Robbie Robertsons magi

Kommentarer slået fra

Hvordan definerer man egentlig eksklusivitet? Robbie Robertson er et godt svar på det spørgsmål. Den indiansk-canadiske guitarist og sangskriver har udsendt fem soloplader, siden han dansede den sidste vals med The Band i 1976 efter med sange som ‘The Weight’ at have igangsat den americana-bølge, som stadig ikke har taget land.

Før det stod han ved Dylans side, da denne tog strøm på folkemusikken og satte strøm til fremtiden, og i et pink hus i Woodstock var han Dylans sparringspartner, da The Basement Tapes blev til.

Robbie Robertson har med andre ord ingen grund til at overbevise nogen om sit værd. Det har gjort ham til ikke så lidt af en excentriker, der mest har brugt tiden på at skrive filmmusik, ikke mindst til Martin Scorsese.

Den 67-årige Robertson bliver altid omtalt som guitarlegende. Det er en forsimpling. Godt nok spiller han guitar med en afslappet virtuositet som få, men der er ikke noget pralende over hans stil. Og selv om hans nye album, How to become clairvoyant, er guitaristisk i sit anslag, kommer soloerne fra ham og hans sidekammerat Eric Clapton med underspillet skødesløshed. Som kom de dumpende ud af venstre ærmegab.

Blær på den ublærede måde.

Vi er med andre ord ude i musikermusik. Et sammenkittet band med omdrejningspunkt i trommeslageren Ian Thomas og bassisten Pino Palladino understøtter lydhørt Robbie Robertsons som altid begrænsede, men sært magiske stemme – som er dubbet det meste af pladen.

Der er ikke over musikken samme grandiose, cinemascopeagtige udsyn, som bar debutalbummet fra 1987. Vi er nede på jorden. Tiden er til eftertanke, men ikke til fortrydelse.

Robbie Robertson har ry for at være benhård, når det kommer til forretninger. Levon Holm fra The Band regner ham for et røvhul, der bare har prøvet at opkøbe rettighederne til gruppens musikalske arv. Robbie kender godt sit ry, og der er på sange som den ‘People Get Ready’-beslægtede ‘When The Night Was Young’ og ikke mindst ‘This Is Where I Get Off’ en sympatisk bittersødme, og ‘The Right Mistake’ opsummerer han i et enkelt vers sin egen gesjæftighed og risikoen ved den: »One man’s trash is another man’s treasure/one man’s pain is another man’s pleasure/play too hard play too rough/and someday somebody’s gonna call your bluff…«

Musikalsk holder Robbie Robertson ikke kortene ind til sig, men bortset fra et par fine, kuldslåede sange om kærlighed eller mangel på samme kunne jeg have ønsket mig større vilje til satsning i hans udmeldinger. Men følger han sin egen femårsplan, så kommer de måske på hans næste plade i 2016.

Denne anmeldelse stod først at læse på www.geiger.dk

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top