Sgt. Pepper fylder 45

At benægte at Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band er den kendteste rockplade ville svare til at afvise, at Mount Everest er verdens højeste bjerg. Dette, det ottende Beatles-album på fire år (!), er blevet et ikon for sin tid, men er det også det fyrtårn, der udstak rockens retning, sådan som mange dengang og siden har ment? I morgen er det 45 år siden, albummet udkom, og jeg er stadig i tvivl om svaret.

Det skyldes, at pladen som koncept både er så gennemført og samtidig ikke så lidt af et intelligent illusionsnummer. Havde det ikke været for det smågeniale og frække indfald med at gentage titelsangen sidst i forløbet, suppleret af de næsten glidende overgange mellem skæringerne, er der tale om en plade, hvor forskelligheden ‘kun’ bliver til blomstrende mangfoldighed, fordi lysten til at eksperimentere og lege er så smittende.

Tag bare listen over de anvendte instrumenter: Akustiske og elektriske guitarer en masse, klaver, Hammond- og Lowery-orgel, Fender Rhodes el-klaver, pianette, spinet, harmonium, el-bas, mundharpe, maracas, glockenspiel, trommer, tamburin, conga- og bongotrommer, pianette, violiner, bratscher, kontrabas, celloer,
harpe, oboer, basuner, klarinetter, saxofoner, trompeter, valdhorn, timpani, tuba, og i den mere eksotiske afdeling: tambura, sitar, dilruba, svarmandal og tablaer plus det løse fra ikke mindst EMI’s lydeffektarkiv, styret og sammensyet med fantasifuld hånd af Paul McCartney med George Martin som både sparringspartner og bagstopper. Dette mindre og mindre umage par udfordrede hele tiden studiets firsporede ydeevne til det yderste og gjorde båndkopiering og overdubs til tidens nye kunstart.

The Beatles’ klangeksperimenter forekommer bare som en udvidelse af det, Brian Wilson året før havde gjort på Pet Sounds, og ligesom på Revolver er der på Sgt. Pepper finurligheder, der er for tidbundne, men dér, hvor musikken holder, er ironisk nok der, hvor den ikke, som på Revolver, bare bliver et ekko af (hippie)tiden, men glider tilbage for at genopdage den corny-gammeldags engelskhed, The Beatles var rundet af.

I stedet for at nedsænke sangene i et syrebad udsætter man dem for music hall og vaudeville på ’With A Little Help From My Friends’ og den two-beat swingende ’When I’m Sixty’ (som også vovede at synge om at blive gammel og sat – i en tid, der tilhørte evig ungdom), koglende markedspladsmiljø på ‘Being For The Benefit Of Mr. Kite’, Lennons glansnummer af en veritabel oplæsning fra en cirkusplakat, og galoperende heste, uortodokse taktskift og lyden af England i går til hans minimale melodi til ’Good Morning Good Morning,’ sat op imod tv-tiden – cornflakes-reklamerne fra Kellog’s startede med de hanegalende ord »good morning good morning.«

SOM ANTYDET er det McCartneys magnus opus som beatle. Hans ’She’s Leaving Home’ er måske ’bare’ en genfremkaldelse af ’Eleanor Rigby’, men lige så sørgmodig-smuk og ordene »fun is the only thing money can’t buy« synges som om Paul (og de andre) efterhånden kender alt til sandheden i den linje. Hans ’Getting Better’ bliver faktisk bedre og bedre med årene. Ikke mindst takket være den dobbelte forsang, de skarpe guitarriffs, Martins klaverspil (direkte på strengene i stedet for tangenterne) og som overalt på pladen McCartneys eget sublimt-melodiske, snurrige basspil – er han verdens bedste rockbassist?

Mens Harrison fortsat prøver at få sin indiske inspiration til at ligne en åbenbaring, men ender i en blindgyde med ’Within You Without You’, minder Lennon sig selv om, at han også er digter (selv om han aldrig kaldte sig det). Det vil sige en sangskriver, der ikke partout skal forstås, men opleves. ’Lucy In The Sky With Diamonds’ er Alice i Eventyrland, set gennem lsd. Barnligt-drilsk, ørehængende poppet som en sang af The Hollies, men med billeder af den slags, der ikke vil udviskes: »newspaper taxis appear on the shore…« Hvad betyder det? Ikke godt at vide og godt, vi ikke ved det. En sang, tilegnet »the girl with kaleidoscope eyes«. Musik, man ikke behøver være høj for at blive høj af.

Akkurat som afslutningsnummeret ’A Day In The Life’, krystalklart sørgmodigt tager Lennon os igennem en dag, hvor små ting bliver store og omvendt og de mest vilkårlige indfald tager sig planlagte ud i etunderstøttes af et crescendo af fuldtonende lyd før de afbrydes af vækkeuret uden at hverdagen holder op med at være en drøm. Det sørger hashrygningen for eller hvordan er det nu det er? Der er skrevet spaltemetre om den sang. Den kan heldigvis ikke analyseres ihjel. Og er den sang, der fortsat giver trumfkortet til de, der mener, at Sgt. Pepper fortjener alle de ordener, der gennem tiden er blevet hængt på ham. »I’d love to turn you on…«

Bonusinfo: Den 29. maj 1967 kunne B.T. berette, at »i slutningen af denne uge kommer The Beatles’ nye LP-plade, ’Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, den hidtil dyreste pigtrådsplade. Den har kostet 300.000 kr.« – svarende til 2,4 mio. nutidskroner. Journalisten tilføjer: »Det har taget seks måneder at indspille pladen, og alene i studiet har The Beatles brugt 673 timer.« Til sammenligning oplyser avisen, at EMI samtidig udsender »den hidtil dyreste danske pigtrådsplade, Red Squares’ ’It’s Happening’. Den har kostet 25.000 kr. at producere.« Og som B.T. anførte: »Flere af numrene er egne kompositioner.«

Covercollage: Peter Blake & Jann Haworth

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Per Wium markerer også årsdagen på sin blog.