Profession: Krigsreporter
14. oktober 2011 //
Undskyld min mediekynisme, men krig er godt tv. Derimod er krigsreportage ikke garanti for god journalistik. TV2 har haft Rasmus Tantholdt i Libyen i noget, der ikke ligner en overgang, men en evighed.
Autentisk ser det ud, når han stakåndet beretter fra fronten, der anes i baggrunden som røgsøjler. Og dramatisk bliver det, når han farer i flyverskjul, fordi der affyres automatvåben i hans og fotografens nærhed.
Det er let at se, hvad TV2 får ud af at have ham dernede. Når Tantholdt toner frem i hakket halvtotal, er der en em af mænd over hans skudsikre vest og hjelm. Jan Stage ville have været misundelig.
Det er straks sværere at se, hvad jeg som seer får ud af det. Jeg underkender ikke behovet for at iføre sig beskyttelsesdragt, når man færdes uden for Arbejdstilsynets rækkevidde, men iscenesættelsen balancerer mellem parodi og kliche.
Som nu onsdag, hvor Nyhederne bragte et båndet indslag fra Sirte. Panderynkerne blev bragt i stilling på studieværten, da han fortalte os, hvad der nu skulle få vores kaffekop til at skvulpe: »Vi advarer på forhånd om en meget barsk reportage med meget barske billeder.«
Tantholdt fandt sammen med nogle oprørssoldater frem til, eller fik forevist, bagbundne lig og i tilgift forkullede kroppe. Han talte dem for os. Og deducerede sig så frem til, at oprørerne ikke kunne have begået udåden, for det så ligene for gamle ud til. I enhver krigsreporter bor der ikke bare en kvasikommentator, men åbenbart også en retsmediciner. Og mistanken om, at Tantholdt blev udsat for propaganda, pakkede han diskret ind i bisætninger, der blev overdøvet af billederne.
Vi andre blev udsat for, ja, for hvad egentlig? Jeg ved det ikke. Jeg så ikke noget, der kom bag på mig. Jeg så ikke noget, der gjorde mig klogere.
Studieværten afmeldte indslaget med ordene: »Ja, det er barske sager må man sige…« Og så ud som om han gyste frydefuldt på vores vegne.
Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken.
Illustration: Videograb fra TV2
Jeg undrede mig også over at de 10-12 oprørere bag Tantholdt ikke bar hverken hjelm eller skudsikker vest, og fik også en fornemelse af at hans påklædnind var mere en gimmick end et udtryk for sikkerhed. Måske er problemet, at TV-avisen mere og mere syntes at konkurrere med diverse underholdningsprogrammer, og må tilføje lidt “lir”, for at holde på sit publikum?
Jo, det er grusomt og grænsen mellem følelsesporno og dokumentation er totalt flydende. Men DET er ikke noget nyt. Vietnamkrigens berømteste billede med den forbrændte pige på flugt fra et amerikansk Napalm-angreb. Det var en grusomhed, som ikke overgås af nutiden. Op accepteret i dag. Ligesom det vel er accepteret, at det var følelser og vrede og mediedækning, der stoppede USA’s største krigs-fejltagelse set i historisk perspektiv. Men også den tids reportager bestod af behjelmede, ophidsede krigskorrespondenter, der gjorde sig selv til en slags hovedpersoner.
Men, men men. Det er absurd, at når vi nu HAR alle disse historiske referencer til misforholdet mellem følelser og fakta! Hvorfor kan krigsreporteren så komme afsted med nærmest på stedet, at fastslå forbrydelsens sammenhæng (I Libyen..): “..de (ligene) har ligget her nogle dage. så de er utvivlsomt dræbt af Gadafis folk, for her var ikke oprørere for nogle dage siden. Med eftertanke til revisionerne af, hvad der VIRKELIGT skete på Den Himmelske Frdes Plads og til USA’s løgn om masseødelæggelsesvåben, så selv den daværend eforsvarsminister er skam,fuld i dag… På den baggrund synes jeg at konklusioner og kildekritik hænger i laser i et indslag som TV’2. PÅ DET PUNKT synes jeg at dagens journalistik er mest intimideret.