mund og hånd og blev det heller ikke. Ja, han vandt endda Melodi Grand Prix uden at skamme sig. Det skulle jo prøves og det blev det. I 1965 med sang, der sagtens kunne tolkes feministisk.

Alt dette er naturligvis med i Hertels værk, som vel ikke tilføjer så meget nyt som han selv og hans researchere tror, men hele vejen bag den akademiske (selv)tilfredshed heldigvis udstråler den samme nysgerrighed efter at gå argumenterne efter i koderne, som var PH’s drivkraft. Den kontrære PH, kalder Hertel denne side af manden.

At referere over 500 siders historie er ikke en anmeldelses opgave, men det kan undre, at en bog om en mand, der i den grad så sit arbejde som et hele, er tematisk opdelt. Det er nok også der, hvor forskellen på Hertel og Hammerich bliver tydelig. Sidstnævnte søger helheden, måske på bekostning af detaljerne og mellemregninger. Hertel vil i dybden og misser så i nogen grad perspektiverne. Alt dette er dog indvendinger af akademisk art (undskyld).

For Hertels ikonoklastiske metode betyder så til gengæld, at man kan pluk- og lystlæse der, hvor PH kommer en mest ved. Der er fine indsigtsgivende afsnit om sprogrøgteren og -fornyeren PH, hvis næsten demonstrative københavner-dialekt var en torn i øret på alle dem med “den angste dannelse” og fattigfine sprogfornemmelse, og endnu bedre kapitler om hans alt for upåagtede virke som ‘rigtig’ digter. Og et kildevæld af vederkvægende citater om og navnlig af PH, manden, der må være grund til at Gud opfandt one liners.

Til gengæld virker det en smule sært, at Hans Hertel har valgt ikke at skrive om den uoffentlige del af PH’s liv. Et menneske så helt gør krav på en helhedsvurdering. Den indebærer naturligvis også skildring af sam- og privatliv som andet end billedtekster. Men det er på den anden side nok ikke så forskningsagtigt…

På den led bliver denne biografi ikke en gennemlysning, men ‘kun’ en genbelysning af Poul Henningsen. Til gengæld er PH-værdien i orden.

I sin bog fortæller Paul Hammerich, at PH på et tidspunkt i 1930′erne for alvorligt sjov overvejede, at der på hans gravsten skulle stå: “Her hviler Poul Henningsen. Færdig med ham.”

Det bliver vi aldrig.

Hans Hertel: PH – en biografi. Billedredaktion: Hans Hertel. Forrygende billedresearch: Pipaluk Balslev. Grafisk tilrettelægning: Birger Gregers. 566 sider. Gyldendal.

 

 

 

 

 

 

 

 

Som en slags appendiks til bogen har Gyldendal i samme generøse udstyr samtidig udsendt Lysmageren i nyt lys, en uhyre inspirerende debatbog, redigeret af Hans Hertel. Han lader henved fyrre forskere, forfattere og debattører se “åbent” på PH’s indsats. En af dem er Suzanne Brøgger, som altid finder hjælp i PH’s ord, når hun er kommet til at fornærme nogen i sine bøger. PH, skriver hun, siger “at det i reglen altid er de falske følelser, der fornærmes. Det gør ægte følelser ikke.” På den led lod han sig nok udfordre, men aldrig fornærme.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    capac24. oktober 2012 - 13:13

    Det er din ‘skyld’, at jeg nu har måttet købe en ny antikvarisk udgave af “Kulturkritik” (den gamle led (løs)bladdøden for længe siden…). Det positive er, at tiden er til PHsk kulturkritik. ;)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top