Skru op for Allman Bros. – sgu!

3 Comments

I DE SENE aftentimer for 40 år siden, den 13. marts 1971, var The Allman Brothers Band ved at skrive sig ind i rockhistorien. De var i gang med deres anden koncert på to dage i Fillmore East i New York og supplerede den med endnu en den 27. juni samme år. Målet var at lave et live-album.

The Allman Brothers Band var nemlig trætte af at blive kaldt lovende af pressen. Nu skulle der sættes et udråbstegn. Sekstetten fra Macon, Georgia slog halv skade med kollegerne Elvin Bishop og Johnny Winter om at leje hippietemplet Fillmore East.

Planen var ind-til-benet simpel: Man ville lade båndoptagere indfange gruppen der, hvor den var bedst, på scenen, idet frie rum, hvor alt kan ske – og ofte skete dengang. Beslutningen skulle vise sig at trække inflationssikrede renter, både kommercielt og kunstnerisk.

Ikke alene gav koncerterne 12. og 13. marts samt i juni materiale nok til hele to dobbeltalbums plus det løse, men den første dobbeltlp fra Fillmore East ændrede også radikalt samtidens syn på Allman Bros. De gik fra at være et driftsikkert lokalt bluesband til en national rockbegivenhed, der udvidede grænserne for, hvad bluestraditionens 12 slidte takter kunne rumme og generere. Ja, der er øjeblikke på The Fillmore Concerts, hvor det lyder så fritfaldende og selvudløsende, som var det jazz, og det uden at hippierne løb skrigende væk af den grund.

Optagelserne blev i 1993 samlet på en dobbelt-cd, som var remastereret på analogt udstyr anno dazumal. Senere er andre genudgivelser kommet til.

BANDETS instrumentale anatomi var en næsten teknisk tegnet afspejling af hierarkiet i et prototypisk rockorkester, og så alligevel ikke, og det var denne variation, der gjorde en forskel: Bandets to trommeslagere Jaimo Johannison og Butch Trucks nøjes ikke med at holde sammen på musikken. I et organisk tandemspil fører de den videre, og bassisten Berry Oakley spiller sit eget spil uden at slippe sin rolle som rytmisk tovholder.

Uden den trio ville bandets stjerner, guitaristerne Duane Allman og Dickey Betts, ‘bare’ have fyldt rummet med spil for galleriet. Nu spilles der for musikken. Især i de meget lange, men mættede instrumentalforløb, tvillingeguitarnummeret ‘In Memory Of Elizabeth Reed’ og ‘Whipping Post’.

Duane går løs på musikken som en billedhugger, der aflokker en sten dens indre mysterier. Det var aldrig til at vide, hvad det ville ende med, og alligevel var det så disciplineret, at det stod i opsigtsvækkende kontrast til hans hippie-look. Og Betts spiller med betagende sans for skønheden i vildskaben.

Det var blues, ja måske, men ikke af “blind-neger-hamrer-på-et-hegn”-slagsen. Melodisk, symbiotisk og syret, men styret. Sangeren, Gregg Allman, lød som om det et eller andet sted også var lykken at være ulykkeligt forelsket.

ALLMAN Brothers var, som vi sagde dengang, far out. Og alligevel var de lige her. Jeg læste senere, at Duane Allman via sin gæstevisit i Derek & The Dominos havde lært Eric Clapton at spille bottleneckguitar. Tricket bestod i at spille med en tom flaske hostesaft. Det var ikke det eneste, Duane var på. Ja, hele bandet fungerede som et døgnåbent apotek for sjov tobak og livsfarlige stoffer. Kokain blev hurtigt til heroin, og musikerne åd så mange psykedeliske svampe, at de alle fik tatoveret en svamp på læggen, og en svamp blev gruppens logo.

Men det var før, Duane kørte så galt, at det hele kørte galt …

The Allman Brothers Band lod stå til, undtagen når de spillede. Det var der et par stykker af dem, der endte med ikke at overleve. Musikken gør.

Illustration: Coveret til 1993-genudgivelsen

PS: Hov, ser at dette er blogindlæg nr. 500 siden starten af Midt i en beattid i november 2009.
Jeg takker af hjertet for de stadig flere læsere, som har givet mig mod på yderligere 500 indlæg. Mindst.
Let it blog!

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    capac13. marts 2011 - 23:23

    Hep! Go for it!

  2. comment-avatar
    Carsten Rydzy14. marts 2011 - 00:20

    Tak Torben Bille, og tillykke med nr. 500 her, vi skal nok følge med, godt med musikjournalistik med bid og humor.
    Undertegnede har en stor samling af musikanmeldelser tilbage fra 70erne og 80erne fra forskellige aviser og dine hører til de bedste, selvom jeg ikke altid er enig, men du skal bl.a. have tak for at have anmeldt bandet Full Moon med den fantastiske guitarist Buzz Feiten, en af de guitarister som satte undertegnede igang på samme måde som Allman Brothers, der jo også havde medlemmer i Sea Level

  3. comment-avatar
    Nielsanderspoulsen17. april 2011 - 06:54

    Tak for en reminder om Allman Bros. Jeg hørte første gang om dem ca. 1970, og fik for alvor smagen i 1972 da jeg fik en ny ven i 1. g. Duane var død da, ja, men musikken var levende og er det fortsat. Især synes jeg deres smukke udgave af Stormy monday blues er intens. Duanes solo er for mig den mest gribende guitarsolo overhovedet. Ikke en overflødig tone, ikke een tone der spiller for galleriet. Kun sjæl. Og Dickey Betts følger godt nok op. Og så er jeg enig i at Greggs stemme er både sej og melankolsk og sårbar.

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top