Taber-tv
I dagens Politiken anmelder jeg ‘Paradise Hotel’:
Per Stig Møller blev på førstedagen som kulturminister spurgt om ’Paradise Hotel’. ”Der har jeg aldrig boet,” lød svaret. Det fremgik ikke, om der var tale om en særlig form for elitær ironi. For det er med ’Paradise Hotel’ som med Se og Hør. Enhver har en mening om det, men ingen ser det. En lille halv million bliver det dog til, men for den nye minister og resten af os fem millioner: 10 heteroseksuelle singler, indlogeret luksuriøst i Mexico på TV3’s regning, skal ugentligt finde en partner. Eller holde fast på den, de har. Ellers er det ud til fordel for en ny gæst. Til slut er der kun en tilbage, som hjemtager en halv million kroner.
Hotellet bebos af fotogene, fladmavede typer som Tammie, Amalie, Peter, Claudia og Kasper med fast abonnement på hårvoks og andre hudpræparater. Og de er ikke kun glade, nej, de er “overlykkelige” og synes noget er “nice” og ser nødigt sig selv som “easy targets”. Jeg skriver ’typer’, thi det kan være svært at acceptere, at de medvirkende er virkelige. Og at de ikke har andet at bruge deres halvnøgne tid på end drive, dase, kindkysse, dolke hinanden i ryggen og ’nusse’ i sengen – konceptets eufemisme for de udfoldelser, der giver pressen kød på bordet. I programmet fylder selve akten faktisk ret lidt, og når ’the good old in-and-out’ endelig kommer i gang, sker det under et lagen eller bag en matteret rude. En sært snerpet facon at forholde sig til sex på, når nu liderlighed er æresgæst på hotellet. Eller også er jeg bare en skuffet gammel husar.
I den uge, jeg har set med – mine teenagedøtre gider ikke, det skulle da lige være for at grine af deltagerne – er det højst blevet til en pige, der i jacuzzien med en svamp aer en dreng uden på de våde badeshorts lige dér. Uden at så meget som et plukket øjenbryn eller for den sags skyld andet løftes.
Det er overraskende, så lidt der sker. Og hvor langtrukkent det i forvejen ikke lange program derfor bliver for at give bare lidt dramaturgisk mening. Bl.a. er der indlagt tests. Paratviden er bestemt ikke deltagernes spidskompetence, og en pige kunne ikke stave til genert. Til hendes ros må siges, at hun nu heller ikke så ud, som om hun vidste, hvad ordet betyder. Denne pastelfarvede rundtur i Bagtalelsens Skole får genrepioneren Big Brother til at ligne et psykologisk action drama.
’Paradise Hotel’ handler om at vinde, men ligesom ’X Factor’ er det dybest set et program for tabere.
