Rigtige hærværksmænd på TV2

1 Comment

I introen til sæsonstarten på Herre i eget hus lanceres serien som der, hvor »vi lader mændene tage kontrollen.« Præmissen er, at kvinderne bestemmer, hvor skabet i bogstaveligste forstand skal stå, og drengene er tøffelhelte, der kun bliver til rigtige mænd, hvis de sætter sig op imod matriarkatet og maler de hvide vægge over, så de ligner noget fra en fodgængertunnel i forstæderne.

Til at forestå denne manddomsprøve har TV2 indforskrevet Pelle Hvenegaard og designeren Rasmus Larsson. Lad mig sige det med det samme: Der går langt imellem så hånende, nedladende og kønsstereotype programmer.

Magnus og Julie er midt i tyverne. Han synes, hun har forvandlet deres lejlighed til en filial af en svensk ødegård. Han lader hende bestemme, fordi hun tjener mest. Hun synes, han »passer godt ind,« men medgiver, at han »nok giver meget efter.«

I stedet for at tale sig til rette, give og tage, inviterer parret TV2 indenfor. Hun sendes væk til veninden, så mændene kan motorsavsmassakrere møblerne. Systematisk, nærmest rituelt smadrer de det, Julie værdsætter og har bygget op. Det, der kaldes »en bunke lort« erstattes af medløbermodernitet.

Magnus er lidt kejtet undervejs, som om det er noget, han ikke tør sige nej til. Igen. Hvenegaard prikker til ham. Føler han sig nu ikke som en mand? Jo, »det er da skægt at være mere inde over…«

Der, hvor programmet kunne begynde, hvis det tog sin egen problemstilling alvorlig, er, at Magnus i virkeligheden er en af de fyre, der ikke har fattet, hvad det vil sige at blive voksen, men lever livet på et åndeligt skateboard, og derfor skal have det sømmet op på væggen for at blive bekræftet. Præcis som programværten, der i en alder af 36 promenerer cheriserød baseballkasket og partisantørklæde. Åh, så street. Så tror da pokker, at mange kvinder har svært ved at tage tidens mænd alvorligt og derfor føler sig nødsaget til at tage teten.

Moralen kom, da Hvenegaard til slut håbede, Magnus fremover var »mand nok til at holde det ødegårdsgøgl væk fra lejligheden.«

Nu er sådan et program jo skåret til. F.eks. fortalte Julie lige efter udsendelsen på Facebook: »Vi fik jo, efter at programmet var færdigt, mulighed for at få en masse ting pakket ud, som var pakket ned, og på den måde blev det igen vores begges hjem.« Ergo: Fordrejning fremmer budskabet.

Da Julie fattet besigtiger skiftet fra stil til stilløshed, mødes hun af den selvglade designer med ordene: »Velkommen til det 21. århundrede.« Til ham og programtilrettelæggerne svarer jeg: »Velkommen til det 19. århundrede.«

Som et tankevækkende PS kan nævnes, at IKEA er sponsor. Det er en virksomhed, der som en af sine grundlæggende værdier fremhæver mangfoldighed.

Herre i eget hus, TV2, onsdage 21.25

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Illustration: Julie lukker en hærværksmand ind i sit hjem (Foto: Eyeworks/TV2 Danmark ©)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    arne schiøtt3. februar 2012 - 12:58

    Godt brølt løve!!!

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top