Signe Svendsen skuffer
5. november 2010 //
Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste (mand), der har haft et billede af hende stående på mit bord. Sådan i overført forstand, forstår sig.
Da Signe Svendsen som gæstesolist var det hemmelige våben bag Rollo & Kings grandprix-sejr i 2001, intonerede hun en sprød, livfuld stemme, indpakket i en arketypisk, blond ungpigedanskhed. der lignede råstoffet til en lovende karriere.
Den rytmekonservatorie-uddannede Signe viste sig imidlertid at være en fornuftig pige. Hun ville ikke bare være stjerne for en aften. Hun forhastede sig ikke, lavede lidt tv, turnerede med Niels Hausgaard og barsler nu som 36-årig med sin debut-cd, Ny Passager.
Hendes kapelmester og producer er Lars Skjærbæk, og så ved læsere af denne blog, at jeg forventer mig en del og sjældent bliver skuffet. Det gør jeg dog her.
I stedet for at sammensætte et repertoire af andres gode melodier, som Signe Svendsens mildt melankolske, sikre og dog alligevel sårbare stemme kunne have gjort endnu bedre, har man valgt at lade pladen bestå af hendes egne sange. Desværre.
En god (kor)sanger gør hverken en god sangskriver eller solist. For det meste fremstår Signe Svendsen som Anne Dorte Michelsen uden melodier, men når musikken er bedst, har den en country-flavour à la Mary Chapin Carpenter.
Der er store følelelser på spil i teksterne, men de bliver på linjerne. Og Skjærbæk giver ikke sig selv lov til at træde i karakter. Han – og Nikolaj Heyman – nøjes med at kolorere kompositionerne; smukkest på afslutningsnummeret ’12 af hver’. Signe Svendsen kunne have haft brug for modspil i stedet for flinkt samspil.
‘Gentagelsen’, duetten med Niels Skousen antyder, hvad det kunne være blevet til.
Summa summarum: Ny passager er et album fuld af gode intentioner, men båret af begrænset inspiration.
Og jeg, som havde håbet, Signe Svendsen ville bryde rammen omkring billedet eller i det mindste fylde den helt ud…
Signe Svendsen: Ny passager. Producer: Lars Skjærbæk. Bear Records/Gateway Music.
Illustration: Cd-cover med foto af Mikkel Tjellesen.
