Plejehjemmet kan bare vente sig

Der er noget ølkasseteater over den anti-scenografi, Maja Ravn har skabt til Kamilla Wargo Breklings stykke ‘Slut’. Efter at have gennemlyst kvinders mentale (og fysiske) anatomi i ‘Undskyld’ og mænds ditto i ‘Pis’ er hun nået til det uundgåelige, alderdommen, og hvad den gør ved os og vore omgivelser, uanset køn.

Selv om det måske var min indre alder, der instinktivt sagde Fiolteatret, da jeg trådte ind i Teater Republiques store, industrielt afbarkede sal, som før husede K2, var et stykke som ‘Slut’ aldrig gået på Halmtorvet. Dengang var det hele mere eller mindre samfundets skyld. Det er det sådan set stadig, men det er også vores egen, for vi er jo en del af samfundet.

Dermed bliver der ingen dårlige undskyldninger at hænge noget op på. Det er med til at gøre forestillingen mindst lige så nærværende, men måske ikke så overgivent morsom som Breklings foregående stykker, men sjovt er det, når seniorskuespillerne Kirsten Peuliche, Finn Nielsen, Anne-Lise Gabold, Maria Stenz og Claus Bue nøgent, men afdæmpet og derfor ekstra effektfuldt åbenbarer de ar på krop og sjæl, som livet har givet dem.

Breklings metodik er nemlig at stykke sit stykke sammen efter at have interviewet skuespillerne hver for sig om deres livs op- og nedture, hvorefter hun laver en collage af ordene. Det er altså ikke sådan, at det, Peuliche siger, altid også er noget, hun selv har oplevet – det kan være Maria Stenz’ liv, men oplevet er det. Og levet.

Hvis man tilhører det, min yngste teenagedatter kalder Ledreborg-segmentet – og her tænker hun ikke på noget adeligt! – er der en del at nikke genkendende til: Den af og til lammende frygt for døden, minder, så overvældende, at de skygger for nuet, eller som Maria Stenz (hvem ellers?) så passende synger “hvor er alle drømmene vi drømte?”, men det handler også om glæden ved at være til, glæden over ikke at skulle stå op om morgenen, men kunne blive liggende og læse den roman, man aldrig fik tid til, da man var på arbejdsmarkedet, om ikke at ville acceptere pensionistrabat (fordi man jo, som Finn Nielsen siger, ikke er blevet et halv menneske), om at holde sig i form, men også om at have mere brug for sin søvn end sex – selv om det burde være omvendt.

Musikalsk indrammes forestillingen ikke af Gnags og “Når jeg bliver gammel”, men af Led Zeppelins “Whole lotta love” for fulde hammer. Plejehjemsektoren må dobbeltsikre sig med nødgeneratorer og hovedtelefoner, når denne generation (og min) stempler ind.

Kirsten Peuliche pryder plakaten, men det er gammeldags kollektivteater i den forstand, at skuespillerne udgør både en mosaik og et kalejdoskop (undskyld!). Overraskende for ens fordomme er det, at Stenz er så vedkommende en skuespiller, og kender man kun Peuliche fra Nissebanden er der dejlige chok at hente her. Hendes makker fra samme julekalender, Finn Nielsen, er en af dansk teaters stille eksistenser, men netop underspilletheden er hans styrke. Han kan både juble og gå i sorg uden at skulle råbe vagt i gevær til publikum først. Anne-Lise Gabold er stadig fuld af klassisk skønhed, men er ikke bare en pyntedukke. Og Claus Bue  er en forestilling i forestillingen. Hans præ-senile fortaben sig i de biler, han har haft gennem tiderne, er både skræmmende og stærkt grinagtig. Og hans metodiske forelæsning om forskellen på hjerneblødning og blodpropper skal opleves.

Det kan man gøre til og med 27. marts. Så er det slut.

Pressefoto: Per Morten Abrahamsen (hentet fra www.republique.dk)