Tim C. solo med band
I aftes startede Tim Christensen sin Danmarksturne. Turen bliver skiftevis solo og med hans nye band, The Damn Crystals, og den varer til april. Jeg er sikker på, at hans nye album varer væsentlig længere.
Det er vist hverken særligt anmelderhipt eller musikpolitisk korrekt at kunne lide hans musik. Det kan jeg. Få har som han så meget melodisk overskud, så uskrømtet, nærmest pedantisk detailsans og så samtidig så tilbagelænet en musikalitet. Og så glemte jeg lige at sige, at han ikke bare kan synge som en engel, men også spille som en djævel. Beatles møder Led Zeppelin og det virker. Og forbløffer.
Det gør det også på Tim Christensen and The Damn Crystals.
Jeg har læst, at han er holdt med at spille ‘Right Next To The Right One’, men de, der aldrig er blevet trætte af at lege Nikolaj og Julie, får alligevel en ekstra chance på sange som ‘Million MIles Away’ og pladens sidste sang, den meget McCartneyske og åndeløst inderlige ‘Never Be One Until We’re Two’. Det er en sang af den slags, som det altid har faldet Christensen så let at skrive som at trække vejret, at man godt forstår, hvis han ikke altid gider. Lidt af et luksusproblem for en sangskriver.
Til gengæld byder albummet på andre udfordringer. F.eks. det to-fasede åbningsnummer, ‘The Damn Crystals’, med lige dele skramlet guitar og Abbey Road-strygere. Og en ‘A Day In The Life’-syret koda. Som følges op på ‘Wiser’ med små hints til både ‘Eight Miles High’ og Nirvana.
Pladens mange finurlige finter og citater fra Beatles-(og Byrds)kataloget er inkorporeret organisk og som alt andet end epigoneri i musikken, ikke mindst takket være Beatles-eksperten, den følsomt modulerende bassist Søren Koch, og hans kollega fra Boat Man Love (og Michael Falch), guitaristen Lars Skjærbæk, der ligesom kapelmesteren kan det der svære med også at turde lade være med at spille.
Pladens tonefald er en anelse mere agressivt end forfængeren. Og det kan godt betale sig at skrue op. Man bliver mindet om, at Tim Christensen i sin tid reintroducerede guitarrocken herhjemme med Dizzy Miss Lizzy, men selv om der bliver fyret godt op under den store riff-gryde sker det aldrig på bekostning af det smagfuldt melodiske, som er og bliver sangerens musikalske forankringspunkt.
Og så mestrer Tim C. som få, ikke kun herhjemme, den svære balancegang mellem det sørgmodigt selvransagende og det sentimentalt selvmedlidende. Både som tekstforfatter og sanger. Kærligheden er der altid i hans sange som en lysende mulighed for enden af selv det mørkeste mismod. Ærligheden er der som en nødvendighed.
Fik jeg sagt tydeligt nok, at dette er en fuldbragt plade, der ikke behøver skilte med sin storhed?
Tim Christensen: Tim Christensen And The Damn Crystals. Producere: Tim Christensen, Frank Birch Pontopiddan & The Damn Crystals. Mermaid Records/Sony.
Turneplanen findes her.
PR-foto: Helene Hasen/RawFormat
FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK
Enig, Torben. Bortset fra at jeg synes det er mere end hipt at kunne li’ Tim. At disse ham for hans ærlige pophjerte er derimod en kliché. Hvis du ikke har set dvd’en med liveoptagelsen fra Abbey Road, kan det anbefales. KH Bof
@Bo F.: Jeg forsøgte mig lidt ironi:-) Og disser ham aldeles ikke. Og ja, Abbey Road-dvd’en er et must!
@@ … og så har han været næsten ødsel med sine “Low Key-Late Night” oplæg på sin fB profil. En sjælden gestus til fanskaren. Muligheden for at komme helt “tæt” på, at lure ventre hånden af, som guitarist, i nogle meget afdæmpede, sepiaoptagelser, har været en gave at tage imod. Derudover er jeg meget enig med jer begge to. Han gir … kh Ab
Normalt er jeg ret enig i dine i øvrigt altid velskrevne skriverier om musik. Men lige her må jeg altså sige, at jeg må fastholde den “musikpoltiske korrekthed”, som du omtaler indledningsvis: Tim C. og hans musik er pænt kedelig. OK til håndværk og teknik – no doubt – det lyder sgu godt nok, men altså: Der mangler jo nerve og bevis på at han “mener” sin musik. Det er lidt noget alibimusik – det er ikke rædselsfuldt på nogen måde, men det er altså heller ikke noget der rykker. Måske ville Tim C have gavn af lidt modspil på en eller anden måde? Noget grim musik? Noget der flytter ham et andet sted hen? Har nogen en ide til en passende musikalsk partner til Tim C.?
Hans sange er desværre meget forudsigelige. Man skal ikke mange takter ind i en Tim C sang før man ved hvordan resten af melodien vil udvikle sig. Den overrumplende pop-magi udebliver og sangene “letter” aldrig.
Det blir aldrig mere spændende end sympatisk McCartney light, men det er åbenbart alt rigeligt for at tilfredsstille den store fanskare.
Problemet (hvis det er et problem??), med Tim C. er at han er tilfreds med at være en McCartney-klon. Tænk hvis han var så ambitiøs at han ville være en Lennon-McCartney-klon! Så skulle vi bare se! (og høre)!!