R.E.M. – R.I.P.

Meddelelsen om den definitive opløsning af R.E.M. kommer vel ikke overraskende, men gruppen kommer efter små tredive år til at efterlade et tomrum i rocken, som altid har haft for få antihelte. Mens vi venter på Michael Stipes soloalbum vil jeg anbefale at høre eller genhøre Automatic for the people:

Bandet fra Athens, Georgia, beviste, at berømmelse kan kombineres med originalitet, uden at man behøver lyde som Rolling Stones, The Beatles og hele soul- og blues-historien. R.E.M., som i realiteten var en trio, siden trommeslageren Bill Berry efter en livstruende aneurisme i 1997 syntes, at livet som rockmusiker var at lege lidt for meget med døden. R.E.M., som ikke kunne mønstre noget så rockfundamentalistisk som et sexsymbol, selv om sangeren Michael Stipe da har noget – siger min kone og en hel del bøsser! R.E.M., som fornyede deres pladekontrakt formedelst 80 millioner dollars og næsten floppede med det første album efter kontraktunderskrivningen – det kalder jeg integritet.

R.E.M. er på mange måder et band, designet til web-alderen, med sin signaturlyd, sin baggrund i et miljø, fjernt fra mainstream, og sin relative anonymitet. De gjorde deres bedste for at ligne rockstjerner med solbriller, kronraget isse og den slags, men de var ikke pæne nok. På den anden side var de heller ikke så grimme, at det ligefrem blev en gimmick.

De er helt almindelige, og går garanteret selv i Netto, og deres musik kan af og til forekomme så anonymiseret, at den, uden vokaler, sagtens kunne blive brugt som lufthavnsmuzak. Der er i musikken en stor, rolig afventen, en bevidsthed om, at verden godt kan gå under i morgen, men så har vi da nået det, vi skulle, og samtidig gennemstrømmes sangene, selv de muntre, af en sørgmodighed, som Michael Stipe lyder, som om han ikke kan bære alene. Omvendt synes han heller ikke, han kan byde andre den byrde.

Automatic For The People kom i 1992, efter at R.E.M. havde været lige ved at blive popstjerner med albummet Out Of Time og ikke mindst singlen (og videoen) »Losing My Religion«, der lød så mandolinklimprende livsglad som R.E.M. nu engang bliver. Og den blev en endnu større succes, hvilket var både forståeligt, bekræftende og dybt forvirrende. Pladen gør nemlig ikke noget for at tækkes nogen. Og selv om de første oplag af den indeholdt et brev, man kunne sende til Burmas militærstyre for at få frigivet dissidenten og Nobelfredsprismodtageren Aung San Suu Kyi, placerede den sig ikke i tiden. Den holdt sig helt udenfor. Og så kredsede den om død og forgængelighed i stedet for branchens favoritemner, skød og forfængelighed.

R.E.M. er godt selv klar over, hvad de er ude i. De første linjer i indledningssangen ’Drive’ er en forsigtig advarsel. Du har selv været ude om det. Vi tilbyder dig ingen løsninger: »Hey kids, rock and roll. Nobody tells you where to go, baby …«:

What if I ride? What if you walk? What if you rock around the clock?
Ticktock. Ticktock.

What if you did? What if you walk? What if you tried to get off, baby?

Hey, kids, where are you?
Nobody tells you what to do, baby.

Som sædvanlig er der ingen tekster med pladen – det er der dog på 2001-udspillet Reveal – og som sædvanlig løber man risiko for at blive alvorligt til grin, både ved at citere og ved at forsøge sig med en fortolkning. På den anden side: Når Michael Stipe har sagt, at de ikke vedlægger tekstark, fordi han ikke altid er helt klar over, hvad han synger, og i hvert fald sjældent har ordene klar, når omslaget skal trykkes, ja, så er ordene ligesom lagt ud til fri afbenyttelse, ikke … Og Stipe synger dem, så stemmen bliver vigtigere end ordene. Hans ravbløde baryton med små skrig i toppen er indbegrebet af melankoli. Ikke af den slags, der graver sig ned, men den slags, der har valgt det stemningsleje som udgangspunkt for livet. Så kan det kun blive lysere. Og det bliver det.

Mens numre som ‘Try Not To Breathe’ (»I will try not to breathe. This decision is mine. I have lived a full life …«) og ’Sweetness Follows’ prøver at kaste et forsonende, ja, ligefrem forjættende skær over døden og det, der kommer bagefter, er en sang som den monotone og alligevel besættende smukke ’Everybody Hurts’ noget så paradoksalt som en nedtrykt sang om optimisme og det håb, der må findes et sted derude:

When the day is long and the night, the night is yours alone, when you’re sure you’ve had enough of this life, well hang on. Don’t let yourself go, everybody cries
and everybody hurts sometimes

Sometimes everything is wrong. Now it’s time to sing along. When your day is night alone,
if you feel like letting go,
when you think you’ve had too much of this life, well hang on

Everybody hurts. Take comfort in your friends
Everybody hurts. Don’t throw your hand. Oh, no.

Don’t throw your hand.
If you feel like you’re alone, no, no, no, you are not alone

Mindre beåndede bands ville sætte sådan en sang op i tempo og rulle fanerne ud: Nu skal der sgu livsbekræftes! Men ikke R.E.M. De underspiller ud fra devisen ’det er galt nok med fremmedgørelsen og atomiseringen i forvejen. Lad os ikke jokke i det, men tale så indtrængende, at det bliver hørt’. Det blev det. Og set, via Jake Scotts stilfærdigt suggestive video om alle disse moderne, kontaktløse mennesker i deres biler på vej ingen steder hen:

http://www.youtube.com/watch?v=pudOFG5X6uA

At vi har det, som vi har, eller rettere ikke har det, er ingens skyld. Det ved Michael Stipe udmærket. Alligevel kan grunden til al den afmagt ikke bare være uden adresse, så på ‘Ignoreland’ må det simpelthen ud:

T.V. tells a million lies. The paper’s terrified to report anything that isn’t handed on a presidential spoon,
I’m just profoundly frustrated by all this. So, fuck you, man. Yeah, yeah, yeah. Ignoreland. Yeah, yeah, yeah. Ignoreland

If they weren’t there we would have created them.
Maybe, it’s true,
but I’m resentful all the same. Someone’s got to take the blame. I know that this is vitriol. No solution, spleenventing,
But I feel better having screamed. Don’t you?

Jeg er ikke sikker, men indtryk, det gør hans vrede, som fylder så meget, at der dårligt er plads til alle ordene i sangen, hvor R.E.M. ellers i den grad søger den helhed, som kun findes i kunsten.

Automatic For The People er i en forstand en bluesplade, men uden en blind neger eller en slideguitar i sigte. Men de bedste af melodierne kredser om samme omdrejningspunkt og samme, ofte ret overskuelige melodimønster, præcis som de gamle blues-sange. På en led har R.E.M. altid sunget den samme sang eller til nød variationer over det samme, evigt variable tema med Peter Buck som den intelligente guitarist, der hellere gør sig bemærket med en indskudt sætning end en solo. Og en del af dette albums sange iklædes smagfulde, men aldrig fashionable strygerarrangementer, begået af John Paul Jones, den gamle Led Zeppelin-bassist. Ikke overraskende for den, der kan huske Stones-albummet Their Satanic Majesties.

Selvfølgelig kan R.E.M. skrive ørehængere, der ikke behøver bede om at komme på radioplaylisterne – ’Man On The Moon’ om standupperen Andy Kaufman er bare en af dem, selv om jeg ikke vil påtage mig at fortolke den – men de fremkalder de mest associationsrige, søvngængersikre film bag øjnene, når de ikke maser sig på, men bare lader lytteren komme til sig.

Også i den retning var de en anomalitet af den slags, der minder rocken om, at det hele ikke er nået end- nu: »If you believe there’s nothing up my sleeve, then nothing is cool …«

GAFFA har været i arkiverne og fortæller bandets historie.