Scott Walker fylder 70

I dag fylder Scott Walker 70, selv om man skulle tro det var løgn, når man ser de seneste billeder af ham, hvor han ligner en fit femoghalvtredsårig. Men at der er gået nogle år siden han som tilrejsende amerikaner i The Walker Brothers lagde England og omegn ned med sin klangbugnende baryton bliver tydeligt, når man hører hans nye album, Bish Bosch. Det er hans første i seks år, men han har skruet udgivelsesfrekvensen dramatisk op. Der var elleve år mellem hans forrige cd, The Drift, og Tilt fra 1995.

Det amerikanske magasin, SPIN, har beskrevet hans karriere som: “It’s a bit like David Cassidy turning into John Cage.”

Der er meget langt, næsten uforståeligt langt mellem dengang han med held appellerede til weltschmerz-elskeren i enhver teenager m/k med sange som ‘The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore’ og ‘Make It Easy On Yourself” og så til Bish Bosch, som er sådan en plade, anmeldere til hver en tid vil stå i kø for at skamrose. Den er kompromisløs, konjunkturforagtende og alt det andet dyre, men den er også en eskalering – om overhovedet muligt – af det sortsyn og den klaustrofobiske indesluttethed, der har præget ham kunstnerisk de seneste tyve år. Kedelig med stort K – som i krukket.

Og nej, der er ingen, som i INGEN, melodier at bide sig fast. Musikken er snarere uigennemtrængelige soundscapes, i slægt med moderne partiturmusik af den slags, der ville have stået godt til soireer i Det Unge Tonekunstnerselskab. Åke Hodell møder Lou Reed i programmet ‘Avantgarde for dummies’.

Scott Walker synger ikke som en engel (undskyld), men som en mand, der har opgivet håbet og kun har sin stemme at klamre sig. Den bruger han til med overdrevne operaattituder at recitere alenlange tekster om … ja, om hvad? Det handler mere om smerte end om hjerte, og de fragmentariske tekster lefler ikke for lytteren, men vil være gudsendte for enhver fortolkelseslysten gymnasielærer (og anmelder). Man mindes den gamle ligning mellem det dunkelt sagte og det dunkelt tænkte.

Da Walker i 1969 udsendte sit fjerde album, og det andet det år!, prydedes innersleeven af et Camus-citat: “A man’s work is nothing but this slow trek to rediscover, through the detours of art, those two or three great and simple images in whose presence his heart first opened.” De ord må han have glemt, at han engang brugte som motto for sit virke.

Jeg har læst denne nye plade beskrevet som modig. Hm. For mig kræver det ikke mod, kun verdensfjernhed og et villigt pladeselskab at blive ved at bevæge sig længere og længere ind i myten om sig selv som en rockens svar på Howard Hughes og Marlene Dietrich.

I det lys er hans første soloplader, lige efter The Walker Brothers, langt dristigere satsende. Efter at have været teenageidol udsendte han sit første soloalbum med strygerakkompagnement og fornemme, medrivende tolkninger af bl.a. Brel og det på en tid, hvor dagsordenen var psykedelisk, og de største britiske navne hed Cream og Led Zeppelin. Det krævede mod. Jeg husker, at jeg blev nødt til at gemme pladen bagest i ølkassereolen, når vennerne kom forbi. Den stod ikke så godt til røgelse og chillum.

At hans fire første soloplader (med tre’eren som den bedste) så samtidig i sig selv er både stilsikre og stilafsøgende i en grad, der var med til at definere David Bowie og Bryan Ferry, noterer jeg bare for at minde om, at der var engang, hvor Scott Walker ville os mere end han ville sin navle.

Scott Walker: Bish Bosch. 4AD.

PR-foto

FØLG MIG PÅ FACEBOOK