Tim Buckley genopstået

Kommentarer slået fra

Her på bloggen kører vi en uhæmmet og uendelig reklamekampagne for de cd’er, der har et ekstraudstyr, som gør downloading til grin. Seneste eksempel er Rhino Handmades eksemplariske luksus-genoptryk af Tim Buckleys debutalbum fra oktober 1966. Plus hele 22 demoer, enten akustiske eller akkompagneret af hans band The Bohemians, som bl.a. talte hans trommeslager og medsangskriver Larry Beckett.

Sangene fra originalabummet fås både i mono og stereo, og faktisk er Bruce Botnicks stereomix for en gangs skyld bedre end monoudgaven, som stadig ikke yder Buckleys bredbåndsstemme fuld retfærdighed.

Lyden er også forbedret, så Lee Underwoods guitarflageoletter står skarpe som rageknive og den senere Blood Sweat & Tears-bassist Jim Fielder spiller med en accentuering, som rimer godt med sangerens sensitive vokal. Buckley lyder som en engel, der har syndet, men ikke beder om tilgivelse.

Sangene er asketisk arrangeret, ofte med indfølte strygere af Jack Nitzsche, men alligevel fuldtonende af poesi og en magi, der ikke er blevet mindre overjordisk med årene. Myten om Jeffs far er ikke blevet mindre, nu, hvor hans søn også er død – han fødtes i øvrigt måneden efter udgivelsen af denne plade.

Tim Buckley var nitten, da disse sange blev indspillet. Han lyder, som om han rummer en hel verdens visdom og alligevel er ydmygt søgende efter løsninger på det uløselige. Og prøver naivt, ungdommeligt og stærkt med kærligheden:

When I sing I can’t bring everything on the wing
Flying down from dizzy air
To the ground because I care
You will be love and your love will live

I smile, I beguile all the while every mile
As I walk across the sky
Of the clockwork, of your eye
You will be love and your love will live

Casting spells from the well, I can tell you the bells
Listen to my magic voice
Learn the tune of children’s toys
You will be love and your love will live

 

When I die do not cry, hear my sigh passing by
After I have turned to win
I will try to help you then
You will be love and your love will live

synger han i ‘Song of the magician’.

Lyder det søgt? Det er det ikke. “Kun” søgende. Og himmelstræbende. Og nærmest gudindgivent forelsket: “She is the air I breathe to sing…”

Tim Buckley skulle i sit korte, plagede liv komme til at lave kunstnerisk mere krævende, på sin vis mere fuldbragte plader, men ingen så pur og intuitiv som denne debut. Original er et andet ord.

Elektras chef, den navnkundige Jac Holzman, erklærede ved kontraktunderskrivningen, at Tim Buckley var “den type kunstner, vi på Elektra gerne vil blive store sammen med – ung og i færd med at udvikle sig, ekstraordinært begavet og så ustylet, at han ikke arbejder inden for nogen kendt referenceramme…”

Forhåbentlig huskede Holzman sine ord, da det viste sig, at Tim Buckley aldrig nåede ind på Billboards Top 200.

I den retning gik det lidt bedre med en anden gruppe, der skrev kontrakt med Elektra samtidig. De kom også fra Los Angeles og kaldte sig The Doors…

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top