Popmiraklet Marshall Crenshaw

I GÅR VILLE  jeg have givet en del for at have været i City Winery på Manhattan. Der fejrede Marshall Crenshaw nemlig 30-året for udgivelsen af  ‘Someday, Someway’. Sangen blev i 1981 et mindre hit for Robert Gordon og året efter et større hit for sangskriveren selv. Nummeret satte tonen for Crenshaws debutalbum, Marshall Crenshaw, der udkom i april 1982.

Der er plader, der kommer bag på en – ligesom en forelskelse. Sådan var det album. Og sådan virker de spontane, men velsmurte sange stadig.

Crenshaw landede midt i en tid, hvor discoen fortsat holdt stand, og hvor den udsigtsløse punk var afløst af den new wave, hvor stil og distance kæmpede for at blive til kunst. Han lød som noget fra en fjern fortid, men havde samtidig ikke så lidt af tidens ’det-preller-sgu-af-på-mig’-facon.

Men det var netop en facon, et scoretrick, for Marshall Crenshaw var så gennemsnitlig, at det gjorde godt at høre ham synge disse sange om »Girls, girls, girls …« med en hjertebanken, omvendt proportional med tykkelsen af hans overarme. Et par år før havde den sygekassebebrillede Crenshaw haft rollen som John Lennon i turnéversionen af nostalgishowet Beatlemania. Logisk nok følte han sig i det musikalske selskab stimuleret til at skrive de første sange, og det viste sig, at han havde naturlig tæft for træfsikkerhed. This Is Easy hedder et godt opsamlingsalbum med ham. Sådan lyder det også, som om sangene har været at skrive.

Samtidig sikrede tidens minimalistiske stil Crenshaw mod at ryge ud ad en retrotangent. Det var nok 24 karats pop, men iblandet en mild, ofte selvironisk kynisme. Musikalsk er det en af de plader, man som anmelder nemt bliver til grin på at forsøge på at analysere. Der er instrumenteret sparsomt, men aldrig nærigt, i en ’tilbage-til-rødderne’-opstilling med bas, trommer og guitar. Få (guitar)soloer, instrumenterne perfekt integreret, indrammet af en lyd, der ikke er ude på at forskønne. Sangeren stoler på sine sange. Det kan han roligt gøre.

DET ER POP, der ikke giver sig for at være mere, og derfor bliver så meget mere, fordi den bedste pop i virkeligheden ikke handler så meget om musikken som om det, der sættes i gang hos lytteren. Crenshaw skriver sange, charmerende spækket med finurlige finter til og maskerede citater fra denne eller hin sang. Bestandig stopper man op: »Hvor han har hugget det fra, og det og det?« Svaret er, at Crenshaw ikke ’hugger’.

For ham er traditionen fælles ejendom, og frit tilgængelig for enhver, der forstår at nærme sig den i den uspolerede ånd, den er skabt. Det forstod Buddy Holly, det forstod de tidlige Beatles, og det forstår Crenshaw. Derfor får man konstant dob- beltoplevelser på denne plade.

Først hører man et refræn, der kunne få mig til at ønske mig en bil – bare for bilradioens skyld. Så sætter man den på repeat og hører en ny sang: »Mary Anne« bliver til en ukendt sang af Four Seasons, »The Usual Thing« bliver til »Rock & Roll Music«, »Soldier of Love« bliver til Lennon, forklædt som Smokey Robinson og så videre ..

SANGE SOM »There She Goes Again«, »Someday, Someway«, »Cynical Girl« og ikke mindst »You’re My Favorite Waste Of Time« (som ikke var med på originaludgivelsen, men findes på cd-genudgivelsen) er ganske enkelt noget af det mest oprigtige rock & roll siden de første plader med The Beatles. Og hvor kronologisk forkert det end lyder, er Crenshaw the missing link mellem Holly og Beatles.

Den har flere filminstruktører i øvrigt fanget. Crenshaw ledede bandet ved high shoolreunion-ballet i Coppolas Peggy Sue Got Married, og i La Bamba, om en anden 50’erhelt Richie Valens, havde Crenshaw rollen som Holly.

Måske balancerer komponisten Crenshaw ikke så dristigt som Holly mellem pubertet og manddom, men som sanger giver han fuld følelsesmæssig dækning for den drenget-uskyldige energi, der truer med at sprænge sangene af lutter utålmodighed efter at blive hørt og forstået.

Hvad sangene handler om? Piger, og hvorfor de for det meste ikke vil have ham. Hvad ellers?

Her er Marshall Crenshaw med Someday, someway hos Dave Letterman 1982.