Spaghettikrimi på skærmen
Fjernbetjeneren lever sit eget liv. Forleden bragte den mig via endnu en omgang nyheder, hvor 35 mm regn i Næstved vægtes mere end oversvømmelser i Pakistan, ind i en film, hvor kriminalkommissær Boyd smilede genert og ydmygt. Jeg blev dog ret hurtigt klar, at jeg ikke var havnet i ’Sagen genåbnet’, men at Trevor Eve, manden inde i Boyd, bare var på andet arbejde.
Hændelsen illustrerer, at engelske krimier er så dominerende på tv, at nogle af os tror, de er befolket med rigtige mennesker. Derfor al respekt for DR2, som har gjort sit for at lede os ud af den vildfarelse ved at introducere krimier på andre sprog og af et andet gemyt. Efter en ret infantil tysk femi-krimi har man indkøbt en ny årgang af Salvo Montalbano, kommissæren fra Sicilien, spillet af Luca Zingaretti. Han ligner undersætsig Bruce Willis på en god, ikke-voldelig dag.
Det er en sær serie. Afsnittene virker l-a-n-g-e. Ikke fordi plottene er irrelevante – i torsdags handlede det om trafficking – men fordi der skal være plads til så meget andet, at fokus flyttes: Scenerier, som må være sponset af det lokale turistråd, langdistanceforholdet til kæresten, madindtagelsen, som er lige så paradoksal som brugen af mobiler – Montalbano spiser aldrig op, og de ledende politifolk kontakter ikke hinanden på mobilen.
I stedet bruger de en fjollerik af en politimand som mellemmand. Han er et af flere hysterisk overspillede folkekomedieindslag i serien, som ikke ved, om den skal være Huset på Christianshavn med kant, eller en pittoresk film, der vil sige nogle sandheder om Berlusconiland a la »hver gang man åbner en ny sag, kan man være sikker på at møde enten en præst, et parlamentsmedlem eller en mafioso, der vil gøre alt for at lukke den…«
Også på et andet punkt adskiller ’Kommissær Montalbano’ sig – nok så realistisk – fra sine engelske kolleger: Han kører hverken i Jaguar eller andre vintage modeller, men i Fiat Tipo.
Og så er sproget jo vidunderligt.
