Tim C guldindrammer McCartney
6. februar 2013 //
Måske er det en anmelder-arbejdsskade, men efter at have været højt oppe til en koncert, kan jeg dagen derpå spørge mig selv, om det nu også var så godt. Sådan havde jeg det også, da jeg, den dag Paul McCartney fyldte 70, på det nærmeste gik hjemad på luftpuder. Og ikke kunne vente med at komme til tasterne (Link til anmeldelsen).
Nu foreligger Tim Christensen-projektet med at opføre Ram in extenso foreviget på dvd (og cd) under titlen Pure McCartney. Koncertoptagelsen er no-nonsense tro mod oplevelsen. Det var godt. Det er godt.
Jeg kan godt forstå, at de medvirkende har svært ved at tørre de smørrede smil af. Og hele tiden må tage sig ikke at springe dansende og børnehavehoppende rundt. Det, vi (gen)oplever her, er nemlig selve legemliggørelsen af spilleglæde. Skarpt og afslappet. Ikke alt for højtideligt, men aldrig sjusket, altid fokuseret – som om det var deres egne sange.
Med al respekt for Tim C. er den kongeniale mccartneyist ikke i centrum – og det er helt i koncertens ånd. Igen bedåres man(d) af Tracy Bonham. Navnlig hendes forstørrelse af McCartney-bagateller som ‘Heart of the country’ samt i ekstranummerafdelingen, ‘Junk’, med hillbillysprød violin og en stemme af den slags, man kan dyrke gåsehud på. Mike Viola’s forbløffende ‘Maybe I’m Amazed’ holder. Det samme gør hans humor og samspil med de andre. Han er ingen skønsanger, men fuld af lige dele soul og spas.
Omkring sig har de tre i front guitaristen Lars Skjærbæk, der – meget betegnende – spiller over en Matchless-forstærker, multiinstrumentalisten Christoffer Møller, den uopslidelige trommeslager Jesper Lind og bassisten Søren M. Koch, som kan det der med både at være stout og swingende. Fremaddrivende, men også kontemplativ – som i ‘The back seat of my car’. Og gennem det hele strømmer modet til at lade det enkle forblive enkelt, indrammet af intrikate, men indlysende vokalharmonier, Brian Wilson ikke kunne have forbedret.
Jeg er stadig ikke sikker på, at Ram er så god en plade, at den fortjener denne hyldest, men der må klappes og det bliver der. På begge sider af rampen.
Mon ikke McCartney stod ude i kulissen og glædede sig over, at dette band hin aften ikke var on the run, men levede og lod leve…
Tim Christensen, Mike Viola, Tracy Bonham & The Damn Crystals: Pure McCartney. Producere: Frank Birch Pontopiddan & Tim Christensen. Instruktion: Max Christensen. Mermaid/Sony.
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
Har bestilt den i dag og glæder mig som et lille wings-fan-barn til at genopleve aftenen som også var fantastisk og magisk for undertegnede. Og det glæder mig at koncerten “holder” når den sådan bliver skruet ned i et fast format man kan holde imellem hænderne. RAM er en plade/cd som du selv indrømmer er vokset i afstanden fra Beatlesforblændelsen. Den er god,langt bedre end datidens anmelderes mening, og som næsten alt McCartneys stærkt undervurderet og tilsidesat i føromtalte forblændelse. Wings over america, “den helllige gral” mht 70-er stadion rockshows, kommer som den næste i serien af genudgivelser. Min personlige live favorit af McCartney nogensinde og i det hele taget live rock, men den til den tid.