Slidstærk

Forleden stod jeg som sædvanlig og rodede i kasserne hos min lokale pladepusher. Her fandt jeg en Henning Stærk-plade, jeg må have overset, for jeg er ellers lige så modtagelig for ham som for en pose Tappsy til “Livvagterne” søndag aften. Og hans 1997-album “Somewhere Someone’s Falling in Love” er for mig en ‘øde ø’-kandidat.

Han er i mangt og meget lige så god en fortolker som en af bedste af slagsen, Rod Stewart. Sammenlign deres versioner af “I Don’t Wanna Talk About It”, Danny Whittens stjernestund. De lyder absolut ikke ens, men deres respekt for stoffet er den samme, og de swinger som ind i …

Jeg tog “Old Time Rocker” med mig hjem for en halvtredser, en pris, der nærmest er en fornærmelse mod musikken, men sådan er det i en verden, hvor døgnfluerne flyver så tæt og lavt, at de spærrer for udsynet. Og nutiden er fortid på udsalg inden der er gået en måned.

Siden har albummet ikke været ude af min cd-afspiller. Stærk, som de engang kaldte “den hvide neger fra Holstebro” og som faktisk har spillet trommer i Gnags, lever sig helt ind i så forskellige sange som Neil Youngs “Heart Of Gold”, Supremes’ “Stop In The Name of Love”, hans åndsbeslægtede Delbert McClintons “Don’t Want To Love You Anymore” og Carole King-klassikeren “Will You Love Me Tomorrow”.

Bag sig har Stærk et ganske godt lille band med den saftige guitarist Sune Hånsbæk, der yder hans varme, voksne stemme fuld retfærdighed. Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.

Jeg har noteret mig, at bl.a. Jyllands-Posten jordede albummet, da det kom sidste år. Synd for dem.

Pressefoto: Jørgen Nielsen, hentet fra sangerens hjemmeside.