Rolling Stones genfremkaldt

Når først en plade er blevet kritikerkanoniseret viser erfaringen, at den er meget svær at rokke. Der bliver sjældent rum til genovervejelse. Den er der ellers god grund til, hver gang et erklæret mesterværk shines digitalt op. Senest Exile on Main Street, det 1972-dobbeltalbum, Rolling Stones udsendte som en anti-tese til popsuccesen med Sticky Fingers og ‘Brown sugar’ året før (som blogkollega Capac i dag genhører)

Dagbladsanmelderne har allerede været der og generklæret deres kærlighed til værket. Ja, måske ikke så meget til værket som til myten, som jo altid har været en romantisk hyldest til stofmisbrug med Keith Richards i hovedrollen som ham, mange raske anmelderdrenge altid har drømt om at være, men aldrig helt har turdet. Heroinvraget, der drak Jack Daniels med samme selvfølgelighed som de fleste af os trækker vejret. Skål, siger jeg bare.

Albummet slog mig ikke dengang som uundværligt. Og gør det stadig ikke. De indledende ‘Rocks off’ og ‘Rip this joint’ rykker endnu, ligesom ‘Ventilator blues.’ Og ‘Tumbling dice’ er og bliver en god grund til at køre i bil med taget og håret strøget tilbage, men ‘Sweet Virginia’ er bare ‘Honky Tonk Women’ revisited. Og der er flere genbrugsriffs end bæredygtige melodier. Myten er større end musikken. Og så er det jo tankevækkendeog mytedistraherende, at en række af de centrale sange, inkl. ‘Tumbling dice’, faktisk var færdige, før Stones-lejren med den nygifte Mick Jagger som adspredt deltager indlogerede sig i skattely i Frankrig og etablerede en workshop i Keiths domicil i det tidligere Gestapo-hovedkvarter i slottet Nellcote. Ved dette års Cannes-festival deltog Mick Jagger ved præsentationen af en dokumentarfilm om pladens tilblivelse. Om den tid siger han: ‘Vi var unge, smukke og dumme. I dag er vi bare dumme…’

Ingen kan helt huske, hvad de egentlig fik gjort færdigt der, men med denne nye genudgivelse følger en ekstra cd med outtakes, for som Keith har sagt: ‘Hvis Mick siger, de blev indspillet ved den lejlighed, så er det rigtigt.’ I al korthed er disse hidtil ukendte numre noget af det bedste, jeg har hørt fra Stones. De må have været inde i et produktivt overdrive, siden de kunne skrotte sange som ‘Plundered My Soul’ og ‘I’m not signifying’ til side for slet ikke at tale om Charlie Watts’ trommer på ‘So Divine’ til en raga-rundgang. Medrivende ganske enkelt. Et helt nyt Stones-album ud af glemslen. Tak for det!

Medrivende er også lyden. Okay, det kan virke lidt ulogisk at gå ind og reparere på en lyd, der i sin tid satte en ære i at fremstå så mudret og rodet som mulig, og især nu, hvor flertallet af pladekøberne har investeret i anlæg, der hverken generer konen eller naboerne, men er gearet til mp3, men skal det være så er dette optimalt: Knivskarpe guitarer, rig mellemtonebas og en helt tæt-på Mick Jagger, der næsten lyder øm i stedet for affekteret. Lad så være, at man skal være flueknepper for at kunne høre så stor forskel på denne udgave og den remastererede version fra 1994…

Til gengæld skuffer indpakningen. 1994-udgivelsen indeholdt også de små postkort. Hvad er der blevet af dem? Og kunne det ikke have været fint med en ordentlig kreditering? Hvornår blev de enkelte numre indspillet? Eller ville det have afmytologiseret pladen? Og hvad med liner notes, som tager nye lyttere ved hånden og giver stamkunderne ny info? Kort sagt: En diskografisk udgave, når man nu alligevel havde støvkluden fremme.

Jeg ved godt, at superdeluxe-udgaven med både cd, dvd og lp og jeg skal komme efter dig imødekommer nogle af mine ønsker, men den er trods alt for dyr for mig. På den anden side passer det passer egentlig godt til Stones at iscenesætte sig så dekadent som muligt.

Her kan du høre produceren Don Was reflektere over pladen og maset med at finde de forsvundne bånd.

Illustration: Udsnit af omslaget