Så’ det ‘spil gammeldansk’-dag

I DAG ER det som måske bekendt Spil Dansk-dag. Det lader alle til at være enige om er en god ting.

Vi er dog nogle, der altid har haft det en smule ambivalent med tiltaget, og som synes, projektet virker som lidt provinsielt og som samtidig ikke kan høre noget specielt dansk over de stadig flere danske navne, der synger på rimordbogsengelsk og drømmer om et gennembrud alle andre steder end her.

Dagen kan så være en anledning til at gå lidt i dybden med de tre bokse, som Universal netop har udsendt under titlen Dansk Rock Historie 1965-1978. Under mottoet ‘be the first on your blog’ bragte jeg nyheden, og nævnte der, at de genudgivelser havde Universal skyldt os i alt for lang tid.

Nu er de her så. Og tak for det. Og for det opdaterede lydbillede. Tilsat lån fra andre rettighedshavere tager Universal revanche for mange års negligerende vanrøgt af den kulturarv, de overtog, da de ‘arvede’ kataloget fra SONET. Tilgivet er også dengang i cd’ens barndom, da Universal-forgængeren PolyGram udsendte Herfra Hvor Vi Står og lidt af det første Gnags-album på en og samme cd! Man kunne jo lige så godt bruge al spilletiden, ikke?

Indpakningen er, uden at være prangende, fin med gode diskografiske oplysninger. Ombrydningen gør dog ikke noget godt for Klaus Lynggaards tre veloplagte, tidsindkredsende, men måske sine steder lige lovligt sludrevorne ‘derfra hvor jeg stod’-essays.

TRADITIONEN med at fylde en hel cd op med to lp’er holder Universal ved lige. Nu er der dog tale om musik med samme gruppe, så det giver faktisk mening. F.eks. er det fint at høre de to første Culpeper-plader i et ryk.

CAPAC har tidligere beskrevet rækkefølgen på pladerne.

Bokssættene bekræfter for denne lytter, at Steppeulvenes efterhånden noget skamredne Hip ikke var nær så original, som nutidens hippe anmeldere synes. De er og bliver Dylan-epigoner. Det havde været langt mere interessant at medtage Furekåbens Prinsesseværelset. Eller hvad med Fleur de Lis? Og et band som The Old Man And The Sea savnede jeg ikke dengang. Det gør jeg stadig ikke, men de kom fra provinsen og det var et særsyn dengang.

Den store åbenbaring er og bliver Cy, Maia & Robert – bandet, der forenede The Byrds og Peter, Paul & Mary og tilsatte et elegant twist af jazz. International klasse simpelthen. Og kun en my under samme niveau ligger Pan med Robert Lelievre. Forbløffende holdbare og egenartet danske lyder også Young Flowers trods den tydelige inspiration fra Cream. Her er der noget stort på spil. Det var der også for Burnin’ Red Ivanhoe, periodens mest originale band sammen med Savage Rose, som har hele tre albums med, og det er nok et for meget.

MINDRE INTERESSANT, mere tilfældig og en smule utidig i denne sammenhæng er den boks, der dækker perioden frem til 1978. Jomfru Ane Band har tiden ikke været god ved, Den Store Flugt er jo i den grad blevet genudsendt, det samme er Røde Mor og Lone Kellermann fortjener det ikke – mærkeligt, at hun engang var så stor. Derimod tjener boksen som påmindelse om, at det er på høje tid, vi får et ordentligt genudgivelsesprogram af C.V. Jørgensen-kataloget.

En del af pladerne på de tre bokse har været ude før, og selv om man må døje med Tømrer Claus’ vandalisering af originalomslagene er hans og Karmas genudgivelser af Pan og Culpeper mere givende, fordi de medtager glimrende outtakes. Noget, Universal-boksene til en vis grad også gør, men de placerer dem uden for sammenhæng på bonus-cd’er.

Forhåbentlig betyder disse bokse ikke, at der nu er lukket af for diskografisk mere kvalificerede genudgivelser af bagkataloget.

Dengang i 60′erne skrev Ekstra Bladet, at dansk beat var verdens bedste. Det var den selvfølgelig ikke, men alt i alt viser disse plader, at mindre også kunne gøre det. Mange musikskolelever og Rytmekons-studerende spiller langt, langt bedre end de fleste af disse musikere, men virtuositet rimer sjældent på vision.

Alle mennesker har en drøm, sang Bifrost. De og en hel generation af musikere gjorde noget ved den. Uden offentlig støtte. Og skrev dansk rockhistorie undervejs.