Svært at modstå Temptations
I denne uge for 40 siden var der skiftedag på toppen af den amerikanske HOT 100. En af de store Motown-grupper The Temptations erobrede førstepladsen fra Janis Joplin. Det gjorde de med Eddie Kendriks’ forførende forsang på ‘Just My Imagination (Running Away From Me)’.
Gruppen, som bidrog til popmusikkens Blå Bog med sange som ‘My Girl’, oplevede deres anden guldalder. Producer og sangskriver Norman Whitfield havde, sammen med sangskriveren Barrett Strong (ham med ‘Money), mærket de nye vinde blæse. Inspireret af sin succes med hans og Marvin Gaye’s ‘I Heard It Thru The Grapevine’ var Whitfield med til at give The Temptations en modernisering efter ‘I’m black and I’m proud’-modellen.
Umiddelbart før ‘Just My Imagination’ var kommet ‘I Wish It Would Rain’ og ‘Ball of Confusion’. Med ‘Just My Imagination’ var det, som om de fuldendte cirklen fra Smokey Robinsons og Holland-Dozier-Hollands kærlighedssange til en sang, der selvfølgelig også handlede om kærlighed, men som sagtens kan fortolkes som en længsel efter de bedre tider, der da måtte være på vej…
Eddie Kendricks tender tenor åbner i hvert fald for alle muligheder undtagen den at undslippe sangens kærtegnende magi.
Prøv selv.
