Skønhedsplettet Sankt George

Jeg skulle tisse. Det skal vi grånende mænd, og når vi skal, så skal vi. Derfor forlod jeg mit biografsæde. Da var Living in the material world, Martin Scorsese-filmen om George Harrison, små tre timer gammel, og fortællingen var nået til, at Harrison var blevet stukket ned af en galning i sit hjem og havde fået konstateret kræft.

Jeg orkede ikke at gå tilbage, men har læst mig til, at filmen varer samfulde 208 minutter. Det synes jeg, som man nok allerede har fornemmet, ud fra enhver betragtning er for langt. Alt, alt for langt. Men kan notere mig, at andre er helt uenig.

Uenig kan kun tovedøve til gengæld være i, at George Harrison valgte den forkerte gruppe at blive sangskriver i. I enhver anden sammenhæng ville melodier som ’Here Comes The Sun’, ’Something’, og  ‘While My Guitar Gently Weeps’ have kvalificeret til udødelighed. Nu blev de mere eller mindre bare brugt som eksempel på, at The Beatles skam var andet og mere end Lennon-McCartney, så George var ikke den, der var mest ked af det, da Paul i april 1970 overhalede John indenom og annoncerede sin afgang til fordel for en solokarriere. Sådan en havde han også længe tænkt på at få. George havde, når alt kom til alt, været den, der havde advokeret mest vedvarende for, at de skulle ophøre med at give koncerter for døve, som han engang kommenterede de beatlemanierede tilskuere. Allerede i slutningen af 1964 følte han, at nyhedsværdien ved at være populær havde fortaget sig, fortæller han i sin biografi I Me Mine.

Den historie turde være kendt. Men det er ikke derfor filmen føles for lang. Heller ikke fordi Martin Scorsese er en dårlig filmmager. Men fordi han har haft alt for meget materiale og ikke har nænnet at smide noget væk. Og så fordi han har satset på at ville fortælle historien uden nogen udpræget skarpvinkling. I modsætning til hans med rette roste Dylan-film, No direction home.

Det resulterer i en Wikepedia-agtig dramaturgi. Lineært og langstrakt. Garneret med et overflødighedshorn af live-klip og stillfotos, som ikke altid kommer lige passende og tit distraherer og støjer mere end de uddyber. Som collage er det imponerende, men kronologien ses der stort på, og man skal kunne sine mellemregninger for at se facit.

Det nye og dermed seværdige i filmen er for mig ikke Harrison-interview-klippene fra Anthology og heller ikke Astrid Kirchherr og Klaus Voormans usentimentale Hamburg-minder – Harrisons rolle i The Beatles er forlængst blevet genbelyst, men samtalerne med især hans ven, Monthy Python-medlemmet Eric Idle (manden bag det hidtil bedste Beatles-kopiband, The Rutles), om bl.a. Harrisons engagement i filmkunsten. Samt en snak med racerkøreren Jackie Stewart, som forklarer, hvorfor Harrison var så vild med Formel 1. Det var han, fordi han var fascineret af et liv, levet på kanten mellem liv og død.

Harrisons enke, Olivia, er co-producer på filmen, men giver alligevel passende rum til den 117. genopførelse af den legendariske historie om Clapton, der scorede Harrisons kone, Pattie, uden at skulle kæmpe for det. Pattie Boyd fortæller selv værdigt og varsomt om all those years ago, og Claptons tilbagelænede attitude kan ikke skjule, at så hippietolerant blev krisen nok ikke løst.

Under alle omstændigheder kom Harrison sig over være blevet gjort til hanrej. Ja, Olivia Harrison lader tydeligt forstå, at som hustru måtte også hun leve med, at så mange elskede George Harrison… som altså hverken var sagtmodig eller asketisk. Han tog for sig af retterne. I det lys er der ikke tale om en helgenkåring, men alene filmens omfang indikerer en saliggørelse, som jeg ikke tror, hovedpersonen selv ville have brudt sig om.

Andre fine situationer er Travellin’ Wilburys, der øver sig i et køkken, og en endnu ikke livstidsdømt Phil Spector, der iført paryk og manisk blik, men alligevel helt klarsynet, husker, hvordan George Harrison til at begynde ikke brød sig om det lydbillede, Spector indrammede All things must pass i. Men copyrightsagen omkring My sweet lord forbigås.

John Lennon skal engang have sagt: ”George selv er ikke noget mysterium. Men mysteriet inden i George er enormt. Og det er dét, at iagttage ham afdække det hele lidt efter lidt, der er så skide interessant.” Den gåde løser Scorseses maratonfilm ikke. Og godt det samme.

Filmen bliver – naturligvis – fulgt op af en deluxe dvd med masser af ekstramateriale (!) og en bonus-cd. Den er der givet mange, der ikke kan vente med at se og høre. Imens kan man fortabe sig i den mursten af en coffee table-bog, der allerede er på gaden.

Vi lever jo i den grad i den materielle verden.

Martin Scorsese: George Harrison – Living in the material world. Distribution: Nordisk Film.

SIDSTE:

Filmen kan ses i biografen her:

31. okt – Falkoner Bio, Kbh
7. nov – Kinopalæet, Lyngby
7. nov – Biotrio, Århus
8. nov – SCALA, Svendborg
9. nov – IMPERIAL, Kbh
9. nov – BALTOPPEN, Ballerup v Kbh
9. nov – Humle Bio, Humlebæk
9. nov – Stege Bio
13. nov – GENTOFTE KINO v Kbh

Illustration: Stillfoto fra filmen (Foto: Nordisk Film A/S)