Sam Cooke er ikke spor død

FØRST ER der stille, helt stille. Som i splitsekundet før læberne bliver til et kys mod sitrende, forventningsfuld hud. Men der bliver aldrig kontakt. Der er ingen at kysse, ingen der sitrer. Kun stilheden, fuld af alt det, der var, og så kontrabassens dumpe hjerteslag under denne stemme, fløjlsbetrukken, overtalende, lokkende og så alligevel så mørk og ensom som dybhavets bund:

I am lost and I’m looking for my baby wonder where my baby can be found Lord knows my baby ain’t around …

Savn og længsel har et navn: Sam Cooke. Den første skæring på hans 1963-album Night Beat hedder »Lost & Lonely«, som om den sang behøvede en titel, efter at Cooke havde legemliggjort den. Og Cooke fortæller i få gentagne linjer, hvordan det er, hvordan det føles, men også at ingen er alene om at være alene. Det bliver en spirituel, næsten religiøs oplevelse, når Cooke synger om at mærke verden via smerten:

This is a mean old world to live in all by myself this is a mean old world to be alone
without someone to call your own …

som det hedder i den næste sang på Night Beat, det måske eneste fuldbragte album fra en sanger, der, tro mod sin tid, havde singlepladens tre alt-eller-intet-minutter som udtryk. Fuldendte sange som ‘A Change Is Gonna Come’, ‘Cupid’, ‘Only Sixteen’ og ‘You Send Me’ gjorde ham i de tidlige 60’ere til den første såkaldte cross over artist – fra superstjernestatus på 50’ernes gospelscene med The Soul Stirrers til popidol og sexsymbol for både sorte og hvide i et USA, der stadig var raceadskilt.

Men ingen kunne beskylde Cooke for at være Onkel Tom. Han holdt fast i sig selv og sit religiøse udgangspunkt, blev en tydelig inspiration for den unge balladesanger, Elvis Presley, og var, ud over at være den croonende sammenfatning af Frank Sinatra og Nat King Cole, samtidig den første betydende sorte musikentreprenør og talentspejder med eget produktionsselskab.

ALLIGEVEL havde han, helt efter bogen dengang, ikke kontrol over sine egne indspilninger. Og fik stadig sværere ved at stille sig tilfreds med at se pladeselskabet fylde hans lp’er op med letvægtsmateriale, som slørede hans potentiale.

Efter at man i 1963 havde lagt et indspillet livealbum på hylden, slog han i bordet, og fik, som noget helt uhørt, frie hænder til at lave en plade helt efter eget hjerte. Det hjerte var stort. Night Beat ville være blevet kaldt lo-fi, hvis det var blevet udsendt i 80’erne eller 90’erne.

Sam Cooke sætter en scene, som bringer lytteren ind i en tobakstilrøget bar kort før eller måske lige efter lukketid. Det er sent, lyset er søvnigt, aftenens jalousiscener er udspillet, de hurtige dates er gået hjem. Tilbage sidder dem, Sinatra engang besang som »only the lonely«. »Nobody knows the trouble I’ve seen …« synger Cooke, og man tror ham. Han synger om ham, der gemmer sin ensomhed bag rollen som partyklovnen, men klovnen græder.

Det er blues, så man genkalder sig 30’ernes countryblues, som den blev spillet af Robert Johnson i hans og Cookes fødeby Clarksdale, Mississippi. Og i mange af sangene kunne vi lige så godt være i en kirke som på en bar.

Bag Sam Cooke hører man musikere som den altid årvågne trommeslager Hal Blaine, pianisten Raymond Johnson, en meget ung Billy Preston på orgel, bassisten Clifford Hils og guitaristerne Rene Hall, Clifton M. White og selveste Barney Kessel, som alle kan den svære kunst at holde igen. De leverer et bagtæppe som skræddersyet til Sam Cooke, sangeren, der fik en oktav ekstra foræret af Gud.

I morgen er det 80 år siden, Sam Cooke blev født. Han døde i december 1964 af skudsår efter en aldrig fuldt opklaret episode på et motel. Ingen har siden kunnet fylde hans fodspor, men mange har prøvet.

Det er på Night Beat, moderne soul fødes.

Sam Cooke: Night Beat. Producer: Hugo & Luigi m. Rene Hall, RCA Victor, 1963

NPR Music har en interessant artikel, som spørger, hvad Sam Cooke kunne være blevet til, hvis ikke han var død så ung.

Cover: Iris Keitel & William Claxton