Stones til sofabordet

3 Comments

Som bekendt endte The Rolling Stones ikke med at fejre deres 50 års dag med endnu en indbringende verdensturne, men den kan jo nå at komme. Istedet markeredes dagen ved at gruppen stillede op foran åstedet for den første koncert. Man havde åbenbart glemt at fortælle Bill Wyman, at fotobegivenheden fandt sted. Til dét vil nogen bemærke, at han jo heller ikke var med i bandet, da det entrede den diminutive scene i Marquee Club i juli 1962. Hm, det var Ron Wood nu heller ikke. Alligevel stod han glad og glanede med de andre tre på pressebilledet i sommer.

Den samme, nærmest kremlinologiske holdning til fortiden møder man i Rolling Stones 50 år, den coffee table-kolos, der foreløbig er den eneste officielle markør af jubilæet. Bogen er prisværdigt nok oversat til dansk, selv om teksten fylder en hundrededel af bogen. Resten er billeder. Det er ikke sådan, at man undgår billeder af Bill Wyman og Brian Jones, men deres skæbne i bandet, den sidstes noget mere krank end den førstes, omtales så godt som ikke. Det formodes man at kende til. Eller også vil de tilbageværende Stones ikke længere kendes ved den del af fortiden ligesom uhyrlighederne ved Altamont-festival affærdiges som “knivstikkerier”. Arrogant har altid været Mick Jaggers mellemnavn.

På den led er bogen netop en kolos. Selv om mange af billederne ikke er set før, rokker og rykker den ikke ved noget. Og til sammenligning bliver Bill Wymans Rolling with the Stones et overflødighedshorn af viden, refleksioner og mening. Lige som danske fotografer som Bent Rej og Jan Persson ligger inde med langt bedre billeder af de tidlige Stones end dem, der præsenteres her. Okay, de har begge fotos med, men ingen så gode og nærgående som den, der optræder i henholdsvis Rejs egen bog og i – i al ubeskedenhed – Persson og denne bloggers Midt i en beattid.

Selvfølgelig er der god, grænsende til det forrygende, billeddokumentation, fornemt reproduceret. Naturligvis. Alt andet ville også have været umuligt med dette band. Og vil man bare bladre tilbage til fortiden og en smule ind i nutiden tjener bogen sit formål.

Havde man derimod sat næsen op efter en bog, hvor The Rolling Stones ser tilbage på sig selv med selvkritik og kant, bliver man skuffet.

Det farligeste og mest risikable ved bogen er, hvis man bruger den som godnatlæsning. Man bliver ganske enkelt slået bevidstløs, hvis man falder i søvn under læsningen af den. Den falder så tungt som Charlie Watts’ stortromme, men helt uden samme vedholdende swing.

Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts & Ronnie Wood: The Rolling Stones 50 år. Oversat af Ursula Maegaard. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

3 Comments

  1. comment-avatar
    capac22. august 2012 - 11:38

    Måske er det på sin plads her at anbefale Bent Rejs billedbog “The Rolling Stones in the Beginning” som et korrektiv til den jaggerske, historieforfalskende arrogance. Hos Rej bliver man mindet om, hvordan det var, før det hele blev rock’n roll circus – med Brian Jones og Bill Wyman. Og man bliver ikke slået helt fordærvet, selv om den bruges som godnatlektyre. http://www.bentrej.net/portfolio/therolingstonesbook/portfoliostones00.html

  2. comment-avatar
    Torben Bille22. august 2012 - 11:40

    Men man skal godt nok have stærke arme…

  3. comment-avatar
    capac22. august 2012 - 12:34

    Ja! ;)

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top