You are here: Home / Kritik / Musik / Til koncert med De Seneste To
Til koncert med De Seneste To
1. november 2010 // Kommentarer slået fra
De er et umage par, Peter Sommer og Simon Kvamm. Sommer har aldrig været den største sanger, men kan begå store sange om det meget små. Og får ellers i sin fritidspædagogfremtoning Johnny Madsen til at ligne en velklædt superstjerne. Kvamm har en stor stemme, især i det høje register, og kommer igennem med en egen diabolsk selvbevidsthed, som man enten kan finde lettere ufrivilligt komisk eller fascinerende i sin hundredprocenthed.
Den fuldsatte sal i Bremen lørdag var ikke i tvivl. De Eneste To blev båret frem, og det gav faktisk mening at spørge om hvem, der optrådte for hvem. Sammensmeltningen var svedende og total.
Midt i al klapperiet kan der jo så ikke ske alverden ved lige at klappe hesten.
Jeg kan godt lide Sommers nervekradsende sange, men har aldrig knækket koden til Nephews succes. Det band har på mig altid virket, som om Kliche, Depeche Mode og TV-2 bare ikke kunne den dag.
Og der er desværre mere Nephew end Sommer i De Eneste To. Synet af to akustiske guitarer signalerer ganske vist singer-songwritere, men skinnet bedrager. Der er dømt elektronisk rock med en slagstyrke, som var bedre melodier værdig. Faktisk er formen alfa og omega her.
Det virker, som om Sommer og Kvamm kun har to sange på repertoiret: Den hurtige og den lidt mindre hurtige. Begge er lige stadiontaktfaste, for nuancer er der ikke mange af i en musik, som monoton og enerverende driver sine få pointer hjem i et supersonisk ekko af 80′erne. Neil Youngs Trans har ikke levet forgæves. Og Lars H.U. G. stod i overført forstand i kulissen. Han ville have gjort en verden til forskel på scenen.
Tiden vil vise, om De Eneste To i virkeligheden bare var De Seneste To.
PS: Og så ville jeg i øvrigt, hvis jeg var nytiltrådt chef for Vega, tænke mit. Bremen er som spillested alt der Vega ikke er. Hvor der på Enghavevej stadig lugter for meget af socialdemokratisk finer, er der en anderledes intim elegance over det nye spillested på bagsiden af Spies’ gamle Hotel Mercur, uden at stedet af den grund bliver mindre rockautentisk.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
