Stjerneskud i Ballerup eller?

Sandhedens øjeblik kom allerede efter en halv time: Jeg kom med mit årlige “jeg tror, jeg er vokset fra Melodi Grand Prix”-suk. Min yngste datter replicerede nådesløst: “Jeg tror, det er Melodi Grand Prix, der er vokset fra dig.”

Jeg har længe syntes, at det ikke bliver større, end da Brødrene Olsen vandt i Cirkusbygningen. Dengang blev denne i virkeligheden helt kunstige konkurrence forlenet med varme, værdighed og en historisk retfærdighed. Siden har det været som om, at jo større det danske grand prix logistisk set blev, jo mindre storhed har der været over det.

Indtil i aftes. I starten lovede det, som antydet, ikke godt. Felix Smith er en spøjs figur, som giver DR en vis street cred. Til gengæld bliver han af en eller anden grund parret med Lise Rønne. Hun har heller ikke her nogen x-faktor – i hvert fald ikke sådan som hun overstyles. Og hun er cirka så spontan som en afdelingssygeplejerske og tror, at overgearethed er det som medleven.

Alligevel blev der, som aftenen skred frem, skabt en stemning i salen af den slags, man ikke kan koncipere sig til. Som om alle havde besluttet sig for, at nu skulle det igen være trendy at kunne lide Melodi Grand Prix. Mærkeligt, men også ret medrivende.

Mærkeligt, fordi sangene, med få undtagelser, ret beset var de samme sædvanlige demonstrationer af lige dele forudsigelighed og kynisme. Forsonende nok røg Rasmus Seebach-klonerne ud efter indledende runde. Det samme gjorde den måske floveste melodi, sunget af den afdankede Ace of Base-sangerinde. Pyha.

Til gengæld levede vi hjemme hos os længe i frygt for, at Stine Kincks lange ben skulle vinde. Hun – eller var han i virkeligheden en drag queen? - var klædt som en luder og sang absolut ikke som Madonna. Lidt mindre slem var den skruppelløst beregnende 70′er-pastiche Le Freak med den energiske Ditte Marie Agergaard Kristensen i rollen som Annette Klingenberg – dog med større stemme, men med samme dårlige smag i pandebånd.

Finalen stod mellem Taylor Swift alias Anne Noa med sin slowmotion-udgave af ‘You belong With Me‘, undskyld ‘Sleepless’, og så A Friend In London (store i Canada!) med deres ret Mika- og ikke mindst Andreas Johnson-inspirerede ‘New Tomorrow’. Selv om den var skrevet af Lise Cabble, klang den også af en ung Bryan Adams (Canada igen) og utallige boybands, og deres kække forsanger appellerer til begge køn, så mon ikke det nok skal, når gruppen kastes for østeuropæerne …

Årets Melodi Grand Prix blev afleveret efter et pokalfodboldprincip. Det vil sige, at vi hørte flere af melodierne flere gange. Ikke altid en ubetinget fordel, men showet var kvikt og hurtigt afviklet og dermed overstået.

Tilbage på nethinden står den bevægende og sympatisk storsindede hyldest til Tommy Seebach, sunget af Keld Heick, Dario Campeotto og Kirsten Siggaard. Da tændtes stjernerne både på himlen og i øjnene på de mange i Ballerup Superarena. Her kom nutiden til at hænge sammen med fortiden på en måde, som næsten er naturstridig i en konkurrence, der år for år sætter nye rekorder i historieløshed.

Det er her min alder kommer ind, siger min datter. Hun har sgu nok ret. Lad os få en new tomorrow.