Savage Rose og friheden til ikke at forandre sig

Kommentarer slået fra

Der er ting, der forekommer indiskutable i den danske rockoffentlighed. En af dem er Annisettes netop indiskutabelt store, sjælsudkrængende stemme. At mene noget andet er enten tegn på tonedøvhed eller barnligt kættersk. Personligt har jeg det sådan med den stemme, at jeg stadig ikke kan bestemme mig til, om det er en styrke eller det modsatte, at hun fra plade til plade lyder ens. Men okay, frihed er også friheden til ikke at forandre sig. For frihed er musikkens iboende mantra. Tag bare albumtitlen på dette, det første Savage Rose-album i fem år, og det andet uden Thomas Koppel: Love and freedom.

I et aktuelt interview med Henrik Tuxen i GAFFA siger Annisette: “Savage Rose er ikke et museum, det har altid handlet om frihed, udvikling og forandring.” Smukt sagt, og det er utvivlsomt sådan hun føler det, for uærlighed eller beregning har aldrig været på Annisettes dagorden.

Alligevel er det tankevækkende, men måske demonstrativt, at albumtitlen lyder som et hengemt slogan fra de hurtigt afblomstrede 60′ere. Og at farvetoningen i Billie Koppels officielle pressebillede herover kunne være fremkaldt i 1967, året, hvor Savage Rose sprang ud. På den led er der fuld overenstemmelse mellem det ydre og det indre, for de fleste af pladens ni sange kunne for den sags skyld være undfanget i San Francisco og omegn anno dazumal.

Annisette er vokalt i fin form med lidt færre manerer end ellers. Det nærmeste, vi kommer en hjertevarm hybrid af Grace Slick, Janis Joplin og Tina Turner. Og det er denne stemmes udfoldelseslyst, der bærer albummet, er dets eksistensberettigelse.

Ikke at der ikke bliver spillet dynamisk og kompetent af et band, der bl.a. indeholder Naja Rose Koppels guitarist, Rne Kjeldsen, og hendes trommeslager, Anders Holm, men Palle Hjorth er hverken Thomas eller Anders Koppel, og bliver desværre sat til at være dem begge. Derimod rummer Frank Hasselstrøms stort anlagte trompet- og trombonespil momenter af den samme mærkeligt brutale, jo, brutale ømhed, Annisettes stemme giver luft.

Melodierne er derimod, som antydet, et svagere punkt. Singlen “Freedom to love” er f.eks. så rockkonventionel, at det forhåbentlig er et forsøg på kitsch.

Politik og propaganda har aldrig været fremmedord for Savage Rose. Heller ikke politisk korrekthed. De støttede Albanien på et tidspunkt, hvor diktaturet kun blev støttet af Nordkorea. Jeg siger ikke, at tiden ikke skriger på politiske sange; det gør den i den grad, men hvad skal vi med en – bevares – effektiv genopførelse af Savage Roses hyldestsang til den dubiøse Malmcolm X? Den var postulerende og naiv allerede i 1973. Så hellere besyngelsen af håbet i åbningsnummeret “Voice of Revolution”, angiveligt om det arabiske forår, set fra kolonihaven i Sydhavnen. Derimod er der andet end plakat-egnede opråb, men selvoplevet liv og i den svulmende ballade “The Travelling Child” om life on the road med førnævnte Hasselstrøm i fokus. Her, og især på de afsluttende “Heartbeat of love” og “There’s a lovesong”, ånder Savage Rose igennem som et band, forynget og fornyet, men med rødderne intakt.

Som Annisette siger om “There’s a love song” i noterne til albummet: “Det er den, som jeg altid synger og altid har sunget. Den evige sang om kærlighed til livet. Sangen om kampen for hvert eneste liv,  sangen, som er i os alle, men som til tider kan blive skjult og gjort til skamme, af ligegyldighed og kynisme”.

I sådanne øjeblikke bliver Annisette ikke kun en kustode, der viser et respektfuldt stampublikum rundt i de smukke, gamle samlinger.

Savage Rose: Love and freedom. VME.

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top