The Hollies var ikke stemmespild

Ham i den labre stribede skjorte hedder Tony Hicks, og selv om hans fine guitarspil bestemt var med til at tegne The Hollies, var det den distingverede herre til venstre bag bladhanget, der gjorde en forskel. Med sin højt flyvende, distinkte lyse tenor var Graham Nash fra starten i 1963 med til at brande The Hollies.

Selv om der ikke just er mangel på opsamlingsplader og bokssæt med gruppen – der kom senest et monumentalt et i 2003 – vil jeg gerne anbefale det netop udsendte Clarke, Hicks & Nash Years. Seks cd’er med Manchester-bandet, der i samtiden stod i skyggen af The Beatles, The Rolling Stones, The Who og The Kinks, men det forekommer i dag lidt flovt at skulle indrømme, at jeg var en af de mange, der ‘kun’ hørte The Hollies som – bevares, glimrende og iørefaldende – hitlisteindslag.

De var meget mere end mestre i tre minutters pop, kan man forvisse sig om her. I Bobby Elliott havde de en bedre trommeslager end Ringo, Hicks var tidligt en bedre guitarist end George Harrison – næsten så god som Brian Jones, Alan Clarke var og er en af de bedste forsangere og så som sagt Nash. Læg dertil, at de kunne skrive sange, ofte ganske intelligente og velarrangerede. I lang tid endte egenkompostionerne dog som b-sider; ofte under pseudonymet L. Ransford, navnet på Nash’ bedstefar!

‘Deres’ George Martin, Ron Richards, var længe om at stole på dem som leverandører til a-sider.

Omvendt var hans tøven til at forstå, når man betænker, hvilke popperler, han fik dem til indsynge: ‘Just One Look’, ‘I’m Alive’, ‘I Can’t Let Go’ samt ‘Bus Stop’ og ‘Look Through Any Window’ – de to sidste skrevet af den da 16-årige Graham Gouldman, som siden skulle forgylde poppen i 10cc.

Bokssættet er også interessant som udviklingshistorie. Vi følger The Hollies fra de tidlige Shadows-, Everly Brothers- og Buddy Holly-inspirerede år, hvor de med mindst lige så meget nerve og ofte højere teknisk kunnen indspillede de samme covernumre som Beatles og Stones, over den relativt korte, men klart lysende guldalder som single-champions til det interessante, men halvhjertede forsøg på at hoppe på hippie-bølgen, der afsluttede denne første fase af The Hollies.

Som med The Beatles og Stones var det det høje udgivelsestempo, der holdt pulsen oppe – The Hollies udsendte tre albums i 1967 – men man kan sagtens forestille sig, at lidt længere tid mellem pladerne ville have gavnet ideudviklingen. Og tydeliggjort profilen.

Graham Nash begyndte så at ryge hash. Det gjorde de andre ikke. De anskaffede sig bare indiske tunikaer og perlekæder, for som Alan Clarke sagde: “Vi var sådan cirka lige så psykedeliske som a pint of Guinness.”

Undervurderet er et ord, der ligger snublende nær, efter at have hørt dette detailfyldte bokssæt. Og for ligesom at understrege min pointe medtager man lige otte brillante live-optagelser fra maj 1968. Selv om det kun er et halvt år før Graham Nash flytter over til Stephen Stills og David Crosby (og Joni Mitchell) lyder gruppen sammenspillet og velsyngende.

Måske var der ikke meget harmoni mellem dem mere, men vokalharmonierne fejlede ikke noget.

The Hollies havde ikke brug for autotuning.

The Hollies: Clarke, Hicks & Nash Years – The Complete Hollies april 1963 – october 1968. 6cd. EMI.