Stadig guld på Skatteøen

VI LEVER i sandhed i jubilæumstider. Det gamle guld graves op igen og igen. Noget glimter stærkere end andet. Sebastians Skatteøen er et eksempel på det første. 25-året for pladens udgivelse markeres med en ret lækker genudgivelse. Lyden er shinet op; demoer, som ganske vist blev udgivet både på den længst udgåede Piratpladen og var med på 2006-udgaven, der markerede 20-året for originaludgivelsen, men her får man en ekstra, og det giver faktisk fornyet mening samlet at høre disse rentegninger, forklædt som skitser – sat op imod udgivelsesens sande raison d’etre, musikkens live-orkestrale fuldbyrdelse på en dvd af DR-koncerten fra 1986, Sebastian på Kronborg.

Her viser Lis Sørensen, Steffen Brandt og Lars H.U.G, hvorfor Sebastians sange er så æggende en udfordring for enhver sanger med et ambitionsniveau, der rækker ud over nuet. Og så bygger de sørgeligt nok ikke den slags bands længere…

Som fan af genudgivelsesessays er det måske lidt skuffende, at pladen ikke rummer et sådant eller i det mindste et interview med komponisten, hvor han forholder sig til gårsdagens musik med nutidens ører.

Jeg tillader mig derfor som en slags ydmyg kompensation at bringe et kondenseret uddrag fra min 2009-bog, Sebastian – Når lyset bryder frem (Lindhardt & Ringhof).

Nye læsere kan begynde her.

De gamle læsere kan nøjes med atter at stævne ud med Hispaniola. På øen er der nemlig stadig guld at finde, hvor man mindst venter det.

…………

“TEATERVERDENEN var – ligesom rockbranchen dengang – lille og selvsupplerende. Derfor krævede det mere dristighed og udsyn, end man skulle tro i dag, da Folketeatrets direktør Preben Harris i 1984 henvendte sig for at høre, om Sebastian mon var interesseret i at skrive musikken til Harris’ egen dramatisering af drenge­bogen over alle drengebøger, Robert Louis Stevensons Skatte­øen. En musical! En årelang drøm ville gå i opfyldelse. Samtidig så Knud en mulighed for at gøre op med en af de mest sejlivede fordomme i branchen dengang som nu. Den om at musik ikke kan sælge, medmindre den er rettet mod bestemte målgrupper. Han var led og ked af al den generationsfiksering. Eller som han fortalte mig og Politikens læsere: »Det er på tide at vise, at det godt kan lade sig gøre at lave musik, der kan tale til alle, både store og små.«

Preben Harris forestillede sig cirka 25 sange. Knud svarede, at dem ville det tage to år bare at skrive. Og at han i øvrigt ikke var nogen revymaskine, men godt ville være med til at genskabe den danske musical, for som han sagde: »Hvis det går godt, kan det blive den første danske musical, som har en chance for at blive folkelig på andre præ­misser end den traditionelle musical. Den lefler ikke for nogen bestemt aldersgruppe, men bygger kraftigt på den kends­gerning, at jeg er vokset op med rockmusikken. Dermed håber jeg, at den kan nå ud i andre hjørner af dansk kulturliv, hvor man jo som en gylden regel arbejder efter den tese, at der ikke er sket noget siden Osvald Helmuth og My Fair Lady.«

En ekstra charme ved projektet var for Knud, at »det jo er en farverig historie, så selvfølgelig bliver der en del bajersange, men samtidig giver det store antal mig også mulighed for at bevæge mig i mange forskellige stilarter, og det er jeg glad for. Vi kan jo ikke alle sammen være Bruce Springsteen«. The Boss var da ved at bryde globalt igennem med Born In The USA.

Samtidig så Knud muligheden for at bryde den dengang knæsatte norm om, at ingen rockstjerne med respekt for sig selv sang andet end sange, skrevet af ham eller hende selv. En norm, der dengang var meget dansk. Og som Knud nu var parat til at tage et afgørende livtag med efter med succes at have øvet sig med Lis Sørensen og ‘Stille før storm’.

Medens mange med en lp prøvede at lave en novellesamling, ja, så havde Knud aldrig bestræbt sig på mindre end en roman. Det skulle vise sig, at han ikke fik svært ved at samle sangere, der gerne ville være med til at gøre romanen til rock.

HISTORIEN OM Steffen Brandt er typisk. Da TV-2-sangeren var lille, vågnede han tit badet i sved. Fast hovedrolleindehaver i mareridtet var Blinde Pew, en af sørøverkaptajnen Long John Silvers håndgangne mænd. Så da Sebastian ringede Brandt op og spurgte, om ikke han kunne tænke sig at synge Blinde Pews parti, sagde Brandt ja, før han havde hørt en strofe. Eller tag Michael Falch. Han var ved at lancere sig selv som solist efter Malurt og havde et meget stramt program med pladeindspilning og Bodil-vindende medvirken i sin anden film, Mord I Mørket, men lod sig overtale. På den betingelse, at det kun tog én dag. Den betingelse brød han selv. Da han først var kommet i gang, brugte han nemlig den ene dag flere gange i en nattelang session.

Eller hvad med Lars H.U.G., der tøvede med sit tilsagn om at synge partiet som sørøveren Bill Bones. »Jeg kan jo risikere at miste mit publikum på det,« sagde han. »Jamen, du kan også risikere at få et nyt,« svarede Knud. Det er måske historien om hønen og ægget, men i hvert fald fik den tidligere rockprovokatør Lars H.U.G. smag for et større publikum og fik et skub ud af avantgardebåsen.

Sebastian gravede det første spadestik på Skatteøen så tidligt som 1973. På Over Havet Under Himlen findes sangen ‘Hey ho’, som med omkvædet »femten mand på en død mands kiste« indleder lp-pladens side to, der handler om et menneske, der drager ud for at finde lykken. Og Knud glemte aldrig, da han tog sin tjans i koret i Jesus Christ Superstar. Han har ganske enkelt en svaghed for den genre og kan The Who’s pop-opera Tommy udenad. Og så i Skatteøen en mulighed for at lave »en rockting, der ikke dør, når diskoteket lukker, eller den næste plade udkommer …«

DA PLADEN præsenteredes for pressen, skete det – selvfølgelig – til vands. Den sidste mandag i april 1986 stævnede det gode skib Georg Stage fra Langeliniekajen mod Vedbæk i magsvejr. Om bord var sangerne, pressens udsendte, 100 nyindkøbte redningsveste, ti gange så mange krydderurtsfrikadeller, thairejer, passionsfrugter og stenfrie vindruer på noget, der lignede en firmaskovtur for alle i dansk rocks blå bog. Eller som en deltager bemærkede: “Trak man bund­proppen ud på den her skude, ville Se Og Hør og Billedbladet blive arbejdsløse på en nat.«

Sebastian var ikke alene på øen. Med ham var – ud over Falch, Brandt og H.U.G. – Søs Fenger, Peter Thorup, Allan Mortensen, Peter Abrahamsen, Flemming Bamse Jørgensen, Jarl Friis-Mikkelsen, Anne Grete og hendes hund, Lis Sørensen, den klassiske violinist Kim Sjøgren og Niels-Henning Ørsted Pedersen samt Nils Henriksen, Jens Rugsted, Morten Kærså og Jan Sivertsen. Blandt andre.

Så mange stjerner på én og samme plade. Det måtte da være til fordel for et eller andet, Røde Kors, Amnesty og aids, lød spørgsmålet i en tid, hvor rock- og popbranchen kompenserede for et vigende politisk engagement ved at involvere sig i en stribe velgørenhedsprojekter. »Næh, er pladen til fordel for nogen, er det dansk rock,« sagde Knud, som havde valgt netop de solister, fordi »det kan blive interessant at se, hvad der sker, når de kommer ud af de kasser, de er anbragt i til daglig«.

Sebastian havde en bærende ambition: Han ville se, om ikke det er muligt – til en afveksling – at lege sig gennem et projekt uden at slække på de professionelle kriterier. Det var det! På forhånd lignede det historien om de mange kokke, den gode opskrift og den let fordærvelige mad, men der kom ikke røg i køkkenet. It’s the singer, not the song, plejede de at sige i Frank Sinatras guldalder. Underforstået: En god sanger kan forvandle lort til lagkage. Det handlede om sangerne, og sangene.

OP TIL UDGIVELSEN blev Knud udfrittet om, hvorfor han tog til Skatteøen netop der i fattig-80’erne. Havde han villet lave en allegori over refrænet »enhver er sin egen lykkes smed«? Eller var den rævesnu, distanceblændende Long John Silver i virkeligheden et billede på den Schlüter, som ved valget i 1984 scorede 16 ekstra, usandsynlige, konservative man­dater og kom til at sidde som statsminister årtiet ud? Ville Knud have os til at forstå, at vi allerede var tilbage til de gamle dyder, som accepterede snyd, bare det blev gjort behændigt og i stor målestok? Ikke et ord om vor tid, Stein Bagger og Milena Penkowa.

Da pladen lige var færdigindspillet, uddybede komponisten over for mig: »Selvfølgelig kan man sagtens spørge, om ikke den har noget med vores tid at gøre. Her har vi et samfund, som på mange måder er på vej tilbage til de gamle dyder med nykon­ser­vatisme, og enhver er sin egen lykkes smed, og jungleloven og alt det der, og så er der ikke langt til imperialismen. Set i det lys kan Skatteøen godt læses som en gammel, tidløs historie om adel, røvere og pøbel og ambitioner. Så, ja, man kan godt føre den op til i dag. De ting ligger der, og man kan samle dem op, hvis man vil. Silver er jo så charmerende og intrigant en skurk, at han i dag kunne have været konservativ statsminister, men det er også en historie om eventyrlyst og længslen efter at finde frihed i en kiste med guld.«

Nok hørte nogle Skatteøen som en forvokset børneplade, men snarere havde Sebastian lavet en plade for voksne, der ikke er bange for at gå i barndom, men vel at mærke ikke gemmer sig i den. Og med Skatteøen kom komponisten Sebastian for alvor frem i lyset. Ganske vist bedyrede han i kølvandet på Skatteøen, at han ikke havde planer om at koncentrere sig om at være komponist: »… Uanset om den går skidt eller sælger 100.000, er der jo ikke noget, der binder mig til at lave musicals resten af mit liv.« Den lader vi stå lidt.

PLADESELSKABET Medley blev taget på sengen. Man troede fra starten ikke helt på projektet, men følte, at man skyldte sin danske bestseller at få sin vilje. Og nu stod man med et hit, der bare ikke var designet som sådan et. Men ikke desto mindre netop endte med at sælge langt over 100.000 eksem­plarer. Her var intet band, man kunne sende på turne, ingen video, man kunne lave, godt nok en masse stjerner, men fra forskellige pladeselskaber. En plade, der solgte alene på sine kvaliteter. Branchen var målløs. Det var Knud ikke.

Sceneopsætningen kunne ikke leve op til pladeindspil­ningen. Folketeatret satsede på at nå børnefamilierne. Det føl­somme blev rørstrømsk, og det direkte truende i dele af musik­ken blev tegneseriekulørt med knaldhætter og ketchup. Succesen var dog hjemme alligevel.

Og den dag i dag er Skatteøen fast trækplaster på Folketeatret, hvor den p.t. opføres igenigen. Ligesom den har været, vældig vellykket, opsat i Oslo samt – af alle steder – i Letlands hovedstad, Riga. Og forestillingen kunne nok være nået længere ud, havde det ikke været for Preben Harris’ lidt for fodformede dialog. Til gengæld er Knud glad over, at Skatteøen er blevet en klassiker i det danske amatørteaterrepertoire. Ikke mindst Mastodonterne fik glæde af den. Som Kasper Wilton, Odense Teaters direktør, engang sagde til ham: »Skatteøen er meget mere end en musical. Den er et brand.«

Skatteøen og dens succes rejste nogle spørgsmål for Sebastian. Hvem var han – sanger eller sangskriver? Hørte han overhovedet hjemme i et rockmiljø, der mindre og mindre lignede det, han var blevet voksen sammen med? Var han færdig før de fyrre? Eller var der et liv og en karriere uden for rampelyset? Svaret beholdt han for sig selv.

Foreløbig.”

Sebastians Skatteøen. Producere: Sebastian, Thomas Brekling, Stig Kreutzfeldt og Nils Henriksen. Genudgivelseskoordinator: Thomas Trolle Hemdorff. EMI.