Skål for rocken eller?

2 Comments

Forleden kunne man – igen – læse, at en gymnasieelev under en skirejse var omkommet i en brandert; denne gang ved fald fra en altan på femte sal. Hans far gik bagefter ud med en bøn om at nedtone det, han kalder fri druk.

I dette grelle lys er det forstemmende, at der stadig tv-reklameres for alkohol. Godt nok indebærer nye retningslinjer, at de medvirkende i reklamerne skal være over 25 år eller virke sådan, men man skal være ansat i marketingafdelingen på et bryggeri for ikke at se den sammenhæng mellem ungdom og alkohol, som reklamerne glorificerer.

Et godt eksempel er anprisningen af Royal Beer. Via en minutlang video med Sort Sol ikoniseres ‘øl, fisse og rockmusik’. Sceneriet emmer af læder og sved, tatoveringer blottes, der kastes håndtegn ad libitum, og vi bliver alle del af et broderskab – med meget få kvinder, der så til gengæld tungekysser frådende – mens musikken spiller og øllet flyder frit. Eneste farvelagte element i videoen er øldåsen, der er lysende blå som et liberalistisk emblem.

Til sidst lyder det på den hæse måde, der går for at være autentisk, at »rocken fortjener at få noget tilbage.« Hvordan det? Jo, køber man øl i den dåse, Sort Sol angiveligt har været med til at designe, »giver du en sjat til rockens talenter.« Kashmir samarbejder med samme bryghus.

Konceptet er smart tænkt; lige så smart som Tuborg, der i årevis har betalt danske topnavnes sommerferie. Men det får mig til at tænke over, hvor længe siden det er, at de unge Gasolin’ overtog et job fra Burnin’ Red Ivanhoe, fordi disse ikke ville reklamere for Pepsi Cola! Nu om dage er mange orkestre opmærksomme på, at »put the R in bands«, som det hedder på rockdansk (link til GAFFA).

Det kan man se i det meget vennerige web- og Facebook-univers, bryggeriet har skabt omkring sit øl. Her kan mindre kendte grupper blive mere kendte. Via videoer og streaminger. Royal Unibrew gør det under mottoet »Tak rock.« Det egennyttige i kampagnen må dog være til at gennemskue selv bag de mørkeste solbriller. Så trods alt hellere Roskilde Festival-metoden, hvor man lader blomsten af dansk ungdom drikke sig vissen i en uge og bagefter bryster sig af at bruge overskuddet til forebyggende ungdomsarbejde.

At Sort Sol-reklamen ikke er langt fra virkeligheden, kan man forvisse sig om på YouTube-klip med tidens darling, Lukas Graham. Han og hans musikere færdes i noget, der ligner en annonce for et evigt festende backstagemiljø af den slags, der ender med at skabe alkoholikere. Og P3 hoppede selvfølgelig med på festen, da Graham dagen derpå skulle synge sit hit for lyttere. “Bagstiv og med reperationsbajere under armen”, som der kækt står i omtalen.

Skulle Graham (og Steen Jørgensen) være i tvivl om, at øl er sundhedsskadeligt, kan han frekventere Dansk Musiker Forbunds website. Her har fagbladet Musikeren i et halvt år uden moraliserende pegefingre kørt en sober oplysningskampagne om alkoholisme og med eksempler fra det virkelige liv illustreret, hvordan den især i rockmiljøet har det med at komme snigende som en rygklappende fan om natten

Rart at se en hjemmeside, hvor der er nogen hjemme.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Dette er en udvidet version af den tv-kommentar, der kan læses i dagens printudgave af Politiken. 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

2 Comments

  1. comment-avatar
    Max Genske9. maj 2012 - 11:40

    Hej Torben. Virkelig en god og tankevækkende artikel. Jeg har også i længere gået og tænkt lidt over musikkens moralske forfald. Jeg mener personligt at det er forkert, at glorificere den påtagne rock’n’roll stil der tilsyneladende hersker her i landet.

  2. comment-avatar
    Marianne Rasmussen14. maj 2012 - 10:03

    Tak, Torben, for vigtige ord. Når de kommer fra dig, kan folk vel for filan ikke synes det kommer fra en forstenet moralist. Det er som om ‘nutidens unge’ ikke kan ‘nøjes’ med at drikke sig i et fredsommeligt og mindre hegn, få tømmermænd i en kort periode og så er det slut. Det er med sprut til bevidstløshed og til-døden-dum-opførsel. SÅ taknemmelig for at jeg ikke skal lære at gebærde mig i sådan et klima og med strømmen af reklamer, som siger at det er nødvendigt…. Håbede sådan, at “man kan sagtens more sig uden spiritus, men det blir også derefter”-sloganet døde ud med min familie…

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top