You are here: Home / Kritik / Skousen så fuld af liv
Skousen så fuld af liv
5. november 2012 // Kommentarer slået fra
Fejringen af Niels Skousen fortsætter. Og den bliver vel at mærke aldrig til en selvfejring. Hippie er noget, man har folk til at skrive bøger om. For Skousen har det altid handlet om her og nu. Også da han i 1970 kiggede sig over skulderen og opdagede, at de gamle lurmærkede dage kunne sige noget eviggyldigt om tilværelsen derfra hvor vi stod (eller rettere: lå).
Selv hvis Skousen (og Peter Ingemann) efter Herfra hvor vi står havde besluttet at trække stikket ud af rørforstærkeren, ville de og den plade stadig stå som en uomgængelig udgivelse. Nu fortsatte de begge, og da Skousen lod sig hylde i Vega 14. maj sidste år for de foreløbige 40 år blev Herfra hvor vi står naturligvis genopført. Både med den oprindelige friskhed og den eftertankens ro, årene har givet.
Det kan man forvisse sig om på 40 år i dansk rock – live fra Store Vega, som udsendes i en sampak med dobbelt-cd og dvd.
Skousen & Ingemann flankeres af Stig Møller og Tømrer-Claus på hhv. akustisk og elektrisk guitar, og Hans Fagt betjener trommerne med et rastløst drive, der klæder sangene. Resultatet er majæstetisk og alligevel fuld af ydmyghed, som en hilsen til alle dem, der for vild i labyrinten og forsvandt derinde, som Skousen senere sang i generationsselvopgøret ’68′. Samtidig er det i høj grad musik, der er lyslevende og lysende af en stoisk ro, personificeret af Peter Ingemann. Guitaristerne bemestrer fra hver sin side kunsten at være flyvske og kontrollerede, og Skousen selv har en af scenekarrierens fineste øjeblikke.
I sin biografi, Herfra hvor jeg står, fortæller Skousen om tiden bagefter, beretter om, hvordan han pludselig blev “…umoderne”. Han var, skriver han, “i den postmoderne verden blevet et lille hjørne af mosaikken. Rockmusikken var ikke mere noget, der samlede. Den spredte folk ud i forskellige segmenter. Det poppede og elitære spaltedes igen, og ironien kom bankende med sin uigennemtrængelige overflade, teflonkomikerne dækkede sig bag den, strøg publikum med hårene og fik dem til at grine, ikke af sig selv, men af de andre, af taberne. Det var en ny realisme, blev der sagt. Se verden som den er, ikke som du gerne vil have den skal være. Vi er alle bare en vare på det hellige almindelige marked. Fat det dog.”
Niels Skousen forstod det godt, men han nægtede at fatte det.
Gradvist genfandt han fodfæstet eller også endte tiden med at være med ham, have behov for hans slags. I hvert fald har han siden årtusindskiftet markeret sig som en kontemporær, men alt andet end historieløs sanger og sangskriver uden sidestykke herhjemme. Kritikermedvinden glæder ham, men endnu gladere er han vist for igen at være del af et musik(er)miljø. Denne gang er ingen ude på at redde verden. Vi har nok i at redde os selv, men Skousens nyere sange har et sikkert, ofte mildt ironiserende blik for, at det ikke nytter at pleje sin branding, hvis ikke man har et ståsted og en standing. Det behøver han ikke lytte til sin coach for at vide…
Et sådant har Skousen haft længe, men hans nye, unge kolleger tvinger ham til at indse, at laurbær højst er noget man kan bruge til simreretter. Den erkendelse og den drivkraft er med til at gøre anden halvdel af dette cd/dvd-sæt med nye og nyere sange til en oplevelse. Som at være der selv, som vi plejer at sige. Her fyldes nyt liv i frasen.
Skousen er indtrængende og velsyngende med smuk reverens til sin fortid som cabaretskuespiller foran et tæt, næsten Velvet Underground-metallisk band bestående af de moderne pigtrådsguitarister, Jonas Struck og Rune Kjeldsen, bassisten Jens Hein, den indpiskende trommeslager Rasmus Valldorf, korsangerne Maria Køhnke og Sidse Holte samt Lise Westzynthius på klaver og den iltre Jacob Dinesen på sax i alt andet end Knud Bjørnø-stil.
Ingen synger Dylan som Dylan (det skulle da lige være Skousen) og ingen synger Skousen som Skousen. Han havde gæster med i Vega. Det virker ikke alle steder lige nødvendigt, men Skousen skal være tilgivet for at lade begivenheden løbe af med ham. Kun Peter Sommer og hans udspændte nervetråde formår for alvor at gøre sangen (‘Det sker’) til sin.
Linda Wendel har no-nonsense filmet koncerten i en magisk, tintet belysning, som dog holder sig på den rigtige side af nostalgi. Som for at sige, at Niels Skousen nok er en legende, men han har fremtiden for sig.
Niels Skousen: 40 år i dansk rock – live i Store Vega. Musikoptagelse og mix: Mick Raaschou & Rasmus Winther Jensen. Dvd: Linda Wendel. A:larm/Universal. Udkommer i morgen. Sættet indeholder fine samtaler med Skousen (og Ingemann) samt ‘Tidens tog’, en stemningsmættet ny Nikolaj Nørlund-produceret sang og video.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
