Pop fra dengang Phil var konge

Kommentarer slået fra

LAD OS LIGE et øjeblik glemme, at Phil Spector sidder inde resten af livet for uagtsomt manddrab.

Ene mand flyttede han ikke desto mindre poppens lydideal i de tidlige 60’ere, før The Beatles og Brian Wilson, og satte en ny målestok: Spector definerede, hvad det vil sige at producere en plade. Fra at have været en controller, der bare tjekkede, at musikerne overholdt tiden og dermed budgetterne, blev produceren nu noget i sig selv. Rockens pendant til filminstruktøren. En auteur i akustik.

Det ligner en tanke, men er måske bare et tilfælde: Næsten på dato 50 år efter den første plade på Spectors kortlivede pladeslskab Philles og 20 år efter at det meste af mandens musik blev skrevet i mandtal på bokssættet Back to mono, udsendes nu det ikke slet så monumentale, men smukke, handy bokssæt Phil Spector presents the Philles album collection.

Spectors selskab havde som trækplastre The Ronettes, The Crystals og Bob B. Soxx and The Blue Jeans (med sangeren Darlene Love) – men af en eller anden grund er den legendariske juleplade ikke medtaget.

Sammen med Back to mono-sættet (som genudsendtes i 2003) behøver man sådan set ikke flere plader, hvis man har brug for at vide, hvordan holdbar pop lyder.

GRÆNSEN mellem det geniale og det gale er så utydelig, at man tit først får øje på den, når den overskrides. Phil Spector blev drillet i skolen for at være tøsedreng. Klejn som han var, med en vigende hage og en ludende holdning. En tabertype og et mobbeoffer. Fremtoningen skulle vise sig at snyde. Og rollen kastede han af sig, da han blev så voksen, som man nu er, når man forlader gymnasiet, så gennem hele karrieren udfordrede han branchen på sine egne, ofte fornyende præmisser. Overskred dens grænser og regler.

Og da Spector sørgede for, at der ikke var medhør på hans privatliv, blandede myterne og rygterne sig med virkeligheden: Spector havde knald i låget, han var paranoid og grænsepsykotisk, han gik ikke kun med en ladt pistol til pynt – det erfarede Lana Clarkson på tragisk vis i 2003, han drev sin kone, forsangeren i hans guldfugle, The Ronettes, ud i druk, han brugte kokain, som vi andre drikker kaffe, og på arbejdspladsen, i pladestudiet, var han den flamboyante uberegnelighed selv.

Han var Gud, og musikerne skulle være taknemmelige for, at han ikke smed dem ud af paradis. Enerådigheden indebar også total mangel på respekt for berømthederne. Når de hyrede ham, hyrede de potentielt problemer, men de fik også et menneske fuld af respekt for opgaven, en opgave, som Spector vel at mærke formulerede. For hele hans adfærd ville have været enten kruk eller akut behandlingskrævende, havde det ikke været for den musik, der kom ud af det.

Phil Spector gik efter at lave en tre minutters single, som kunne fylde lige så meget som en lp. Intet mindre og meget gerne mere. Det var ambitionen allerede fra debutsinglen.

»To Know Him Is To Love Him«, står der på gravstenen over Phil Spectors far, som begik selvmord, da sønnen var ni. Og inskriptionen gav titel og inspiration, til juniors første hit som medlem af vokaltrioen The Teddy Bears. Selv om ingen, efter at have hørt den søde, lille kærestesang, syntes, han havde noget at have det i, ville den unge Spector udødeligheden. Og med lige dele opportunisme og realisme ræsonnerede han, at der som sanger var større chance for at ende som døgnflue end som evergreen.

Han blev derfor popentreprenør, sangskriver og producer. Eller som Tom Wolfe kaldte ham »the first tycoon of teen«. Historien viser, at karrierevalget var korrekt. På Back To Mono opsummeres Spectors produktion 1958-69. Her kan man, sang for sang, mursten for mursten, høre, hvordan Spector opbyggede sin unikke Wall of Sound. Anmeldere har kaldt stilen »en musikalsk monolit«. Spector forklarede principperne bag som »a Wagnerian approach to rock & roll: little symphonies for the kids«.

SPECTOR var ingen maskinstormer. Han var fuldt fortrolig med studiets muligheder, men kunne ikke se nogen grund til at optage i stereo. Bare man havde musikere nok … enkelte af optagelserne skal have beskæftiget hen ved 300 musikere. For tre minutters skyld! Men forskellen kunne høres, og hans arbejdsfacon var en erklæret inspiration for et andet musikalsk geni, Brian Wilson.

For Spector var sangene og lyden vigtigere end sangerne. Han anvendte filmteknikker som casting, og sangerne og sangskriverne blev suverænt instruerede statister i et lydlandskab, som både kunne klare at komme ud af hi-fi-højt- talere og teenagetøsernes transistorradier.

Recepten var i virkeligheden ganske enkel, men krævede disciplin og en arrangør med overblik. Det første kunne Spector betale sig til. Det sidste havde han i nu afdøde Jack Nitzsche. De mangedoblede instrumentationen, ikke ved at indspille lag på lag, men ved at bruge fem guitarister i stedet for en, tre trommeslagere i stedet for en, 100 strygere i stedet for en kvartet og så fremdeles. Spector holdt arbejdsløsheden blandt musikerne i Los Angeles nede på et minimum, og blandt de regelmæssige lønmodtagere i Gold Star-studierne var trommeslageren Hal Blaine, saxofonisten Steven Kreisman alias Steve Douglas, pianisten Leon Russel, guitarister som Glen Campbell og Tommy Tedesco, bassisten Carol Kaye og trompetisten Herb Alpert. Alias The Wrecking Crew.

Sammen, for ingen kunne have påtaget sig den gargantuanske opgave uden hjælp fra andre, ophøjede det hold de banale, men effektive sange om bagsædepetting, first dates, stuearrest, klikesammenhold, kærestesorg, venindebagtalelse og brusende forelskelse til noget nær græske dramaer. En sang som Righteous Brothers’ ‘You’ve Lost That Loving Feeling’ er f.eks. det nærmeste pop kommer et klassisk requiem, som man så oven i købet ikke kan lade være at synge med på. Righteous Brothers, som ikke var brødre, men hvide, blev kaldt ’blue-eyed soul’. Men ellers var de fleste af Spectors kunstnere sorte. Som en ekstra, måske tilsigtet finte.

Midt i racediskriminationens sidste lange gisp dånede og længtes hvide middelklasseteenagere altså til tonerne af sorte sangere, som sang noget mere hjerteknusende end datidens ørehængere fra Tamla-Motown. Og hvilke sange og sangere: ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Spanish Harlem’, ‘Be My Baby’, ‘He’s A Rebel’, ‘Chapel Of Love’, ‘Then He Kissed Me’ … The Ronettes, The Crystals, Ben E. King for slet ikke at tale om den svulmende, sensuelle Darlene Love, soulmusikkens bedst bevarede hemmelighed, som mageligt matcher Aretha Franklin i stemme- og følelsesregister. Og kan få selv en julesang til at emme af bristefærdig liderlighed. Hør bare ‘Christmas, baby, please come home’:

HØJDEPUNKTET, Phil Spectors musikalske Mount Everest-bestigning, Ike & Tina Turners ‘River Deep Mountain High’, blev også hans kommercielle og psykiske Waterloo. Han forstod aldrig, hvorfor denne grandiose klangkatedral af generøs pop floppede, da den kom i 1966, og han bar bitterheden med sig ind i 70’erne efter først at have ’ødelagt’ ‘The Long And Winding Road’ med sine strygerarrangementer (siger Paul McCartney, men komponister har ikke altid ret), og selv om han senere viste sin alsidighed ved både at kunne producere Lennons ‘Instant Karma’ og Imagine og orkestrere George Harrisons All Things Must Pass, var Spector blevet indhentet af myten om sig selv. Og troen på den.

Tilbage bliver sangene. En af dem, med Bobby Soxx & The Blue Jeans, hedder ‘Why Do Lovers Break Each Others Hearts?’ Det ved jeg heller ikke, men hvor er det godt, de gør det, for ellers var Phil Spector sikkert bare endt som den retsreporter, han oprindelig ville have uddannet sig til.

I biografien på hjemmesiden for rockens Hall of Fame står Phil Spector anført som ’non-performer’.

Det er, som man tager det.

Phil Spector: …Presents the Philles album collection. Legacy/Sony. 7cd.
Diverse kunstnere: Phil Spector – Back to mono. Abcko. 4cd.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top