RAM – mak- eller mesterværk?

6 Comments

I aften holder Tim Christensen & The Damn Crystals fødselsdagsparty for Paul McCartney i Vega. Da det blev annonceret, overraskede det mig ikke. Få, om overhovedet nogle, danske sangskrivere er så McCartney-inspirerede som Tim C. Derimod blev jeg noget forbløffet, da han meddelte, at koncertens første sæt ville byde på en gennemspilning af RAM, McCartneys andet album. Det var krediteret Paul & Linda McCartney, da det udkom i maj 1971. Og endnu mere forbløffet blev jeg, da Tim Christensen betroede os, at det var hans favoritplade med McCartney.

Nu vil læsere af denne blog vide, at jeg sætter Tim Christensen ret højt som sanger og sangskriver. Og jeg synes generelt, han har en sikker smag. Læs: Den ligner min. Men RAM?

Som ved et tilfælde har McCartney netop fået genudsendt RAM – for sjette gang siden 1988 i øvrigt! Så det er så god en anledning som nogen til at tage Tim Christensen på ordet. (Link til Tims GAFFA-anmeldelse af pladen)

Da RAM i sin tid udkom, købte jeg den ikke. Men deltog blandt venner i den almindelige – og skulle det vise sig – alt for nemme latterliggørelse af bløddyret McCartney. John Lennon var den samfundskritiske helt. Han var i den grad cutting edge, selv om vi ikke kendte udtrykket. Og George Harrison havde året før bevist, at især stygge Paul havde forhindret ham i at komme til Beatles-fadet.

RAM lød for nem, for troskyldig til at være ægte og konen kunne jo ikke synge … jo, der var ingen tvivl om, hvem der havde haft kunstnerhatten på i The Beatles. McCartney viste sig at være ligeglad, og havde noget at have det i.

Genhørt uden alle de mellemregninger og uden alle de fortolkninger, der dengang blev lagt ind i teksterne (som om de var et stikordsregister til grundene til Beatles-opløsningen), er RAM stadig ikke den bedste plade, McCartney har lavet, men den er bedre end jeg husker den fra dengang progressiv rock satte en tvivlsom dagsorden.

Sangene er skrevet i det skotske højland, hvortil McCartney fortrak med sin nystiftede familie. Der tog han om ikke tyren så vædderen ved hornene, og satte sig for at træde ud af Beatles-skyggen. Blive sig selv. Problemet var bare, at det havde han sådan set været siden Sgt. Pepper, hvor han overtog taktstokken i The Beatles. Derfor skrællede han udenværkerne af musikken på sit debutalbum for at ramme en endnu renere tone. De anmelderhug, han modtog i den anledning, fik ham til at tage det næste hold nyskrevne sange med til USA. Der indspillede han sammen med trommeslageren Denny Seiwell (der spiller som solisten), guitaristerne David Spinoza og Hugh McCracken og ikke mindst sig selv musikken, så den ikke lød slet så værkstedsagtig.

Jeg faldt over en nyanmeldelse af pladen, som mente, at den lyder “an indie-pop bedroom album”. Det er godt hørt.

Først og fremmest er musikken dog fuld af livs- og spilleglæde. Der er lidt for mange obladi’smer rundt omkring, Linda lyder som et børnekor fra Vesterbro Ungdomsgård, men sange som ‘Too Many People’, ’3 Legs’ (optaget så blues-retroagtig som var det af Mike Vernon på Blue Horizon) og singlen ‘Another Day’ viser McCartneys spændvidde og evne til at undgå at gøre det lette letkøbt.

Særligt givende er de sange, hvor McCartney foregriber de flerfasede sange i Wings: Den sære og sært fascinerende, næsten filmiske ‘Uncle Albert/Admiral Halsey’ (som var et hadeobjekt dengang), ‘Long Haired Lady’ og den rent ud vidunderlige ‘The Back Seat Of My Car’, som Brian Wilson ville have været stolt over at have skrevet. Linjer som “we believe that we can’t be wrong” er det nye kærestepars måde at sige fuck you til verden på.

Interessant og selvmodsigende er det, at RAM er genudgivet efter alle tidens nye normer. I sin tid havde pladen som sin eksistensberettigelse at stå så nøgen og troskyldig som muligt i et rocklandskab, der knopskød af indbildskhed og prætentioner. Nu serveres den i forskellige konfigurationer med ikke lutter lige nødvendige ekstranumre. Dermed bliver den det udstyrsstykke, den aldrig var ment som.

Omvendt finder denne genudgivelse nok ikke sted mod McCartneys ønske…

Paul & Linda McCartney: RAM. Producere: Paul & LInda Ronstadt. MPL/Universal.

Bonusinfo: I februar 1971 udgav McCartney som en forløber for lp’en singlen ‘Another Day’. Den blev et hit lige som senere ‘Uncle Albert…’. Begge titler krediterede Linda som medforfatter. Det fik Sir Lew Grade til at reagere. Han var ikke hr. Hvemsomhelst. Bl.a. ejede han Northern Songs, som var forlægger for McCartneys sange. Han så krediteringen som et forsøg fra Pauls side på at score en større del af kagen. Lew Grade gik derfor ud og sagde, at Linda var ude af stand til at skrive en sang endsige hjælpe med at skrive en. Han ville bringe sagen for retten for at få dom for, at der var tale om falsk varebetegnelse med det ene formål at berøve Northern Songs penge. Sagen nåede aldrig så langt. Grades advokater fortalte ham, at han ville få svært ved bevisførelsen. Paul på sin side erklærede, at han syntes, det var rimeligt, at enhver, som han arbejdede med, uanset karakteren af dette samarbejde, skulle “have en portion af sangen for at hjælpe mig”.

PS: Tim Christensen er ikke ene om at ville puste lagkagelys ud i aften. I Amager Bio ønsker Repeatles og Rubber Band (og den danske dr. Beatles, Per Wium) dobbelt tillykke.

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

6 Comments

  1. comment-avatar
    Asbjørn18. juni 2012 - 13:26

    Hej Torben, hvilket af McCartneys album synes du så er bedst?

  2. comment-avatar
    Linda Calberg18. juni 2012 - 14:12

    Mit første møde med Ram var en (muligvis) søndag aften, hvor jeg havde fået lov at lytte til et (vistnok) ugentligt radioprogram på P3 der præsenterede nye LP’er. Min far ventede utålmodigt på at programmet skulle slutte så han kunne sætte en vinylplade med Coleman Hawkins på sin nye BeoGram 1200.
    Ud af B&O højtalerne kom så dette vidunderlige nummer “Uncle Albert/Admiral Halsey” der ramte min 13 årige sjæl så dybt (jeg anede jo, gudskelov ,ikke at man ikke måtte kunne lide dette nummer)
    jeg plagede i en uendelighed om at måtte få dette album, men forgæves…..senere på sommeren fik jeg mit første forsøg på en kæreste, William, og han havde både Ram , den danske udgave af Hair og den LP med Seatrain der indeholder den guddommeligt skønne Song of Job. Så altså blev disse tre LP’er soundtracket til min sommer 1971. Ram er ,forudsigeligt nok, den af de tre der holder sig bedst :-) jeg holder stadigt uendeligt meget af dette album, og er vild! med Linda McCartneys naive korstemmer…… Monkberry Moon Delight er totalt funky og leder helt frem mod hans mest funky album Tug of War, og The Backseat of my Car er, som du selv nævner, vidunderlig! for ikke at nævne korarrangementet på Dear Boy, og så får jeg stadig kuldegysninger når Long haired Lady skifter tempo…og ja man kan blive ved. Band on the Run er det album der til stadighed truer Ram på min personlige McCartney LP hitliste

  3. comment-avatar
    Torben Bille18. juni 2012 - 15:51

    @Asbjørn: Når alt kommer til alt: Band on the run.

  4. comment-avatar
    Frankie19. juni 2012 - 15:22

    RAM on

    Når man “nærlytter” rigtig rigtig mange af McCartneys efter Beatles sange fra 71 og frem til 82 så er der så utroligt mange numre som, når de kommenteres på YouTube kan karakteriseres som “glemte” eller “oversete” perler som er den og dens yndlingsnumer !!

    Anmeldere har altid stået i kø for at nedgøre, bagatelisere og overse hans numre som “letbenede”, “naive” “svage tekster” osv.

    RAM er et godt eksempel på en perlerække af unikke numre som man ikke hører skruet sammen på-, sunget på-, produceret på den måde hos ret mange andre.

    At høre RAM spillet live i Vega i går bekræftede mig i, at numrene alle som et holder til tidens tand, ja de virkede utroligt friske og velarrangerede i den fantastiske tro mod originalen spillede koncert med TIM + band, Viola Og Tracy.

    Bravo det var flot og jeg håber at “nye” lyttere kan overbevises om McCartneys meget høje kvalitet som ofte drukner i skyggen af, og sammenligning med Beatles.

    Wingspladerne som fulgte RAM er ligeså fyldte med perler, stærke melodiske rocknumre som fortjæner en tilsvarende “revival” Lyt alle, incl. Bille, til pladerne i dag uden de “filtre” som dengang på automatpilot satte Paul over i en kasse.

    Lige fra Wild Life som var en fortsættelse af nogen af de tendenser Bille nævner vedr. Ram, en gåen væk fra de gandiøse Beatles hits til en mere enkel og upoleret rock lyd + naturligvis hans iørefaldende skæve og anderledes arrangerede og producerede melodistykker som alt for ofte bliver nedgjort for deres enkelthed og banalitet.

    Lyt til musikken, spil den live………….den lever og holder og kan nydes igen og igen i årene frem

  5. comment-avatar

    [...] bedre end originalen? Det spørgsmål trængte sig på, mens bandet con amore-arbejdede sig igennem RAM. Ved vejs ende må svaret være ja. Årsagen er den enkle, at aftenens band er langt bedre end det [...]

  6. comment-avatar
    Frankie21. juni 2012 - 15:08

    et par spørgsmål /kommentarudbedelse til Mr Bille :

    som en af meget få wings fans i DK som er ret vild med Pauls post-Beatles musik kunne jeg godt tænke mig at høre om dit syn på den musik som RAM, som du selv nævner det, blev et forvarsel om.

    Wings fandt mere og mere deres “sound” og stil op igennem 70-erne dels den mere enkle melodske og til tider mere bas-drevne sange; big barn bed, Hi HI HI, Soily, Beware my love osv, de skæve syrede numre som Wild Life, Morse moose m.m., de små geniale banale melodier som my love, one more kiss, im carrying osv osv. Blæserne, vokalarbejdet (Syntes selv at Linda var irriterende men savner mere og mere den sound i koret, det holder sku i dag !), live sounden, de flerfasede sange; Little lamb dragon fly, Band on the Run, Beware my love (Band on the run på speed og tung rock, og en af mine personlige favoritter) osv osv.

    De startede fra bunden, javel meget var macca musik men som lennon så gjorde gruppeideen noget som bidrog til udkommet, og endte med at blive det bedst sælgende act i 70 erne. De var kæmpe i store dele af verden og deres tour i 75-76 er legendarisk. Ingen som oplevede de koncerter glemmer det nogensinde. Wings over america burde være et must for alle elskere at “stadionrock” (var en kæmpe inspiration for Bono bl.a.)

    Nå men mit spørgsmål går på Beware my love, som jeg holder meget af. Efter min mening en mere rocket og vild udgave af Band on the run med samme tre-deling af sangen opbyggende imod et “klimaks” teksten er ikke lyrisk “tung” det medgiver jeg, men hvad mener du om selve musikken, er det kun mig som syntes det er endnu en af de utallige af wings glemte og oversete perler ? eller er det blot midelmådig rockmusik ??

    Samme spørgsmål vedr. Wild Life som specielt live med wings er et totalt syret nummer, helt sit eget og minder ikke om noget andet musikstykke.

    på forhånd tak Frankie

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top