You are here: Home / Kritik / Musik / Sjælen i Isley Brothers bliver 70
Sjælen i Isley Brothers bliver 70
20. maj 2011 // Kommentarer slået fra
Der er øjeblikke af tre minutters svedende varighed, hvor det har virket som om Ronald Isley har været den mest toneangivende soulsanger på kloden. I morgen fylder han 70. Han kan stadig synge, så Gud bliver mindet om, hvad liderlighed er, og så Djævlen kommer til at tro på det gode i mennesket. Det kan man høre på Mr. I, det elegante soloalbum, han udgav sidste år.
En blodprop har sat tempoet noget ned, siden han med sine brødre som del af Isley Brothers skabte ravage i radioen, på hitlisterne og i de meget friserede tv-shows på kanten mellem 50′erne og 60′erne. Med afsæt i gospel krydsede Isley Brothers over til soul og pop i 1959 med den millionsælgende ‘Shout’, der er kopieret af gud og hver mand (og Lulu).
Siden fulgte efter en hitpause ‘Twist & Shout’, som bl.a. The Beatles jo fik gavn af, og senere, i 1966, den vidunderlige ‘This Old Heart Of Mine’. I mellemtiden havde brødrene en overgang hyret en ung hjemløs guitarist, der kunne spille på sit instrument med tænderne. Han kaldte sig Jimmy James og skulle senere blive lidt mere kendt under navnet Jimi Hendrix.
Isley Brothers fik deres tredje liv, da de foryngede sig ved at tage nogle yngre brødre med i flokken, der var med til at sætte dagsordenen i funken. Pladerne 3+3 og The heat is on er 70′er-milepæle i genren.
Sygdomme, retlige slagsmål og mandskabsudskiftninger udtyndede brandet noget, men ikke mere end at Isley Brothers i 2001 fik et pænt hit med singlen ‘Contagious’. Dermed blev gruppen den første og hidtil eneste, der har været hitlisteplaceret over seks årtier.
Tilsyneladende har Ronald Isley været bedre til at passe på sin stemme end på sit forhold til skattevæsenet. I hvert fald blev han i 2007 idømt en længere fængselsstraf, og da han kom ud, døde broderen Marvin i 2010 af sukkersyge. Da havde Isley Brothers et godt stykke tid været gloriøs fortid.
Ronald Isley selv råber ikke så meget mere, og det er også slut med at gå i spagat på scenen, men han har stadig mere soul end de fleste:
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
