Professor i ømhed fylder 70
29. juli 2010 //
Den selvudnævnte professor i ømhed Peter Poulsen fylder 70 i dag. I min bog står han som en af Danmarks bedste, mest konsistente digtere (og mest musikalske oversættere, fra Pessoa over Baudelaire til Prins Henrik). Og bedst swingende lyrikoplæsere. Punktum. Poulsen har skrevet om Jimi Hendrix, men er ellers mest til jazz, men det gør ikke noget, når han beskriver sin kærlighed til musikken som her:
Tonerne, som forlader en saxofon
kan forsvinde uden at dø
Det lyder som mennesker længe efter.
I Remember April, Bent Jædig,
fra en aften i 58.
Jeg kan stadig vågne om natten
med lyden af april i hjertet,
som melodisk blafrende ord,
fugle generøst smidt op i luften.
Musik findes, kan ikke erstattes med ord.
Det er blandt andet derfor, den findes.
Jeg erindrer, at det var lunt.
Imellem to figurer forsvandt en bil.
En sveddråbe tindrende saxofongult
i et brilleglas et øjeblik.
© Peter Poulsen
Digtet er genoptrykt i Cikaderne synger, som er en slags greatest hits (Vindrose, 2006).
På dagen udgiver PP et bind nye digte, Rulleteksterne. På Lindhardt & Ringhof. Men kun som print on demand. Nye tider for den smallere litteratur i disse bestsellertunge tider… om udgivelsesformen er en subtilt forklædt fornærmelse mod forfatteren og hans læsere eller en markedsbetinget formfornyelse kan man diskutere. Her er i hvert fald en smagsprøve (med flere fugle, som en måske ubevidst hilsen til Vagn Steen):
STØVETS ÅR
I syv årtier har jeg været her på Jorden,
ikke altid lige nærværende.
Jeg har sovet ca. treogtyve år.Jeg har været melankolsk i flere,
både lykkelig og trist.
Jeg har sunget på mit sære tungemål.Jeg har grundet over månens skønhed
på selve himlen
eller spejlet i en vandpyt.
Svalerne har jeg beundrende fulgt.
Tænk om digte kunne skrives,
som de flyver.
Jeg skal ikke dø som rosen
for at blive genfødt.Når jeg dør, er det for altid.
Endegyldigt.
© Peter Poulsen
Pressefoto: Marianne Grøndahl (Lindhardt & Ringhof/POLFOTO)
