Rick Nelson var ikke kun fotogen

Dengang, for 50 år siden, hed han Ricky Nelson, og hans pretty boy face var et af mange, som udgjorde popgalleriet af billeder i datidens tyggegummipakker. Herhjemme skelnede vi ikke mellem ham, Fabian og Tab Hunter. De kæmpede alle om at få smulerne fra Elvis’ righoldige bord.

Nelson viste sig at rumme noget mere. I 1958 var han blevet nummer et på Hot 100 med ‘Poor Little Fool’, skrevet af Eddie Cochrans kæreste, Sharon Sheeley. I dag ville man tale om synergi-effekt, for hverken Nelsons smukt modulerede stemme eller hans ansigt var ukendt for hr. og fru Amerika. Sammen med sine forældre spillede han nemlig mere eller mindre sig selv i The Adventures of Ozzie Harris, en slags soap, der startede i radioen i 1944 og otte år senere holdt flyttedag til tidens nye medie, tv.

Efterhånden sluttede hvert afsnit med, at Little Ricky sang en sang. En af dem, han sang i 1961, endte den 30. maj samme år på førstepladsen af singlehitlisten.

‘Travellin’ Man’ var skrevet af Jerry Fuller, som oprindeligt havde tænkt sig at tilbyde den til Sam Cooke! Cookes manager lyttede høfligt og sagde, han ville vende tilbage. Næppe var Fuller ude af kontoret, før manageren kylede båndet i papirkurven. Nelsons bassist, Joe Osborn (som siden spillede med bl.a. Simon & Garfunkel), var tilfældigvis i kontoret ved siden af. Han spurgte om ikke han kunne høre nummeret igen. Cookes manager gav han båndet. Og Osborn gav det videre til Nelson.

B-siden blev også et hit. Ja, ‘Hello Mary Lou’ udviklede sig nærmest til en slags signaturmelodi for Nelson. Noget, komponisten ikke var ked af. Han lød ellers altid ret ked af det. Hans navn var Gene Pitney.

Da Rick voksede fra ‘y’et i enden af sit fornavn, forsøgte han sig med det, der siden blev kaldt countryrock, bl.a. sammen med Linda Ronstadts Stone Canyon Band. Han fortolkede Dylans ‘She Belongs To Me’ og senere bl.a. ‘Just Like A Woman’. Gedigent og ærligt. Dylan kvitterede ved i sine Chronicles at rose Nelson:

“He was different than the rest of the teen idols, had a great guitarist  . . . I had been a fan of Ricky’s and still liked him, but that type of music was  on its way out . . . I’d always felt kin to him, though. We were about the same age, probably liked the same things . . .I felt we had a lot in common. In a few years’ time he’d record some of my songs, make them sound like they were his own, like he had written them himself. He eventually did write one himself and mentioned my name in it. Ricky, in about ten years’ time, would even get booed while onstage for changing what was perceived as his musical direction. It turns out we did have a lot in common.”

Rick Nelsons guitarist var James Burton. Bare lige for at anslå den musikalske kvalitet. Lige lidt hjalp det. Folk ville ikke høre den voksne, men den evigt unge Rick Nelson. En aften spillede han til endnu et nostalgishow, i Madison Square Garden. Han forlod koncerten i utide, frustreret og forstemt over ikke at kunne skaffe sig ørenlyd med sine nye sange.

Bagefter skrev han ‘Garden Party’ med linjerne: “If memories are all I sang, I’d rather drive a truck…” Ironisk nok blev sangen et stort hit i 1972. Selv om den var skrevet som det modsatte, blev den modtaget som en hyldest til nostalgien, og fik Nelson til at blive i det spor. Regningerne skulle jo betales. Det samme skulle hans eskalerende stofmisbrug.

I 1985 forulykkede hans privatfly under en turne. Med ham omkom hans kæreste og det meste af hans band.

Siden er Rick Nelson ophøjet til bokssætstatus, han er indlemmet i rockens Hall of Fame, og Rolling Stone har ham med på deres Top 100 over Greatest Artists of All Time. Som nummer 91.

Det forestillede vi os ikke dengang bytteværdien var fem tyggegummibilleder af ham og/eller Fabian for et af Elvis eller Cliff.