Stanley Clarke bliver 60
29. juni 2011 //
Stanley Clarke virkede som en åbenbaring, da han trådte ind på scenen. Her var en jazzet improvisationslyst parret med den vilje til at gøre el-bassen til et hovedinstrument, som først Jack Bruce havde demonstreret, og det hele blev holdt sammen af en alt andet end sky scenefremtræden.
Bandet hed Return to Forever og var egentlig pianisten Chick Coreas projekt, men Clarke stjal i perioder lydbilledet. I morgen fylder han 60, og er med årene blevet mere kontemplativ i sit udtryk, men kan stadig forfalde til at gå amok i den ekvilibrisme, der var hans svaghed og styrke gennem 70’erne og 80’erne.
Clarke var en af de første, der brugte el-bassen, som om den var en kontrabas. Dermed opnåede han klangligt den bedste af begge verdener. I 1977 opløste Corea Return to Forever; efter sigende fordi de andre ikke så overbevisende delte hans engagement i Scientology-bevægelsen. Da var Clarke i 1974 debuteret som solist.
Debutalbummet samt School days et par år senere blev tvangspensum for tidens håbefulde funk-bassister. Og Clarke kunne ikke sige sig fri for selv at blive grebet af sin egen status. Der kom noget selvsmagende blæret over hans stil, som han stadig kæmper med. For slet ikke at tale om en sangstemme, han burde have udliciteret for længst.
Sideløbende med projekter i eget navn har den uhyre produktive Clarke siden samarbejdet med, men nok så meget lånt sit særpræg ud til mange stilforskellige kunstnere. Fra Police-trommeslageren Stewart Copeland over Jeff Beck, Keith Richards, Al di Meola og George Duke til violinisten Jean Luc Ponty samt trommeslageren Lenny White.
Komponisten i bassisten har desuden været soundtrackleverandør til film som Boyz n the Hood og The Transporter. Her har glatheden og driftsikkerheden dog været mere udtalt end den originalitet, der er tydeligst på et album som ”If this bass could only talk”. Og dét er netop, hvad han kan få instrumentet til, når han glemmer sig selv og stiller sig til rådighed for musikken.
Hvordan det lyder, kan man p.t. høre, når han turnerer med Corea, Ponty, White og guitaristen Frank Gambale i en reinkarnation af Return to Forever. Det nærmeste, bandet kommer Danmark, er Berlin og Hamburg 1. og 2. juli.
PR-foto: Steven Parke.
