Stadig en smagssag

I går kunne man læse, at 21.30-flytningen af TV Avisen er en succes. I det mindste nominelt. En af nyskabelserne er en nydefinering af begrebet ”korrespondenter”. I DR dækker begrebet nu ikke kun udstationerede, spidskompetente journalister, men er bare et andet, mere upræcist ord for specialister.

Bortset fra sundhed er listen over de stofområder, korrespondenterne rapporterer fra og om, til gengæld ikke ny. Verden drejer sig fortsat mest om udland, Christiansborg, kriminalstof (som på DR’sk hedder retsstof), økonomi og erhverv, undersøgende journalistik samt det der globale stof, journalistikkens svar på rucola – det lægges på alt, også hvor det ikke hører hjemme.

Kultur skønnes altså ikke så vigtig, at en enkelt journalist skal forpligtes til at følge det. Standardchefsvaret på den indvending er, at kultur jo har bedst af at blive dækket lige som alt andet, uden at blive sat i bås. Talløse erfaringer viser, at sådan fungerer det ikke. Allerhøjst bliver kulturstoffet klemt ind før vejrudsigten som produktreklame – ny bog, ny plade etc.

I det lys er det godt, at vi har Smagsdommerne. DR2-serien er startet på en ny sæson. Adrian Hughes virker mindre manieret, mere nedtonet. Dermed er det ikke længere i så udpræget grad kun ham, der er dén i denne tagfat med kulturens mangehovedhed.

På hjemmesiden er smagsdommerne oplistet. 45 i alt. Nok er kultur mangfoldig, men en ikke ubetydelig del af identifikationen med programmet består jo i, at man kender sin anmelder – på godt og ondt. Det kan man aldrig komme til med så mange i kø foran det, Hughes kalder »høvlebænken«. Halvdelen ville være nok og ikke udhule meningsfylden, men skærpe profilen.

Jeg genså på nettet sidste uges program med Politiken-kritikeren Lilian Munk Rösing, Martin Hall og webentreprenøren, eksbilledkunstneren Balder Olrik (som ikke er nået med på listen). De var gode sammen, fordi de ikke fyrede sig selv af på kunstens bekostning. Og fordi de var så forskellige. Intellektuelle, ja vist, men de havde ikke travlt med at skilte med det. Og så udtrykte de sig så klart, at man kunne være enig eller uenig. F.eks. var Rösing blevet meget berørt af ”Marie Krøyer”. Og synes filmen var et bevis på Bille Augusts evne til at skildre de “tætte relationer, hvor det gør aller mest ondt”. Jeg så filmen som et postkortkønt postulat.

Multikunstneren Martin Hall havde været på Louisiana og set ustillingen Selvportrætter. Det havde – naturligvis – været en oplevelse for ham, der engang var så stor en narcissist, at han får Claus Beck-Nielsen til at virke blufærdig. Nu er Hall blevet ældre, men virker hverken sat eller sagtmodig. Han udstrålede engagement og inspiration, set fra min smagsdommersofa. Tænk, hvor han ville live op i TV Avisen…

Smagsdommerne sendes hver torsdag kl. 23 på DR2 og kan genses her.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Dette er en længere version af den tv-anmeldelse, der kan læses i dagens trykte udgave af Politiken.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK