Procol Harum classic – igen

Fruen og jeg havde lige fortrængt, at det var en såkaldt nytårskoncert. Lidt af et clash i forhold til Procol Harum, for er der noget, det band aldrig har stået for, er det tilrettelagt løssluppenhed med sjove hatte og truthorn. Når det er sagt, skal også siges, at det kunne have været meget værre i Falkoner Salen, som forekom ret gråsprængt.

Nytårsfejringen med en uhyre veloplagt, generationsironiserende og croonende Hans Otto Bisgaard som toastmaster for et fællessangsrepertoire med bl.a. ‘We’ll Meet Again’ var bare en prolog til koncerten med Gary Brooker og hans band.

Sidst de spillede med DR Underholdningsorkestret og DR VokalEnsemblet var i Ledreborg i 2006. Det ville være synd at sige, at vi “sailed for parts unknown to man”. På papiret var der nemlig i mangt og meget tale om en genopførelse af den seance, men så alligevel ikke.

Koncertsalen gav en ny fortættethed, både i klangen og i koncentrationen, som i 2006 havde lidt svært ved at konkurrere med picnicstemningen og sommersolskinnet, der aldrig har været i overflod i Brookers sinistre sange.

Gary Brooker var, kort fortalt, i storform i aftes. Ikke mindst vokalt.

Ved siden af sig havde han sin mangeårige, smukt underspillende guitarist Geoff Whitehorn (med en fortid i If), den funky bassist Matthew Pegg (søn af Dave Pegg fra Fairport Convention), den elegante organist Josh Phillips samt ikke mindst den nye trommeslager Geoffrey Dunn med spisepindefatning og et rytmisk attack næsten som salig BJ Wilson.

Indspilningen med Edmonton Symphony Orchestra og Da Camera Singers fra november 1971 byggede på orkestreringer af Gary Brooker, og de har siden tjent som blueprint for rockgruppers ekskursioner udi det klassiske og som fundament for Procol Harums lejlighedsvise projekter med større orkestre. Men samarbejdet med dirigent David Firman og DR-ensemblerne udvider musikken.

Firman nøjes nemlig ikke med at akkompagnere. Med gefühl og overblik inviterer han Brooker (og lytterne) til at gå på opdagelse i gammelkendt stof.

Resultatet var i aftes både subtilt og sublimt. Og lyden var så upåklagelig som Hans Otto Bisgaards smoking. Og helt uden den bombastiske quasi-klassicisme, der er bagsiden af Edmonton-pladen.

F.eks. er det dristigt og givende at nedtone orglet på ‘A Whiter Shade Of Pale’ (som ikke er med på Edmonton) til fordel for et meget smukt strygerforspil, som førte os ind i det, Brooker kaldte “wonderland”. Og at lade guitarriffet på ‘Simple Sister’ erstatte af fløjte og tromboner må have virket sakrosant på de tilstedeværende palers. De tog det nu pænt.

Andre store øjeblikke: En åndeløs, tilbagelænet udgave af ‘Homburg’ og en ‘Broken Barricades’ med indbygget stryger-suspense samt ‘The Emperor’s New Clothes’, som igen bekræfter, at Brooker som balladekomponist er i Elton John-klassen. Og ‘Sympathy for The Hard of Hearing’ (fra Brookers 1982-album) er og bliver et af de mest frugtbare møder mellem rocken og det klassiske tonesprog. At det så samtidig er Brookers kommentar til ældre mænds ret til at sende unge i krig (“We lose them/confuse them/abuse them”) gør ikke Procol Harum mindre aktuel.

Eneste indvending: Hvorfor benyttede man ikke lejligheden til at opføre Brooker & Reids mini-requiem ‘In Held Twas In I’? Den kunne nemt have erstattet truthornene i starten.

Procol Harum og DR-ensemblerne gentager seancen i aften og på søndag. Og spiller derefter en uge i Jylland. Der er ved at være ret udsolgt. Det forstår man godt.

En koncert som denne er det bedste argument mod den lukning af DR-ensemblerne, som rockister og populister af og til ynder at lufte.

Denne anmeldelse er blevet oversat af PH-fans og lagt ud på deres site.

Foto: Uddrag af forsiden til dvd’en fra Ledreborg.