Sanger med maner og manerer

I Politiken Søndag tegner jeg et portræt af sangeren Al Jarreau, som fylder 70 på fredag:

Det har altid været nemt for anmeldere ikke helhjertet at anbefale sangeren og sangskriveren Al Jarreau. Han synger som en, der kan lide sig selv lidt for meget, og har aldrig helt kunne bestemme sig for, om han vil være en popsanger med hang til jazz, eller en jazzsanger, der aldrig er gået af vejen for at bukke sig ned for at samle indtægterne fra et pophit op på vej til banken.

På fredag fylder Al Jarreau 70, og selv om han ikke fylder så meget i billedet som da han brød igennem i 80’erne, er der kommet mere ro og retning over ham. De samme kritikere vil så mene, han er blevet mere kedelig. Jo, det er ikke let at forvalte sit talent. Især ikke når det har været så indlysende stort fra starten.

Jarreau tyvstartede karrieren med et glemt album i midt-60’erne, men valgte at få en bachelorgrad i psykologi. Han arbejdede siden i omsorgssektoren i San Francisco, en overgang som afvænningsrådgiver, og optrådte i fritiden på natklubberne, bl.a. med pianisten George Duke. Jarreau vakte opsigt fra de første overlegne melismer på det egentlige debutalbum, ’We got by,’ i 1975. Stemmen var unik, som hvis Billy Eckstine og Johnny Mathis havde fået lov at bryde ud af stilsikkerheden.

Jarreau var vokalekvilibrist, men også fuld af manerer. Så mange, at mange ikke hørte andet end dem, ja, en anmelder mente, at en af Jarreaus inspirationskilder måtte være den lyd, der kommer, når man bruger elastikker som jødeharpe. En slags jazzet blærerøvssoul. Perfekt lydtapet, når der skulle holdes frikvarter fra den funk, der dengang hærgede natradioer og diskoteker.

Kritikken gik Jarreau på, men han ’nøjedes’ med at arbejde videre med og i sin musik. For første gang i den store hitskabende skala med 1981-udgivelsen ’Breaking away’ og sangen ’We’re in this love together’. Den gav ham førstepladser på jazz og r&b-hitlisterne. Nogle år senere var det Jarreau, der indtrængende bad os om at give ’a helping hand’ på velgørenhedshittet over alle velgørenhedshits, ’We are the world’. I det hele taget var det, som om Jarreau virkede mest afslappet, når han sang pop, men hans ambitioner var jazz. Op gennem 90’erne virkede han trængt. Han følte, at rap og hiphop havde taget patent på sort musik og opfordrede de unge til at høre hans musik, når de trængte til at høre noget, der ikke skulle nære deres vrede og frustrationer. Han udgav for mange enslydende plader, hans nybyggede hus ramtes af jordskælv, han medvirkede i en Broadway-opsætning af ’Grease’, måtte forsvare sig mod en tidligere flirt med scientology, og endelig fik han ikke fornyet sin pladekontrakt.

Jarreaus afskedssalut til pladeselskabet havde ikke helt samme overskud som hans sangstemme: ”Branchen ønsker folk, der stadig er våde bag ørerne, som vil give deres hår en sær farve, som vil lægge deres skæbne i hænderne på det sidste nye producerskrig, få deres billeder i et blad og så være ude af vagten. Branchen ønsker ikke at arbejde med nogen, der forstår mekanismerne bag denne galskab,” betroede han Los Angeles Times i 1996.

Jarreau havde imidlertid langtidskontrakt på kollegaernes respekt og fastholdt sit ry som en sanger, der folder sig mest facetteret ud ved koncerter. Omkring årtusindskiftet vendte han tilbage til udgangspunktet med produceren Tommy LiPuma, som havde søsat Jarreaus 1975-album. Det er resulteret i veloplagte cd’er, og i 2007 udløste et samarbejde med guitaristen George Benson og sangerinden Jill Scott den femte Grammy til en mand, der ellers i sine mest selvforglemmende stunder lyder, som om sangen for ham er belønning nok i sig selv.

Pressefoto 2007