Skousen skåner ikke sig selv

De fleste musikere får skrevet deres erindringer af andre, ofte anonyme skriverkarle. Ikke Niels Skousen, men han er ikke ’kun’ musiker. Og langt fra anonym. Som om det ikke er nok, at han har begået danskrockmilepælen Herfra hvor vi står, har Skousen også markeret sig som skuespiller, både af den folkekære og den avantgardistiske slags. Og så har han hele vejen igennem været menneske fuldt ud. Med alt, hvad det har indebåret af nederlag, sejre, glæder og gerninger, der ikke kan gøres om.

Hele dette levede liv foldes ud i bogen, der næsten hedder som pladen.

Og sagt med det samme og i kursiv: Niels Skousen skriver fremragende. Han er en stor prosaist af den gamle skole, hvor ordene vejes og de klichefyldte af dem luges ud. Han husker med en skarp sanselighed, som kan sammenlignes med Rifbjerg.

Man kan formelig lugte hans liv – fra barndommens omtumlede land med børnehjem, kostskoler og langdistante familierelationer via selvbekræftende sidegadeteater og ud af hippietidens tåger med forstærket klarsyn. Hele vejen gennem bogen bruger Skousen naturen som det helle, han har brug for for at finde ind til noget, der ligner lykke. Og til sidst gør det.

Omdrejningspunktet er klassisk: Skousen er i praksis vokset op som faderløs søn af en tysk mor, der aldrig blev dansker. Og kampen for at finde ind til en identitet var for ham også en kamp for ikke at arve moderens til dels selvvalgte rolle som udenfor og anderledes. Den udvikling skildrer Skousen, som var det en page turner af en roman. Fra pæn, beleven slipsedreng til hashrygende provokatør på Kulturministeriets trappe – hvor det var ham, der fik fyr på chillummen, før den gik rundt.

Med Skousens filmbaggrund in mente er det ikke så sært, at der er noget filmisk over fortællingen. Den skæbnehistorie ville jeg godt se på det store lærred.

Hele hans karriere har bevæget sig på kanten af det han selv kalder kulturkløften. Enten på den finkulturelle side af den eller på den folkelige. Han har lavet avantgardeteater, sagt nej til at være med i musicalen Hair, var i spil til hovedrollen i den første sengekantfilm (!), var venstrevreden trubadur og gestaltede med lavmælt troværdighed den folkekære Aksel Andersen i tv-serien Landsbyen.

Ambitionen har for ham altid været at få fyldt kulturkløften op med kvalitet og nærvær. Og så har han undervejs oplevet pludseligt uforklarligt og uvarslet at falde i kulturkløften. At være blevet dømt ude. Og finde sig selv spillende under diskokuglens skær for folk, der ikke anede, hvem han var, men skreg “Aksel er Gud”.

Bogen giver gode, selvransagende forklaringer på, hvorfor det skete og hvordan han kom op af kløften igen.

Tiden med Skousen & Ingemann fylder, men alligevel ikke så meget, som man kunne have troet, men han beskriver persongalleriet og det flagrende miljø med en loyalitet, der understrømmes af en velgørende mild ironi.

Man får et godt indtryk af arbejdsfordelingen mellem ham og Ingemann, et samarbejde, der ikke har været uden skærmydsler: »Jeg var stadig kun en brik i hans konstruktion. Hans fortælling om os to, som gik ud på, at han havde opdaget mig og hjulpet mig frem, og at det muligvis var mine sange, som havde skabt vores navn, men at jeg stod så meget i gæld til hans showmanship, at han også selv skulle høres som sanger og komponist af egne numre. Den diskussion fik vi aldrig taget … det var min svaghed, jeg kunne ikke lave et clean cut med min gamle ven,« skriver han om de tidlige 70’ere, hvor bandet gik opløsning, fordi kreativiteten blev kvalt i kollektivisme, tjald og koklokker.

Bruddet sendte Skousen ud i en følelsesmæssig centrifuge med utroskab og skilsmisse, der beskrives bittersødt og angrende. Uden at der af grund spises tudekiks.

Han ender med at finde lykken uden at lede efter den. Er det ikke sådan det er? Hun hedder Linda Wendel, og da de mødes, er han en has-been hippie og hun tidens sidste nye skrig som en af stemmerne bag Nå-generationen. Beskrivelsen af deres voksende kærlighed og kammeratskab er rørende og alt andet end Se & Hør-agtig.

Præcis som resten af bogen. Den virker uomgængelig. Ikke kun for gamle og nye hippier, men for enhver, der er interesseret i et vidnesbyrd om, hvad det kræver at blive voksen og hvor mirakuløst det egentlig er, at de fleste af os ender med at blive det.

Eneste indvending er, at det går lige lovlig stærkt til sidst med at få enderne til at mødes – Skousens kunstneriske genrejsning fylder minimalt. På den anden side er det vel ret logisk al den stund man langtfra kan se enden på den udvikling. I hvert fald ikke herfra hvor jeg sidder.

Niels Skousen: Herfra hvor jeg står – erindringer. Gyldendal. 338 sider.

Illustration: Robin Skjoldborg har fotograferet og Poul Lange layoutet.