Surf’s up – en genial halv time

Mens nogle venter på noget så selvmodsigende som den komplette udgave af det ukomplette, aborterede Brian Wilson-projekt, Smile, er der vel lige plads til at gøre opmærksom på Surf’s up, Beach Boys-albummet, som udkom i disse dage for fyrre år siden.

Den plade kunne godt have fortjent en jubilæumsudgivelse. Sidste gang Surf’s Up kom på cd var ved årtusindskiftet som del af en dobbelt-cd med Sunflower.

Gruppen var godt gammeldags på røven. Det foregående album, Sunflower, havde floppet, og den store leder, Brian Wilson, følte sig lillebitte og trak sig tilbage til den sandkasse, han bogstaveligt talt havde fået etableret derhjemme.

Journalisten Jack Rieley havde interviewet Wilson, og var blevet så foruroliget over det, han hørte og så, og så bekymret for bandet, at han satte sig ned og skrev noget så anti-hippieagtigt som et memo om, hvordan det skulle lykkes Beach Boys at blive betragtet som andet end retrorockere. Rieley plæderede for, at deres sange skulle have mere kontemporær kant, mere miljøbevidsthed og den slags. Han blev hyret som deres manager (og tekstforfatter). Noget af det første han gjorde, var at udnævne Carl Wilson til kapelmester. Den åd både Al Jardine og Mike Love – mærkeligt nok. Krisen må virkelig have kradset, Brian ænsede det ikke, og så var det med at samle stumperne.

Omdrejningspunktet blev titelsangen. Den havde Brian Wilson egentlig skrevet til Smile allerede i 1966. I samme tonedragt som ‘Caroline No’. Nu blev han så at sige tvunget til at færdiggøre den, og sammen med ‘Till I Die’ er den noget af smukkeste, mest eksistentielle han har skrevet: “I’m a cork on the ocean/floating over the raging sea/how deep is the ocean/I lost my way” synger han på ‘Till I Die’, og ‘Surf’s Up’ er mættet af Van Dyke Parks-billeder og tilbageholdt, tidløs skønhed.

Andre store sange er Mike Love’s antiforureningssang ‘Don’t Go Near The Water’ – han havde læst memoet, Carl Wilson McCartney-inspirerede hvide soulsang ‘Long promised Road’ og ikke mindst Bruce Johnstons genistreg ‘Disney Girls (1957), som på fire minutter og tolv sekunder indkapsler hele Kennedy-æraen og tabet af politisk uskyld i en luftig, men aldrig banal melodi – se den her i 2004-genopførelsen:

Mindre troværdig i deres jagt efter tidsånden er gruppen på ‘Student Demonstration Time’, Mike Love’s rip-off af ‘Riot in Cell Block #9′.

Bedst er Beach Boys, når de som altid bygger sandslotte, som om disse er beregnet på at vare evigt.

Havet har aldrig taget sig mere fristende ud.

Albumforsiden viser billedhuggeren Cyrus Edward Dallins skulptur, The appeal to the great spirit. Dallin så den afbildede Lakota-høvdings gestus som et budskab om, at “når alt det materielle slår fejl og ikke hjælper, vender vi os mod det åndelige…”