Procol Harum classic – igen

3 Comments

Fruen og jeg havde lige fortrængt, at det var en såkaldt nytårskoncert. Lidt af et clash i forhold til Procol Harum, for er der noget, det band aldrig har stået for, er det tilrettelagt løssluppenhed med sjove hatte og truthorn. Når det er sagt, skal også siges, at det kunne have været meget værre i Falkoner Salen, som forekom ret gråsprængt.

Nytårsfejringen med en uhyre veloplagt, generationsironiserende og croonende Hans Otto Bisgaard som toastmaster for et fællessangsrepertoire med bl.a. ‘We’ll Meet Again’ var bare en prolog til koncerten med Gary Brooker og hans band.

Sidst de spillede med DR Underholdningsorkestret og DR VokalEnsemblet var i Ledreborg i 2006. Det ville være synd at sige, at vi “sailed for parts unknown to man”. På papiret var der nemlig i mangt og meget tale om en genopførelse af den seance, men så alligevel ikke.

Koncertsalen gav en ny fortættethed, både i klangen og i koncentrationen, som i 2006 havde lidt svært ved at konkurrere med picnicstemningen og sommersolskinnet, der aldrig har været i overflod i Brookers sinistre sange.

Gary Brooker var, kort fortalt, i storform i aftes. Ikke mindst vokalt.

Ved siden af sig havde han sin mangeårige, smukt underspillende guitarist Geoff Whitehorn (med en fortid i If), den funky bassist Matthew Pegg (søn af Dave Pegg fra Fairport Convention), den elegante organist Josh Phillips samt ikke mindst den nye trommeslager Geoffrey Dunn med spisepindefatning og et rytmisk attack næsten som salig BJ Wilson.

Indspilningen med Edmonton Symphony Orchestra og Da Camera Singers fra november 1971 byggede på orkestreringer af Gary Brooker, og de har siden tjent som blueprint for rockgruppers ekskursioner udi det klassiske og som fundament for Procol Harums lejlighedsvise projekter med større orkestre. Men samarbejdet med dirigent David Firman og DR-ensemblerne udvider musikken.

Firman nøjes nemlig ikke med at akkompagnere. Med gefühl og overblik inviterer han Brooker (og lytterne) til at gå på opdagelse i gammelkendt stof.

Resultatet var i aftes både subtilt og sublimt. Og lyden var så upåklagelig som Hans Otto Bisgaards smoking. Og helt uden den bombastiske quasi-klassicisme, der er bagsiden af Edmonton-pladen.

F.eks. er det dristigt og givende at nedtone orglet på ‘A Whiter Shade Of Pale’ (som ikke er med på Edmonton) til fordel for et meget smukt strygerforspil, som førte os ind i det, Brooker kaldte “wonderland”. Og at lade guitarriffet på ‘Simple Sister’ erstatte af fløjte og tromboner må have virket sakrosant på de tilstedeværende palers. De tog det nu pænt.

Andre store øjeblikke: En åndeløs, tilbagelænet udgave af ‘Homburg’ og en ‘Broken Barricades’ med indbygget stryger-suspense samt ‘The Emperor’s New Clothes’, som igen bekræfter, at Brooker som balladekomponist er i Elton John-klassen. Og ‘Sympathy for The Hard of Hearing’ (fra Brookers 1982-album) er og bliver et af de mest frugtbare møder mellem rocken og det klassiske tonesprog. At det så samtidig er Brookers kommentar til ældre mænds ret til at sende unge i krig (“We lose them/confuse them/abuse them”) gør ikke Procol Harum mindre aktuel.

Eneste indvending: Hvorfor benyttede man ikke lejligheden til at opføre Brooker & Reids mini-requiem ‘In Held Twas In I’? Den kunne nemt have erstattet truthornene i starten.

Procol Harum og DR-ensemblerne gentager seancen i aften og på søndag. Og spiller derefter en uge i Jylland. Der er ved at være ret udsolgt. Det forstår man godt.

En koncert som denne er det bedste argument mod den lukning af DR-ensemblerne, som rockister og populister af og til ynder at lufte.

Denne anmeldelse er blevet oversat af PH-fans og lagt ud på deres site.

Foto: Uddrag af forsiden til dvd’en fra Ledreborg.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    per lyhne19. januar 2011 - 09:38

    hej torben
    1000 tak for din smukke og saglige anmeldelse.
    man kunne ønske sig at de rockanmeldere som i sidste uge skrev at rocken er død, lige havde noteret sig at procol harum stod for døren med 8 udsolgte koncerter i danmark ;-)
    bh
    per lyhne

  2. comment-avatar
    MacIver26. januar 2011 - 10:11

    Absolut uenig. Et band som P.H. der i den grad er funderet på Piano og Orgel, må bare ikke stille op til så stor en koncert med et digitalt Hammond-orgel, som ovenikøbet blev kørt igennem den rædsomme Leslie 2110, som kun har rotoreffekt i diskant. Desuden var orgelet alt for langt tilbage i lydbilledet. Måske var dette med fuldt overlæg fra lydmandens side, da

  3. comment-avatar
    MacIver26. januar 2011 - 10:17

    Nå der kom jeg vist til at trykke på en forkert knap. Ville ellers ha skrevet at lydmanden, måske gjorde det ved vilje, da han også havde svært ved at acceptere den skrækkelige “Ole Erling lyd” som Josh Phillips trakterede med. Kan vi ikke få Mathew Fischer, så må der i det mindste kunne fremskaffes et rigtigt Hammond B3 og en Leslie 122, og så en henstilling til Josh om ikke at fylde “suppe-steg-og is” krummelurer ind i et tema som det der spilles i AWSOP. DET ER HELLIGBRØDE.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top