Poul Krebs synger og taler

Kommentarer slået fra

Du har sikkert oplevet det selv, det der med at køre forbi en situation, to mennesker på en gårdsplads, et åbent vindue, en kvinde på vej væk, hvad som helst der kan sætte fantasien i gang og få dig til at digte videre. Hvad er der sket og hvad vil der ske? Sådan nogle øjeblikke er der en del af på det nye Poul Krebs-album Der er noget ved alting.

Han besynger det uudsagte i de ikke slet så medieoplyste hjørner af Danmark, giver almindeligheden og de lidt for kuldslåede forhåbninger mæle og starter med sig selv i sangen ‘Rastløs sjæl’:

Da jeg var 14 og færdig med at gå med aviser
Sagde min far til mig: Søn, hør nu her
Der er noget jeg må sige dig
Så blev han pludselig væk der midt i det hele
Og jeg fik aldrig svar på det store mysterie

Så meget smerte fortalt så hjerteskærende smertefrit. Efter faderens pludselige død måtte Krebs selv lære om livet. ‘Rastløs sjæl’ intonerer et livsforløb, men lader lytteren digte videre. Og Krebs synger i den fortrolige, men aldrig indladende tone, som han mestrer. Ikke fordi han har øvet sig, men fordi det er sådan, han er. Han er, trods al medieeksponering gennem årene, grundlæggende selv en af de stille eksistenser, der befolker hans sange “fra derude, hvor kun de færreste søger hen…”

Derfor får man fornemmelsen af, at han både kender og elsker personerne i sangene. Han underspiller snarere end uddyber. Når han i titelsangen fortæller, at ‘hun åbned’ en iskiosk og solgte espresso’ behøver han egentlig ikke synge videre. Man ser hende for sig, og for Poul Krebs er vi alle jyder. Som han synger om København: “Der kommer gud og hvermand jo fra Thisted fra…”

I persongalleriet finder man også David Johansen, “en af dem, De godt må grine af.” Han har en Maxi og ønsker sig så meget af livet, at han er for blufærdig til at sige det højt. Istedet affinder han sig. Andre, som Sammy i ‘En chance mer’, stjæler biler, fordi han ikke kan stjæle Maries hjerte. Han finder et helle i rockmiljøet, hvor han render rundt med et ‘Access all areas’-skilt. På den måde kan han glemme de områder, der ikke ville indtages.

Jeg kan godt læse, at sangene, når man genfortæller dem, kan lyde ret emneugedocerende. Det er de ikke. Istedet er de gennemstrømmet af noget så umoderne som medmenneskelighed.

Poul Krebs lyder som sig selv. Alt andet ville også være mærkeligt. Det er målt med branchealen ingen tid siden, han udsendte Magnolia Tales, og målt med den plade og den foregående, Angelino Road, har de nye sange et lavmælt, næsten ufærdigt præg, der kan få dem til at kæmpe om opmærksomheden på P4, men de snyder. De starter nok i det små, men ikke så få af dem vokser sig så store som livet.

Blandt andet de i virkeligheden fra starten ret private sange som den Karen Busck-agtige ‘De sidste to’ om at finde evigheden i Roms ruiner og den slet skjulte hommage til Dylans ‘Chimes of freedom’, ‘Lad klokkerne ringe’.

Alligevel er mine klokker ikke helt oppe at ringe. Grunden er den lidt for uldne lyd og Krebs’ nye band, som har sit eget navn, The Combardos, men endnu ikke sin egen identitet. Jeg har ikke hørt dem live, men her spiller de, så man godt forstår, at nogen kalder dem Krebs’ “efterskoleband’.

At modtage og videregive disse sange som musiker kræver en større følsomhed og indlevelsesevne. Spørgsmålet er, om ikke disse sange kunne have klaret sig selv bare med sangeren og hans guitar. Håndteringen af den vidunderlige ‘Som dug for solen’ bestyrker mig i min formodning.

Der er, som Krebs synger, noget ved alting, “men ikke alting, der er noget ved”. Når Poul Krebs er bedst, er han en af vore bedste skæbnefortællere. Og det er der heldigvis ikke noget at gøre ved.

Poul Krebs: Der er noget ved alting. Producere: Kent Olsen, Niels Christian Simmelsgaard og Poul Krebs. ArtPeople.

Som en slags akkompagnement til pladen er udkommet featurejournalisten Stig Matthiesens bog. Det er i den, ordene om “efterskolebandet” falder.

Matthiesen har fulgt Krebs det meste af et år. Netop med ‘access all areas’. Altså oplagte arbejdsvilkår.

Desværre er bogen ikke vellykket. Den er alt for leddeløst skrevet, for ufokuseret og flagrende. Og får ikke rigtig fremkaldt sin hovedperson.

Der er gode passager. F.eks. om, at Krebs nu om dage har frabedt sig, at der på hans hotelbord pr. automatik stilles en flaske Bacardi, og at han ikke længere er til fest hver aften uden af den grund at blive danskvandskedelig. Det er også interessant, at manden, man troede tjente stort på at skabe små sensationer, efter eget udsagn mest er rig på erfaring, men forfatteren går ikke i materien, forklarer os ikke, hvordan det kunne gå til. Bare en halvkvædet vise.

Stig Matthiesen vil ikke nøjes med Poul Krebs og nærmeste omegn. Han vil have det hele med, fra den valgkampsdækkende Anja Westphal på Borgen til Bob Dylan, branchekrise og Spotify. Resultatet bliver, at han kun når det halve. Som en lidt for lang søndagsartikel.

Men der er noget ved alting: Bogen bugner af Carsten Ingemanns måske lige lovligt photoshoppede fotografier, men hold kæft hvor han har været til stede i det nu, der opstår, når rocken bliver en arbejdsplads for både drømmere og realister. Hans billeder siger mere end nok så mange ord. (Link til fotografens hjemmeside)

Bogen er den anden om Poul Krebs. I 2002 udgav Jonathan Løw en mere straight interview- og værkbaseret bog. Den er mindre, men meget tættere på hovedpersonen.

Stig Matthiesen: Poul Krebs – Der er noget ved alting. People’s Press. 314 sider.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top