MIDT I EN BEATTID

I dag fylder John Steel 70. Kan man ikke lige placere ham, så hør ‘It’s My Life’, ‘Don’t Let Me Be Understood’ eller ‘I’m Crying’ med et af de fineste britiske 60′er-band, The Animals. Her var den oprindelige trad.jazz-trompetist trommeslager til og med 1966-hittet ‘Inside Looking Out’.

Steel spillede lige stor en rolle for The Animals som Ringo gjorde for The Beatles, ja, større, fordi Steel i mangt og meget også var det kit, der holdt orkestret sammen, når Eric Burdon skejede ud.

Frustreret over at pengene ikke rullede ind i samme tempo, som singlerne kom på hitlisterne, forlod Steel The Animals til fordel for en mere civili og civiliseret karriere. I 70′erne var han da dog med, da bandet forsøgte et comeback med albummet Before We Were So Rudely Interrupted.

Siden 1993 har han anslået takten i skiftende inkarnationer af bandet, som nu om dage hedder Animals & Friends, og virker som et vitalt plejehjem for bedagede musikere, der holder den musikalske førlighed ved lige ved at spille de gamle sange. Og man inviterer gerne mere kendte kolleger til at sidde ind. Dog ikke Eric Burdon.

Han stiller sig fortsat ret uforstående over, at John Steel har dom for at eje rettighederne til bandnavnet The Animals.

John Steel og hans sammenskrabede flok har nok at lave. Mest fordi de ikke er kostforagtere. De tager både jobs på luksuslinere og beskedne pubber, men mon ikke en af den tænker sit, når de går i gang med ‘We Gotta Get Out Of This Place’.

PR-foto fra 1964: fra v. Alan Price, John Steel, Chas Chandler, Hilton Valentine og Eric Burdon.