Quadrophenia genudgivet – igen

Kan man gøre en god, gammel plade bedre? Kan man sætte en rockklassiker under lup og stetoskop på ny uden at efterrationalisere? Det er, hvad Pete Townshend har sat sig for at gøre med The Whos 1973-dobbeltalbum Quadrophenia. Og det korte svar er: Ja.

Det er netop – igen – blevet genudgivet i diverse formater, og det, der for alvor giver mening, er deluxeudgaven, den såkaldte Director’s cut.

Værket, for det fremstår som intet mindre end det i en monumentalitet, der nærmer sig det prætentiøse, rummer fem cd’er – de to med en knivskarp og alligevel gennemåndet remaster af originalalbummet, to med Townshends indsigtsgivende demoer samt en med musikken i surround sound. Læg dertil en syvtommer vinylsingle med to af sangene, en bog, bugnende fuld af fotos og faksimiler, sangtekster samt et begavet, tænksomt og tankevækkende essay af sangskriveren på 100 sider, hvor han beretter, at hans bedste sparringspartnere gennem tiden ikke har været andre musikere, men få, udvalgte journalister – som sagt: en begavet mand, Pete Townshend.

Det hele er trykt på papir af mælkekartontykkelse. Og som det ikke er nok, kan man på bandets hjemmeside via sin cd få adgang til en såkaldt Qcloud, der rummer alt det ekstramateriale, der ikke blev plads til! Downloading og streaming fremstår en smule sølle i det lys.  

I lighed med Tommy blev også Quadrophenia lanceret som en rockopera. Og er det i flere henseender endnu mere end den plade, der med Townshends ord i 1969 reddede The Who fra at være et band, der kun udgav singler. Sangene er bundet sammen af reallyde og lydstumper, i dag ville vi sige samples, fra The Whos bagkatalog, der tjener til at iscenesætte historien om Jimmy The Mods rejse fra forvirret, oprørsk, amfetaminædende og identitetssøgende til noget, der er forklædt som voksen

Historien udspiller sig på et bagtæppe, bestående af den meget håndgribelige konflikt i 1963-64 mellem mods og rockers, mellem voldelige wannabe-intellektuelle og slå-på-tæven proletarer. En konflikt, som for nogen samtidshistorikere blev kaldt et paradigmeskift og som i hvert fald afstedkom nogle kilometer avisspalter i Storbritannien dengang.

Råbet fra oven og fra gaden
Quadrophenia udkom, mens vi knapt havde fordøjet storheden på Who’s Next, en plade, der opstod på ruinerne af endnu en Townshend-rockopera, Lighthouse (som han samlede og genudgav på eget forlag for et tiår siden). I årene 1970-73 var Pete Townshend grebet af en poetisk raptus, som blev spædet op med cognac og små piller. Han havde, som Jimmy, både the blues og en æske med blues. Hans produktivitet kunne kun måle sig med hans kreativitet.

Jeg skal ærligt indrømme, at Quadrophenia røg lidt hen over hovedet på mig dengang. Jeg kunne ikke undgå at mærke musikkens magtfuldhed, men de dybere pointer var spildt på mig. Og Quadrophenia ejede ikke de samme ørehængende kvaliteter som Tommy, men deler til gengæld ikke dennes tegneserieagtige banalitet. Kritikeren Robert Christgau kaldte i sin tid pladens koncept »ret forvirrende, men delvist kun fordi forvirring jo er selve emnet.«Man kan mene, at Quadrophenia er meget længe om at få sagt, at en dag kommer vi ud på den anden side – som andre, men ikke nødvendigvis bedre mennesker. Når vi lader kærligheden råde. ”Love Reign O’er Me”, som det hedder på pladens salmeagtige koda, der samtidig er albummets melodiske ledemotiv. Omvendt er det jo ikke en erkendelse, man sådan bare lige når frem til.

Det der med manglen på enkeltstående melodier, der griber fat i opmærksomheden og holder fast i den, har ændret sig ved genhøret. Men først og fremmest er helheden (hårdt)slående med John Entwistles sprælsk nuancerede basspil (og selvarrangerede og –udførte blæserakkompagnement), Keith Moons kontrollerede amokløb (jo!) og Townshends guitarer, der moderniserer bluestraditionen. Og tværs gennem det hele brænder Roger Daltreys arketypiske stemme. Han har siden udtalt, at han ikke forstod halvdelen af det, han sang, men fortæller i det seneste nummer af Mojo, at han så det som sin opgave at give Jimmy-figuren »sårbarhed, styrke, vrede og raseri. Når alt kom til alt, synes jeg, jeg fik ham til at råbe på hjælp. Det er i hvert fald sådan jeg hørte det … Det kan godt være Pete tænkte det som et fintmærkende kærlighed/Gud-forhold, men for mig kom råbet fra gaden…« Det kan høres.

Glem fodnoterne … i første omgang
Selv om Townshends tekster til fulde lever op til hans litterære ambitioner og er milevidt foran de fleste af hans samtidige, vil jeg alligevel anbefale førstegangslyttere at glemme fodnoterne og bare at give sig hen. Især det instrumentale titelnummer, som lyder som et, Metallica har lyttet en del til. Og fordi sammenspillet er så ‘take no prisoners’-tæt, åbner balladerne sig desto mere med en åndeløs skønhed, især ”Sea and Sand”, som foregriber den senere Townshend-sang ”The Sea Refuses No River” – om havet som symbol på renselse, forløsning og tilgivelse.

Bliver Jimmy voksen? Det tror jeg. Under alle omstændigheder er tiden ikke vokset fra denne plade, som på en og samme gang sætter nye popnormer, bryder dem og formår at stille det universelle spørgsmål »who are you?«, så det lyder som et svar.

Forvirret? Det vil du måske også være, når du har hørt albummet, men er det ikke netop det, al blivende kunst kan? Gøre os usikre og søgende i stedet for mætte, selvbekræftede og selvfede.

The Who: Quadrophenia – Director’s Cut. Universal.

Denne anmeldelse stod først at læse på www.geiger.dk

Link til et fint Townshend-interview om genudgivelsesprojektet samt om den nye bokssætbølge i almindelighed. Tak, Capac.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK