RAM – mak- eller mesterværk?

I aften holder Tim Christensen & The Damn Crystals fødselsdagsparty for Paul McCartney i Vega. Da det blev annonceret, overraskede det mig ikke. Få, om overhovedet nogle, danske sangskrivere er så McCartney-inspirerede som Tim C. Derimod blev jeg noget forbløffet, da han meddelte, at koncertens første sæt ville byde på en gennemspilning af RAM, McCartneys andet album. Det var krediteret Paul & Linda McCartney, da det udkom i maj 1971. Og endnu mere forbløffet blev jeg, da Tim Christensen betroede os, at det var hans favoritplade med McCartney.

Nu vil læsere af denne blog vide, at jeg sætter Tim Christensen ret højt som sanger og sangskriver. Og jeg synes generelt, han har en sikker smag. Læs: Den ligner min. Men RAM?

Som ved et tilfælde har McCartney netop fået genudsendt RAM – for sjette gang siden 1988 i øvrigt! Så det er så god en anledning som nogen til at tage Tim Christensen på ordet. (Link til Tims GAFFA-anmeldelse af pladen)

Da RAM i sin tid udkom, købte jeg den ikke. Men deltog blandt venner i den almindelige – og skulle det vise sig – alt for nemme latterliggørelse af bløddyret McCartney. John Lennon var den samfundskritiske helt. Han var i den grad cutting edge, selv om vi ikke kendte udtrykket. Og George Harrison havde året før bevist, at især stygge Paul havde forhindret ham i at komme til Beatles-fadet.

RAM lød for nem, for troskyldig til at være ægte og konen kunne jo ikke synge … jo, der var ingen tvivl om, hvem der havde haft kunstnerhatten på i The Beatles. McCartney viste sig at være ligeglad, og havde noget at have det i.

Genhørt uden alle de mellemregninger og uden alle de fortolkninger, der dengang blev lagt ind i teksterne (som om de var et stikordsregister til grundene til Beatles-opløsningen), er RAM stadig ikke den bedste plade, McCartney har lavet, men den er bedre end jeg husker den fra dengang progressiv rock satte en tvivlsom dagsorden.

Sangene er skrevet i det skotske højland, hvortil McCartney fortrak med sin nystiftede familie. Der tog han om ikke tyren så vædderen ved hornene, og satte sig for at træde ud af Beatles-skyggen. Blive sig selv. Problemet var bare, at det havde han sådan set været siden Sgt. Pepper, hvor han overtog taktstokken i The Beatles. Derfor skrællede han udenværkerne af musikken på sit debutalbum for at ramme en endnu renere tone. De anmelderhug, han modtog i den anledning, fik ham til at tage det næste hold nyskrevne sange med til USA. Der indspillede han sammen med trommeslageren Denny Seiwell (der spiller som solisten), guitaristerne David Spinoza og Hugh McCracken og ikke mindst sig selv musikken, så den ikke lød slet så værkstedsagtig.

Jeg faldt over en nyanmeldelse af pladen, som mente, at den lyder “an indie-pop bedroom album”. Det er godt hørt.

Først og fremmest er musikken dog fuld af livs- og spilleglæde. Der er lidt for mange obladi’smer rundt omkring, Linda lyder som et børnekor fra Vesterbro Ungdomsgård, men sange som ‘Too Many People’, ’3 Legs’ (optaget så blues-retroagtig som var det af Mike Vernon på Blue Horizon) og singlen ‘Another Day’ viser McCartneys spændvidde og evne til at undgå at gøre det lette letkøbt.

Særligt givende er de sange, hvor McCartney foregriber de flerfasede sange i Wings: Den sære og sært fascinerende, næsten filmiske ‘Uncle Albert/Admiral Halsey’ (som var et hadeobjekt dengang), ‘Long Haired Lady’ og den rent ud vidunderlige ‘The Back Seat Of My Car’, som Brian Wilson ville have været stolt over at have skrevet. Linjer som “we believe that we can’t be wrong” er det nye kærestepars måde at sige fuck you til verden på.

Interessant og selvmodsigende er det, at RAM er genudgivet efter alle tidens nye normer. I sin tid havde pladen som sin eksistensberettigelse at stå så nøgen og troskyldig som muligt i et rocklandskab, der knopskød af indbildskhed og prætentioner. Nu serveres den i forskellige konfigurationer med ikke lutter lige nødvendige ekstranumre. Dermed bliver den det udstyrsstykke, den aldrig var ment som.

Omvendt finder denne genudgivelse nok ikke sted mod McCartneys ønske…

Paul & Linda McCartney: RAM. Producere: Paul & LInda Ronstadt. MPL/Universal.

Bonusinfo: I februar 1971 udgav McCartney som en forløber for lp’en singlen ‘Another Day’. Den blev et hit lige som senere ‘Uncle Albert…’. Begge titler krediterede Linda som medforfatter. Det fik Sir Lew Grade til at reagere. Han var ikke hr. Hvemsomhelst. Bl.a. ejede han Northern Songs, som var forlægger for McCartneys sange. Han så krediteringen som et forsøg fra Pauls side på at score en større del af kagen. Lew Grade gik derfor ud og sagde, at Linda var ude af stand til at skrive en sang endsige hjælpe med at skrive en. Han ville bringe sagen for retten for at få dom for, at der var tale om falsk varebetegnelse med det ene formål at berøve Northern Songs penge. Sagen nåede aldrig så langt. Grades advokater fortalte ham, at han ville få svært ved bevisførelsen. Paul på sin side erklærede, at han syntes, det var rimeligt, at enhver, som han arbejdede med, uanset karakteren af dette samarbejde, skulle “have en portion af sangen for at hjælpe mig”.

PS: Tim Christensen er ikke ene om at ville puste lagkagelys ud i aften. I Amager Bio ønsker Repeatles og Rubber Band (og den danske dr. Beatles, Per Wium) dobbelt tillykke.

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK